Farmakonom til Kvalitetsudvikling i Ældre- og Sundhedsafdelingen - Køge

Farmakonom / Køge Kommune / Handel / Salg / medicinhåndtering / patientsikkerhed / sundhedsvæsen / Fuldtid / Fuldtid / Estimeret lønniveau ca. 35.000 - 45.000 kr/md

Er du uddannet farmakonom? Og har du lyst til at arbejde med medicinhåndtering, patientsikkerhed og kvalitetsudvikling?

Så er det måske dig, vi søger til at bringe din farmaceutiske viden i spil på ældre- og sundhedsområdet i Køge Kommune.

Om jobbet

Stillingen er nyoprettet, og du bliver en del af Kvalitetsenheden i Ældre- og Sundhedsafdelingen, hvor vi arbejder med praksisnær kvalitetsudvikling på tværs af hele afdelingen. Vi understøtter ledere og medarbejdere i at skabe høj faglig kvalitet, og bidrager til udvikling og implementering af nye tiltag i relation til det nære sundhedsvæsen.

Som farmakonom får du en central rolle i at styrke patientsikkerheden og kvaliteten i borgernes behandlingsforløb.

Du vil blandt andet løse opgaver som:

  • Rådgive og undervise sundhedspersonale i medicinhåndtering samt udvikle og vedligeholde undervisningsmateriale.
  • Bidrage til udvikling og opdatering af retningsgivende dokumenter på medicinområdet.
  • Deltage i audit, stikprøver og opfølgning på medicinrelaterede hændelser i driften.
  • Koordinere medicinindsatser på tværs af enheder og faggrupper.
  • Facilitere læringsforløb og workshops om medicin.
  • Indgå i projekter og implementering af nye indsatser på medicinområdet.

Du skal være indstillet på, og have lyst til, kontakt med borgere og pårørende. Du vil bl.a. deltage ad hoc i medicinindsatser hos borgere.

Du får en bred kontaktflade med både interne og eksterne samarbejdspartnere, herunder ledere på alle niveauer, alle faggrupper i hjemmeplejen, på plejeboliger og midlertidige døgnpladser samt praktiserende læger, apoteker og sygehuse.

Hvem er vi

Ældre- og Sundhedsafdelingen i Køge Kommune består af plejehjem, tværfaglige lokalteams, myndighed, midlertidige døgnpladser, træning samt sundhed og uddannelse. Vi har sygeplejeklinikker, et specialistteam, demensenhed og en enhed der arbejder med skærmbesøg og telesundhedsindsatser.

Kvalitetsenheden fungerer som støtteenhed for ovenstående driftsafdelinger. Vi sætter rammerne for og understøtter organisationen i udvikling og implementering indenfor kvalitetsområdet.
Vi er otte fagligt stærke kolleger i teamet, og vi har baggrunde som sygeplejersker, terapeuter, projektledere og konsulenter.

Vi arbejder med lokale, regionale og nationale strategier og har fokus på sammenhæng og ensartethed i en kompleks organisation. Du får base i Sundhedscentret i Køge, men du vil i din funktion bevæge dig rundt i kommunen, og du vil ofte være i tæt kontakt med ledere og medarbejdere i hele Ældre- og Sundhedsafdelingen.

Vi er en kollegagruppe, som ofte er på farten, da vi har opgaver på tværs af organisationen. Vi har samtidig et godt sammenhold i teamet, med plads til gode grin og hindbærsnitter.

Hvem er vores nye kollega

Det er et krav, at du er uddannet farmakonom.
Du skal være nysgerrig og have lyst til faglig udvikling. Derudover ser vi gerne, at du har:

  • Indgående kendskab til FMK, dosispakket medicin og UTH-håndtering.
  • Erfaring med medicingennemgang og vurdering af polyfarmaci.
  • Kendskab til gældende lovgivning og retningslinjer for medicinhåndtering.
  • Evne til at indsamle, analysere og omsætte data til forbedring af kvalitet og processer.
  • Undervisningskompetencer og formidlingsevner.

Det er en fordel, hvis du også har en autoriseret sundhedsfaglig uddannelse, der giver kompetence til medicinhåndtering.

Stillingen kræver gode samarbejdsevner og en struktureret, ansvarsbevidst tilgang til opgaveløsningen. Det er ligeledes vigtigt, at du er anerkendende og respektfuld i din kommunikation med ledere, kolleger, eksterne samarbejdspartnere, borgere og pårørende.

Ansøgning og kontakt

Stillingen er på 37 timer. Vi tilbyder god mulighed for fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen, vi arbejder selvtilrettelæggende og har som udgangspunkt mulighed for én hjemmearbejdsdag om ugen, når det passer ind i opgaverne.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Ansøgningsfristen er søndag den 11. januar 2026. Vi forventer at holde samtaler i uge 13.
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online: Klik på "søg stillingen" og vedhæft din ansøgning og dit CV.

Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest den 1. marts 2026.

Du vil få tjenestested på Køge Kommunes Sundhedscenter, Rådhusstræde 10C, 4600 Køge.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Kvalitetsenheden, Miriam Ekström, på miriam.ekstrommjohnsonwilliam51@smithkoegecline-princehall-rodriguez.dk eller telefon 30 61 72 28.

I Køge Kommune bliver du en del af en organisation med dedikerede medarbejdere, der hver dag forenes i et fælles mål om at skabe værdi for borgerne. I kommunen ser vi mangfoldighed som en ressource, og ønsker at fremme ligestillingen. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen – uanset køn, etnisk oprindelse, religion, alder eller eventuel funktionsnedsættelse.

Så bliv en del af holdet! Vi tilbyder dig et forskelligartet arbejdsmiljø og en lang række forskellige personalegoder, såsom sociale aktiviteter og adgang til vores feriehuse.

Læs mere om Køge Kommune på www.koege.dk

Jobbet er i Region Sjælland i Køge kommune, se flere Farmakonom jobs i Køge eller Region Sjælland

Oprettet 19 december og udløber 11 januar. Kilde: Jobnet

Kontakt: Miriam Ekström miriam.ekstrommjohnsonwilliam51@smithkoegecline-princehall-rodriguez.dk +4530617228

Lignende jobs