Erfarne jurister med interesse for offentlig gældsinddrivelse og forvaltningsret
Vil du være en del af et stærkt juridisk fagligt miljø, hvor retssikkerhed og bevidsthed om myndighedsrollen er i centrum? Søger du afvekslende juridiske arbejdsopgaver, der stiller store krav til dine juridiske kompetencer og giver mulighed for faglig udvikling på et højt niveau? Så er du måske vores nye jurist i Gældsstyrelsens Jura, virksomheder.
Vær med til at sikre juridisk korrekt myndighedsudøvelse
Jura, virksomheder er organisatorisk placeret i Gældsstyrelsens stab og herfra yder vi juridisk bistand til Gældsstyrelsens fagområder, der varetager inddrivelsesopgaven, og til Gældsstyrelsens direktion. Vi foretager afklaringer vedrørende lovfortolkning i forhold til gældsinddrivelsesloven og vedrørende samspillet mellem gældsinddrivelsesloven og den lovgivning, der gælder for de fordringshavere, som Gældsstyrelsen inddriver for. Derudover foretager vi juridiske afklaringer, der understøtter inddrivelsen af gæld over for virksomheder. Vi arbejder i mindre teams med faglig specialisering indenfor insolvensret, fogedretlige spørgsmål og offentlig gældsinddrivelsesret.
Som erfaren jurist i Jura, virksomheder vil du få en helt central rolle med at bidrage til at levere juridiske afklaringer relateret til Gældsstyrelsens kerneopgaver som restanceinddrivelsesmyndighed med udgangspunkt i særligt Gældsstyrelsens egen lovgivning og forvaltningsretten.
Dine opgaver i Jura, virksomheders vil bl.a. kunne indebære:
- Udarbejdelse af juridiske vurderinger og beslutningsoplæg indenfor et juridisk område, der er præget af høj kompleksitet.
- Juridisk sparring og rådgivning til andre kontorer og direktionen i Gældsstyrelsen på inddrivelsesfaglige og strategiske problemstillinger.
- Lovforberedende arbejde, både i forbindelse med lovhøringer og forberedelse af Gældsstyrelsens lovgivningsønsker.
- Besvarelser af bestillinger fra Skatteministeriets departement, fx bidrag til spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg og redegørelser.
- Afklaringer i forbindelse med udvikling af IT-systemer.
- Løbende kvalitetssikring af Den juridiske vejledning (der indeholder Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis).
- Behandling af anmodninger om aktindsigt efter offentlighedsloven.
Derudover skal du bidrage med faglig sparring til dine kollegaer og kvalitetssikring af kontorets leverancer. Du skal være indstillet på, at dine leverancer skal godkendes i et og ofte flere led. Det betyder, at du løbende skal prioritere dine opgaver, kunne levere indenfor korte deadlines og kunne være tålmodig i forhold til, hvornår opgaverne kan afsluttes.
For at få succes med opgaverne og jobbet er det afgørende, at du kan samarbejde og skabe gode relationer. I Gældsstyrelsen samarbejder vi på tværs af fagligheder, og du får en bred kontaktflade med kolleger i hele Gældsstyrelsen og i Skatteforvaltningen i øvrigt.
Din baggrund
Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur., og du har 7-10 års erfaring fra fx en offentlig myndighed eller et advokatkontor. Du har stort kendskab til offentlig ret og/eller formueret.
Du har fx stort kendskab til og forståelse for generel forvaltningsret. Gældsstyrelsen er en offentlig myndighed, og forvaltningsretten er en integreret del af vores virke, som altid skal indtænkes i vores leverancer. Alternativt kan du fx også have stort kendskab til obligationsret og insolvensret.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- er grundig i din juridiske metode og motiveres af at gå i detaljen
- arbejder struktureret, er god til at planlægge din opgaveløsning og kan følge opgaver til dørs
- evner at komme med klare indstillinger til svar på dine opgaver
- har et stort personligt drive samt en proaktiv og løsningsorienteret tilgang til opgaveløsningen
- kan drive din opgaveløsning fremad i en stor organisation med mange beslutningslag
- motiveres af at samarbejde, rådgive og yde specialistbistand til dine kolleger
- formår at kommunikere klart både skriftligt og mundtligt.
