Vil du arbejde med trossamfund i hjertet af København?

Fuldmægtig / juridisk / policy / ministerbetjening

Vil du arbejde tæt på den politiske beslutningsproces og på et område med værdipolitisk fokus og med stor politisk og mediemæssig bevågenhed, og har du lyst til at tage et stort ansvar og være med til at udvikle rammerne for trossamfund uden for folkekirken, så er Kontoret for Andre trossamfund i By-, Land- og Kirkeministeriet det helt rigtige sted for dig!

Om kontoret for Andre trossamfund

Kontoret for Andre trossamfund er en del af By-, Land- og Kirkeministeriets departement, og vi arbejder med policy, administration og tilsyn i relation til de mange trossamfund uden for folkekirken. Opgaverne omfatter bl.a. anerkendelse af nye trossamfund og tilsyn med de anerkendte trossamfund samt ministerbetjening og policyudvikling.
Vi arbejder på at udmønte de politiske ambitioner til reel handling, og du får derfor mulighed for at arbejde på et politisk strategisk niveau tæt på ministeren, samtidig med at der kontinuerligt er fokus på at varetage kontorets sagsbehandling.

Kontoret er en del af By-, Land- og Kirkeministeriets juridiske afdeling, der har ca. 30 medarbejdere og er opdelt i Kontoret for Kirkeret og tværgående jura, Kontoret for Andre trossamfund samt Personregistreringsenheden. Vi er 8 kolleger i kontoret med forskellige kompetencer og erfaringsniveauer. Du bliver en del af et fagligt stærkt kontor i en afdeling, hvor der er fokus på at sparre med hinanden, og hvor vi alle bidrager til, at det er sjovt og meningsfuldt at gå på arbejde.

Hvis du har lyst til at være med til at udvikle rammerne for trossamfund uden for folkekirken og til at arbejde i et mindre ministerium, hvor opgaverne er forskelligartede, ansvaret stort og samarbejdet er i højsædet, så er det måske dig, vi leder efter.

Dine arbejdsopgaver

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte, at:

  • yde ministerbetjening i bred forstand,
  • udarbejde politiske beslutningsoplæg,
  • føre tilsyn med de anerkendte trossamfund
  • træffe afgørelser i forskellige typer konkrete sager, og
  • indgå i kontorets løbende arbejde med udvikling af rammerne for andre trossamfund.

Du skal således være indstillet på at arbejde med selvstændig skriftlig sagsbehandling og på at forberede og deltage i møder med repræsentanter for andre trossamfund. Større udviklingsopgaver gennemføres som projekter, hvor vi lægger vægt på samarbejdet med og inddragelse af relevante interessenter.

Du vil få mulighed for at beskæftige dig med nye og udfordrende opgaver – på egen hånd såvel som i samarbejde med kolleger – og du vil have gode muligheder for at påvirke opgaverne og derigennem opnå både faglig såvel som personlig udvikling.

Kompetencer

Den konkrete opgaveportefølje vil blive fastlagt på baggrund af dine kompetencer, og vi lægger vægt på, at du har en juridisk eller samfundsvidenskabelig baggrund (fx cand.jur. eller cand.scient.pol.).

Vi lægger derudover vægt på, at du:

  • har gode faglige kompetencer,
  • har såvel juridisk som en politisk forståelse og tæft og kan omsætte faglige overvejelser til politiske beslutningsoplæg,
  • kan tænke strategisk og omsætte beslutninger til konkrete handlinger og resultater,
  • kan begå dig i en politisk styret organisation med mange forskellige interessenter,
  • har gennemslagskraft og kan drive processer fremad og er engageret, proaktiv samt kan arbejde selvstændigt og bevare overblikket.

Vi ser gerne, at du har minimum et par års erfaring fra centraladministrationen, men vi er også åbne for at byde velkommen til den helt rigtige nyuddannede kandidat.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på fuld tid i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten, eller i henhold til anden relevant overenskomst/organisationsaftale. Der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for at forhandle et eventuelt kvalifikationstillæg. Du kommer til at referere til kontorchefen i kontoret for Andre trossamfund. Ansættelsesområdet er By-, Land- og Kirkeministeriet.

Stillingen er til besættelse pr. den 1. januar 2026.

Interesseret?

Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte kontorchef Jens-Christian Hedegaard Holm på tlf.: 23462167 eller e-mail: wshearegina59shermanrubenjcho@lawrence-ortiz.dkkm.dklee.dk.

Ansøgningsfristen er den 21. november 2025 kl. 1200.

Din ansøgning skal indeholde:

  • motiveret ansøgning,
  • cv,
  • dokumentation for uddannelse samt
  • eventuelle referencer.

Vi forventer at afholde 1. samtale mandag den 24. november 2025 og 2. samtaler tirsdag den 25. november 2025.

Om By-, Land- og Kirkeministeriet

Som ansat i By-, Land- og Kirkeministeriet bliver du del af en organisation med ca. 240 ansatte i henholdsvis departementet og Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Vores hverdag er præget af høj faglighed og engagement, hvor sparring og samarbejde er i højsædet. Vi lægger vægt på at være en attraktiv og innovativ arbejdsplads med et uformelt arbejdsmiljø, og så har vi til huse i hjertet af København. Du kan læse mere om By-, Land- og Kirkeministeriet og vores organisation på www.blkm.dk.

Ministeriet ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Lignende jobs

Se flere Fuldmægtig jobs i København eller hele Region Hovedstaden