AC-medarbejder til forskningsaktiviteter på grundskoleområdet
Vil du være med til at drive og koordinere forskningsaktiviteter og har du sans for projektkoordinering og -samarbejde i et tværfagligt miljø med mange eksterne og interne samarbejdspartnere? Så har du nu mulighed for at blive vores nye projektmedarbejder (AC) på grundskoleområdet hos Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab.
Opgaver og ansvarsområder
Vi søger en AC-medarbejder til en 2-årig stilling på 33,5 timer ugentligt til administration, projektstyring og koordination af forskningsaktiviteter på grundskoleområdet. Stillingen er todelt og består dels i funktionen som centerkoordinator for Center for Grundskoleforskning, dels i opgaven som projektkoordinator i det nyopstartede forskningsprojekt Advancing Bildung in School: Videnskab og teknologi i SHAPE (ABIS).
Opgaven som centerkoordinator for Center for Grundskoleforskning består i at understøtte centerdrift i tæt samarbejde med ledelsen og andre funktioner i centeret. Derudover varetager centerkoordinatoren centerets kommunikationsopgaver (blandt andet på SoMe og hjemmeside) og understøtter arbejdet med forskningsprojekter, fx ved ansøgningsprocesser. Center for Grundskoleforskning er et partnerskab mellem professionshøjskolerne Absalon, UC SYD, UCL, og UCN samt Syddansk Universitet. Centeret forsker om, med og for grundskolen og stræber efter at fremme det gode børne- og ungeliv i et bæredygtighedsperspektiv gennem et praksisrettet fokus på didaktik og skoleudvikling. Du kan læse mere om Center for Grundskoleforskning her.
Opgaven som projektkoordinator i ABIS-projektet består i at varetage projektstyring og projektadministration, understøtte forskningsledelsen samt koordinere aktiviteter og samarbejder på tværs af ABIS-projektets parter og internt på SDU. Projektkoordinatoren skal fx bidrage til at sikre overblik og fremdrift iftmilepæle og økonomi, understøtte datahåndtering og sikre mødestyring og samarbejdsrelationer mellem projektets parter. Derudover vil projektkoordinatoren spille en central rolle i samarbejdet med de deltagende skoler og udbredelse af projektets fagdidaktiske elementer. ABIS er et 4-årigt forskningsprojekt finansieret af Novo Nordisk Foundation. Projektet har fokus på at undersøge dannelsesforståelser i grundskolens og de gymnasiale uddannelsers dansk-, historie- og samfundsfag og udvikle et nyt dannelsesbegreb, som går på tværs af fagene. ABIS ledes af Nikolaj Elf i samarbejde med professor Casper Andersen, Aarhus Universitet. Du kan læse mere om ABIS-projektet her.
Kvalifikationer
Vi tilbyder et spændende job med varierende arbejdsopgaver samt et godt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone og gode kolleger. Vi forventer, at du:
- Har en relevant uddannelse på kandidatniveau og fagligt stærke generalistkompetencer
- Har erfaring med projektstyring og projektkoordination
- Har stærke samarbejdsevner og kan sikre gode samarbejdsrelationer internt og eksternt
- Er struktureret, systematisk og god til at planlægge
- Kan arbejde selvstændigt og samtidig som del af et team
- Har gode digitale kompetencer
- Er fagligt ambitiøs, engageret og resultatorienteret
- Kendskab til det pædagogiske felt, grundskoleområdet og/eller det gymnasiale område er en fordel, men ikke et krav.
Forankring på Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab
Stillingen er forankret i Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab (IDMU) på det humanistiske fakultet, hvorunder en række forskningsaktiviteter på grundskoleområdet er forankret. IDMU har omkring 150 fuldtidsmedarbejdere som varetager forskning, undervisning og formidling inden for fagområderne Filosofi, Design, Medievidenskab og Uddannelsesvidenskab.
Du vil som projektmedarbejder have faglig reference til forskningsledelsen i Center og Grundskoleforskning og ABIS-projektet, hvor det daglige arbejde foregår. Stillingen er organisatorisk placeret i sekretariatet på IDMU. Sekretariatet består af ca. 22 medarbejdere og en sekretariatsleder med det overordnede personaleansvar for sekretariatets medarbejdere.
Vi lægger vægt på åbenhed og en uformel omgangstone og tilbyder gode muligheder for faglig og personlig udvikling på en dynamisk arbejdsplads.
Ansøgningsprocessen
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til centerleder Nikolaj Elf på telefon 65504563 eller til IDMU’s sekretariatsleder Anne Sophie Sandstød Nielsen på telefon 65501513, anniel@sdu.dk.
Der er tale om en stilling på 33,5 timer om ugen. Stillingen finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC.
Ansøgningsfristen er 1. marts 2026. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler 10. marts 2026
Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.
Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format.
Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb.
Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.
Jobbet er placeret i Odense kommune, Region Syddanmark. Se flere forskningsassistent, humaniora jobs i Odense eller Region Syddanmark.
Oprettet 5 februar og udløber 1 marts. Kilde: Jobnet