Det er væsentligt, at du ønsker at specialisere dig inden for offentlig gældsinddrivelse, og at du har mod på et job med en stejl læringskurve. Du bliver dog ikke overladt til dig selv, da vi sørger for, at du bliver grundig introduceret til dine opgaver, samt at du har et stærkt team at sparre med.
Jura, virksomheder behandler og træffer afgørelser vedrørende anmodninger om aktindsigt efter offentlighedsloven. Det vil derfor være en fordel, såfremt du har erfaring med dette område.
Jura, virksomheder – din nye arbejdsplads
I Jura, virksomheder får du 11 fantastiske kollegaer. Vi arbejder i mindre teams med faglig specialisering indenfor insolvensret, fogedretlige spørgsmål og offentlig gældsinddrivelsesret.
Vi vægter samarbejde og sparring højt, både i teamet og i kontoret. Vi har en uformel omgangstone, hvor vi finder humoren i hverdagen. Vi markerer hinandens fødselsdage, fejrer de små og store succeser, og der er altid plads til at høre om weekendens oplevelser over frokosten. Vi har fokus på grundighed, høj faglighed og kvalitet i vores leverancer, og vi forventer det samme af dig. Når du har løst en konkret opgave, vil du få sparring og feedback fra dine nærmeste kollegaer, ligesom vi forventer, at du giver feedback på dine kollegaers arbejde. På den måde sikrer vi i fællesskab, at leverancerne fra kontoret lever op til de høje forventninger, der er hertil.
Vores opgaver er kendetegnet ved spændende juridiske udfordringer og høj kompleksitet, så du får gode muligheder for at udvikle din faglighed.
Sammen om en vigtig opgave
Gældsstyrelsen har ansvaret for at inddrive gæld til det offentlige. Det er en opgave, der har stor betydning for samfundet. Vi lægger stor vægt på, at du matcher Gældsstyrelsens DNA. Det betyder, at du skal være foregangsperson for en kultur, der er båret af ordentlighed og ansvarlighed. Vi er en arbejdsplads, hvor vi løfter sammen og understøtter hinanden – både i kontorerne og på tværs af Gældsstyrelsen.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Upload din ansøgning, dit CV og eksamenspapirer samt andet relevant dokumentation via linket ”Søg stillingen” senest den 9. april 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at sende en sms til kontorchef i Jura, virksomheder Rasmus Bak på tlf.: 7238 4456, eller til souschef Daniel Thumilaire-Muhs på tlf.: 7237 2342, hvorefter du vil blive ringet op.
Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 16 og 2. samtaler i uge 17.
Der vil indgå en logiktest og en personligheds- og adfærdsanalyse som dialogværktøj på 2. samtaler. Derudover kan der forekomme en case. Du skal opgive mindst to referencer, ligesom vi forud for ansættelsen indhenter straffeattest og foretager restancetjek for så vidt angår restancer til det offentlige.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC).
Startdato og arbejdssted
Forventet ansættelse er den 1. juni 2026 eller efter aftale.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil foreløbigt være Teglgårdsparken 26, 5500 Middelfart. Det kan eventuelt aftales, at det faste arbejdssted er på en af Gældsstyrelsens øvrige lokationer i Thisted, Randers, Grenå, Ringkøbing, Tønder, Roskilde eller Frederiksberg. Dette vil dog afhænge af de konkrete pladsforhold på lokationen og en vurdering af hensigtsmæssigheden heraf i forhold til din profil og de fagområder, der er repræsenteret på lokationen. Du skal dog forvente rejseaktivitet til Middelfart.
Skatteministeriet lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Jobbet er placeret i Middelfart kommune, Region Syddanmark. Se flere jurist jobs i Middelfart eller Region Syddanmark.
Oprettet 19 marts og udløber 9 april. Kilde: Jobnet
Kontakt: Daniel Thumilaire-Muhs +4572372342