Administrativ medarbejder – EØS‑sager & lufthavnstilsyn i Brønderslev
Trives du i en hverdag med højt tempo og mange bolde i luften? Og trækker det i dig, når du læser, at du skal skrive afgørelser på engelsk og stå i frontlinjen som kontrolmedarbejder i lufthavnen? Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye kollega i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i Brønderslev.
Hvad kommer du til at lave? Du får opgaver og ansvarsområder i to forskellige teams:
EØS-teamet
I EØS-teamet behandler vi sager om udenlandske borgeres dokumentation (dokument PD U1/SED) for arbejdsperioder i Danmark, som bruges til at få dagpenge i et andet EU/EØS-land. Teamet behandler også sager om mellemstatslig refusion og artikel 16-sager, der er særlige lovvalgsaftaler om social sikring. På en almindelig arbejdsdag vil du blandt andet træffe afgørelser på engelsk, sende oplysninger til udenlandske myndigheder og sende høringsbreve til borgere eller arbejdsgivere. Du får dine egne sager, men får også god hjælp af dine kollegaer, indtil du er fortrolig med opgaverne.
Lufthavnstilsynet
I Lufthavnstilsynet kontrollerer vi i de danske lufthavne, om ankommende passagerer uberettiget har modtaget sociale ydelser under ophold i udlandet, fx kontanthjælp eller dagpenge. Så står der 'Tilsyn' i din kalender, trækker du i den blå uniform, pakker dit smil og lidt psykisk robusthed i håndbagagen og er klar til dagens kontrol. Du kan møde frustrerede og undrende borgere, som ikke synes, at vi er den bedste velkomstkomité i lufthavnen. Det lader du dig ikke slå ud af, men forklarer venligt om formålet med kontrollen og hjælper dem godt videre.
Også her sørger vi for grundig oplæring, så du føler dig tryg i myndighedsrollen.
Hvem er vi? Du bliver en del af STAR Vestdanmark, som er en enhed på ca. 65 medarbejdere fordelt på lokationer i Aalborg og Brønderslev. Dit daglige arbejdssted er i Brønderslev. Vi går op i trivsel og arbejdsglæde, og hos os får du blandt andet:
- en arbejdsplads med stort fokus på et godt fællesskab og udvikling af den enkelte medarbejder
- en aktiv personaleforening, der laver arrangementer, som fx DHL-stafet og julefrokost
- frugtordning og massagestol.
Er det dig vi leder efter? Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse eller anden relevant uddannelse og har erfaring med administrativ sagsbehandling samt kan forstå og anvende gældende lovgivning.
Derudover ser vi gerne, at du:
- har et godt overblik og en struktureret tilgang til arbejdet
- er dygtig til at formulere dig, både skriftligt og mundtligt
- har gode sprogkundskaber i engelsk og evt. tysk
- er en teamplayer, der bidrager til en god stemning med en hjælpende hånd og højt humør
- er på forkant og kan prioritere din tid i en travl hverdag
- er robust, kan bevare roen og kan agere professionelt i myndighedsrollen.
Du skal også være indforstået med at deltage i ca. to tilsyn om måneden. Lufthavnstilsynene kan være placeret på skæve tider af døgnet og med overnatning på hotel. Arbejdet er fysisk krævende.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter den 1. maj 2026 eller snarest mulig herefter.
Du bliver ansat som kontorfunktionær efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.
Dit daglige arbejdssted bliver STAR Vestdanmark, Bredgade 60, 9700 Brønderslev.
Spørgsmål og ansøgning Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at sende en SMS til teamchef Maja Helveg Petersen på tlf.nr. 7221 7932, så ringer Maja dig op.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Vi har valgt at gøre ansøgningsprocessen enklere. Du skal derfor kun sende et motiveret CV. Det betyder, at du i starten af dit CV kort beskriver din motivation for at søge stillingen, og hvordan dine kompetencer matcher opgaverne. Du skal derfor ikke sende en motiveret ansøgning.
Send dit motiverede CV og eksamenspapirer elektronisk senest mandag den 23. februar 2026.
Vi forventer at holde samtaler den 5. og 6. marts 2026.
Der vil i forbindelse med samtalen være en case, som du skal forberede og præsentere for ansættelsesudvalget.
Vi ser frem til at læse dit motiverede CV.
Jobbet er placeret i Brønderslev kommune, Region Nordjylland. Se flere administrativ assistent jobs i Brønderslev eller Region Nordjylland.
Oprettet 5 februar og udløber 23 februar. Kilde: Jobnet
Kontakt: Maja Helveg Petersen saegamblekristenperry@bmrice-whiteconley-greenjohnson.dk +4572217932