Grafiker med blik for stærk visuel kommunikation søges til Føringsstøtteregiment

Mediegrafiker · Fredericia ·

Er du passioneret omkring visuel kommunikation og har du brede kompetencer indenfor den grafiske værktøjspalette? Har du et skarpt øje for detaljer, en kreativ hjerne og lysten til at lave godt uddannelsesmateriale på forskellige måder? Så er det måske dig Fjernundervisningselementet søger.

Om os
Fjernundervisningselementet er i rivende udvikling og består på nuværende tidspunkt af en grafiskleder, tre grafikere, en korporal og to mediegrafikerelever.

Vi producerer selv de materialer der skal bruges til undervisning og derfor har elementet en bred vifte af kompetencer - alt fra optagelse til 3D, typografi til tegning og endda programmering.

Om stillingen
Som grafiker hos os vil du spille en central rolle i transformationen fra traditionel klasseundervisning til avanceret E-læring, som understøtter en moderne og digital fremtid i Forsvaret. Arbejdet vil have stor betydning for mange medarbejdere, og du vil være med til at gøre en stor forskel.

Dine opgaver vil være varierende og spændende og du vil have stor medindflydelse på retningen for dine opgaver. Der vil være dage på kontoret og der vil være dage i felten, hvor du for eksempel er ude og filme soldater under en øvelse – så det er vigtigt, at du er komfortabel med udelivet.

Alle dine produktioner vil blive skabt i tæt samarbejde med dine kollegaer på kontoret og den faglærer, som er tilknyttet projektet.

Helt konkret vil du være med til følgende:

  • Udvikle fjernundervisning ved brug af Adobe, LMS og andre grafiske værktøjer.
  • Omdanne traditionelle PowerPoint-præsentationer til interaktive uddannelseslektioner.
  • Udvikle læringsobjekter i form af grafik, animationer, video, billeder, 3D og interaktive elementer.
  • Klargøre, optage og redigere videosessioner af udvalgte arbejdsprocesser til uddannelsesbrug.
  • Opsætte og vedligeholde e-lærings programmer til brug i undervisning.
  • Bidrage til udviklingen af informationsmateriale.

Forsvaret er en stor og dynamisk organisation, og der er hele tiden behov for nyt multimediemateriale. Det gør din rolle særligt spændende og varieret. Du skal forvente rejseaktivitet af kortere varighed i forbindelse med din opgaveløsning, ligesom du skal forudse, at deltage aktivt i øvelser hvor man kan blive kold og beskidt.

Om dig
Du er uddannet mediegrafiker.

Derudover vil der være en fordel, hvis du har flair inden for et eller flere af områderne:

  • 3D modellering og animation (Blender)
  • Videooptagelse og klipning
  • Lyd og podcast optagelse
  • Didaktik

Ligeledes forventer vi, at du er selvstændig, kreativ og altid villig til at dele dine ideer - ligesom du har viljen og lysten til at arbejde i et anderledes miljø.

Du har et godt øje for vinkler i forhold til at kunne optage i et miljø hvor ting går hurtigt og man ikke altid kan tage scenen om igen. Ligeledes er det vigtigt, at du har øre for godt lyddesign, da du selv kommer til at sidde og klippe videoer og lyd sammen.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Fredericia.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef for sektionen Kaptajn Lotte Gjødsbøl på mail icolliermichelle55mary45FSR-3B-500A@leach-gardnergordonmilwall-diaz.dk eller lederen for Fjernundervisningselementet Frederik Dahl Kehlet på mail ved jerrytrancharlene32hollycarlsonFSR-3B-502C@jonesmilandrews-harding.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mie Jensen på telefon 3266 5394.

Ansøgningsfristen er den 15. maj 2026 og samtaler forventes afholdt umildbart derefter. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format. Portfolio skal vedhæftes som PDF (evt. links/QR koder til div. platforme, vil IKKE blive set)

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Føringsstøtteregimentet
Regimentet er en værnsfælles myndighed underlagt Hærkommandoen. Regimentet og dets enheder leverer føringsstøtte efter anmodning. Føringsstøtte dækker over hovedkvarters- (HQ) og Communication and Information Systems (CIS). Føringsstøtteregimentet leverer operativ føringsstøtte til Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando i både nationale, internationale og multinationale operationer. Derudover indgår Deployable Communication and Information Systems Module (DCM) i 1st NATO Signal Battalion og løser CIS-opgaver under NATO indsættelser. En række af regimentets enheder indgår i beredskab og leverer situationsbestemt støtte til det nationale beredskab

Jobbet er placeret i Fredericia kommune, Region Syddanmark. Se flere mediegrafiker jobs i Fredericia eller Region Syddanmark.

Oprettet 15 april og udløber 15 maj. Kilde: Jobnet

Kontakt: Mie Jensen patricianguyen00340498amy49@lopezmilramirez.dk +4532665394

Lignende jobs