Vil du bygge fremtidens regulatoriske support for avancerede terapier?
/ regulatorisk / life science / sundhedsinnovation
Vil du være med til at opbygge en helt ny regulatorisk supportfunktion og til at styrke udvikling og ibrugtagning af avancerede terapier i Danmark? ATMP Danmark søger en regulatorisk rådgiver, der kan yde kvalificeret rådgivning og sparring til kliniske miljøer, virksomheder og forskere – og bidrage til at udvikle rammerne for ATMP i tæt samarbejde med nationale aktører.
Du bliver en del af det nationale strategiske indsatsområde, ATMP Danmark (Advanced Therapy Medicinal Products), som Amgros har fået ansvaret for at udvikle, drive og sekretariatsbetjene. ATMP Danmark er et centralt initiativ i regeringens life science-strategi 2024-2027, der sigter mod at fremme udvikling og ibrugtagning af avancerede terapier ved at skabe en stærk samarbejdsstruktur for avancerede terapier mellem sundhedsvæsen, forskning og industri. Med Strategi for Personlig Medicin 2024-2027 er ATMP Danmarks rolle yderligere styrket med flere indsatsområder, heriblandt regulatorisk support. Derfor søger vi nu en ny kollega, som har indgående kendskab til ATMP og de regulatoriske rammer for udvikling af ibrugtagning af innovative lægemidler.
ATMP Danmark er et ambitiøst initiativ med stor politisk og faglig bevågenhed – og med en klar ambition om, at Danmark skal være et internationalt foregangsland inden for forskning, udvikling og ibrugtagning af de nyeste og mest avancerede terapier," fortæller Nina Uldal, direktør i Amgros.
Du bliver en del af et ambitiøst og fagligt stærkt miljø, hvor du både får ansvar og indflydelse – og mulighed for at gøre en reel forskel for patienter og sundhedsvæsenet.
Bliv den centrale drivkraft i ATMP Danmarks regulatoriske indsats
Du bliver en central aktør i opbygningen af ATMP Danmarks regulatoriske supportfunktion. Din rolle er at sikre kvalificeret rådgivning og vejledning om regulatoriske krav og processer i forbindelse med udvikling og ibrugtagning af avancerede terapier (ATMP). Du vil være den primære kontaktperson for kliniske miljøer, virksomheder og forskere og sekretariatets andre medarbejdere, når der opstår spørgsmål af regulatorisk karakter. En central samarbejdspartner bliver desuden Lægemiddelstyrelsen, som har myndighedsansvaret. Arbejdet indebærer både strategisk sparring og praktisk støtte, så aktørerne kan navigere korrekt i et komplekst regulatorisk landskab.
Som regulatorisk rådgiver vil du:
- Udvikle og opbygge regulatorisk support, der imødekommer brugernes behov
- Rådgive om regulatoriske spørgsmål vedrørende udvikling og ibrugtagning af ATMP
- Understøtte kliniske miljøer, lægemiddel- og biotekvirksomheder samt forskere
- Tæt samarbejde med Lægemiddelstyrelsen og EMA
- Opbygge og drive regulatoriske nationale netværk
- Deltage i europæiske samarbejder om ATMP
Den regulatoriske supportfunktion vil blive udviklet og drevet i tæt samarbejde med et regulatorisk analyse- og udviklingsspor, der kører parallelt hermed gennem programperioden.
ATMP Danmark er et udviklingsprogram, og flere opgaver og indsatser vil komme til undervejs.
Hvem er du?
Du har solid regulatorisk erfaring med avancerede terapier og erfaring med kliniske studier er en fordel. Din uddannelsesbaggrund kan være forskellig – det vigtigste er, at du har den nødvendige regulatorisk indsigt i ATMP.
Som person motiveres du af at arbejde med komplekse problemstillinger og opbygge ny viden. Du formår at formidle komplekse emner klart – både skriftligt og mundtligt
Derudover er du grundig, kvalitetsbevidst og tålmodig, samtidig med at du har lyst til at være en del af en udviklingsrejse. Du er udadvendt, opsøgende og god til at opbygge relationer og drive netværk, og du trives med at være synlig i kliniske miljøer og blandt samarbejdspartnere.
Hvem er vi?
Du bliver en del af et lille, ambitiøst sekretariat på seks personer, der arbejder tæt sammen om at udvikle ATMP Danmark. Vi koordinerer og driver projekter og strategiske indsatser, udvikler materialer og rapporteringer til vores styregruppe og referencegruppe samt samler og distribuerer viden til relevante interessenter. Sekretariatet plejer desuden relationer til andre relevante projekter og organisationer inden for ATMP-området samt betjener arbejdsgrupper, driver analyser, udviklingsopgaver og pilotafprøvninger samt rådgivningsopgaver. Vi har en kultur, hvor faglighed og samarbejde går hånd i hånd – og hvor vi brænder for at gøre en forskel.
Sekretariatet er placeret hos Amgros, som tilbyder en fast stilling på en fleksibel arbejdsplads, en attraktiv pensionsordning og en kultur, hvor man mærker engagement og fællesskab.
Faglig chef for ATMP Danmark, Jette Rathe, læge og ph.d., fortæller: ” Jeg sætter stor pris på, at jeg både er en del af ATMP Danmark og samtidig en del af Amgros. Her er der en kultur, hvor alle taler med alle, og hvor man mærker en oprigtig interesse for hinanden – både fagligt og menneskeligt. Mine kolleger er stolte af deres arbejde og brænder virkelig for det, de laver, og det smitter."
Ansøgning og kontakt
Lyder jobbet og udfordringerne som noget for dig, så send din ansøgning hurtigst muligt. Vi behandler ansøgningerne løbende, og lukker processen, når vi har fundet den rigtige kandidat.
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Programchef for ATMP Danmark Malene Kristine Nielsen på telefon 29 79 63 69.
Amgros opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk baggrund. Vi glæder os til at høre fra dig!
Du kan læse mere om ”ATMP Danmark” her:
Lignende jobs