Informationssikkerhedskonsulent i Børne- og Uddannelsesforvaltningen

Faglig Konsulent / Kolding Kommune / GDPR / databeskyttelse / datasikkerhed / Fuldtid / Fuldtid / Estimeret lønniveau ca. 35.000 - 45.000 kr/md

Vi søger en informationssikkerhedskonsulent, som vil være med til at understøtte forvaltningsledelsen, så vi sammen kan lykkes med at skabe de bedst mulige rammer for børn og unge i Kolding Kommune. Vi er en ambitiøs forvaltning med dedikerede medarbejdere, der arbejder indenfor børne-, skole- og familieområdet – og vi har brug for dig til at gøre komplekse regler og tekniske krav forståelige og anvendelige i praksis.

Om jobbet

Du bliver en del af Økonomiafdelingen i Børne- og Uddannelsesforvaltningen – en stabsfunktion, der understøtter forvaltningen i forhold til GDPR- og digitaliseringsområdet, økonomistyring, ledelsesinformation, analyseopgaver, administrative opgaver og politisk betjening.

Du vil få en bred vifte af opgaver indenfor informationssikkerhedsområdet, som understøtter forvaltningens daglige drift. Som informationssikkerhedskonsulent for Børne- og Uddannelsesforvaltningen vil du blandt andet komme til at arbejde med følgende:

  • Håndtering af databrud fra hele forvaltningen, herunder vurdering, opfølgning og anmeldelse til Datatilsynet
  • Sikre kendskab og viden om GDPR til ledere og medarbejdere i hele forvaltningen ved at undervise, vejlede og rådgive decentrale enheder (fx ved at holde oplæg).
  • Udarbejde, gennemgå, forhandle og følge op på databehandleraftaler med forvaltningens leverandører
  • Udarbejde risikovurderinger og konsekvensanalyser (såkaldte DPIA’er) for forvaltningens it-systemer og arbejdsprocesser.
  • Ajourføre og følge op på forvaltningens behandlingsaktiviteter (fx udbetalingsaktiviteter) ift. overholdelse af GDPR
  • Rådgivning og sparring med kolleger om spørgsmål vedrørende informationssikkerhed og GDPR
  • Omsætte og tilpasse centralt fastsatte retningslinjer til konkrete, anvendelige procedurer og vejledninger for forvaltningen
  • Gennemføre og deltage i tilsyn og kontroller
  • Indgå i tværgående faglige netværk og samarbejde med kolleger på tværs af forvaltningerne.
  • Følge med i udviklingen på informationsikkerhedsområdet for at kunne understøtte fagområderne bedst muligt og være en sparringspartner for ledelsen

Derudover vil du, sammen med digitaliseringskonsulenten, blive Børne- og Uddannelsesforvaltningens første og primære kontakt til den centrale IT- og Digitaliseringsafdeling. Du skal her bygge bro mellem teknik og praksis, og gøre komplekse regler og tekniske krav til informationssikkerhed og GDPR forståeligt for ledere og medarbejdere i Børne- og Uddannelsesforvaltningen.

Du vil arbejde tæt sammen med digitaliseringskonsulenten i udviklingen og implementeringen af nye digitale initiativer, og skal derfor både have blik for sikkerhed og digital udvikling, være nysgerrig og se mulighederne i nye digitale løsninger. Samtidig er du med til at sikre, at digitalisering og informationssikkerhed går hånd i hånd, så vi skaber løsninger, der både er innovative og trygge.

Hvem leder vi efter som informationssikkerhedskonsulent?
Du bliver informationssikkerhedskonsulent for hele forvaltningens decentrale enheder, og du vil derfor løbende være i dialog med både ledere og medarbejdere. Der er derfor tale om en stilling med høj grad af selvstændighed i opgavevaretagelsen, og du skal have lyst til at oversætte komplekse krav og formidle viden til kollegaer med vidt forskellige faglige baggrunde.

Informationssikkerhedsområdet har gennemgået en markant udvikling de seneste år, og det stiller krav om, at vi som forvaltning følger med nye tendenser og lovgivning. Derfor er det vigtigt, at du naturligt opsøger ny viden og formår at omsætte den til konkrete løsninger, der kan implementeres i hele organisationen

Vi lægger derudover vægt på at du har en række faglige kompetencer, herunder at du:

  • Har en relevant uddannelse (f.eks. cand.jur.), og har praktisk erfaring med informationssikkerhed, f.eks. i lignende rolle i en offentlig eller privat organisation
  • Har praktisk erfaring med ISO 27001/2, håndtering af databrud, konkret erfaring med GDPR (Persondataforordningen og Databeskyttelsesloven). Derudover er kendskab til AI-forordningen og NIS2-loven et plus, men ikke et krav
  • Trives i at navigere i og samarbejde på tværs af faglige domæner og organisatoriske niveauer
  • Har indsigt og interesse i udviklingen på informationssikkerhedsområdet, og kan spotte og bringe nye idéer ind i vores organisation
  • Er en stærk formidler – både mundtligt og skriftligt

Vi lægger også vægt på dine personlige kompetencer, herunder at du:

  • Er nysgerrig, åben og imødekommende
  • Kan forklare det tekniske, så alle kan forstå det
  • Lytter og inddrager, men også er god til at skære opgaver til og sikre fremdrift
  • Arbejder vedholdende og leverer produkter af høj faglig kvalitet
  • Har en konstruktiv tilgang til kollegaer og samarbejdspartnere og evner at se på tværs af fagområder
  • Har humor og kan bidrage til det gode arbejdsmiljø
  • Er engageret og fleksibel

Om os
I økonomiafdelingen er vi 14 medarbejdere, der servicerer politikområderne – både helt ud decentralt til fx daginstitutioners ledelse og helt op til det politiske niveau ved udvalgsbehandling i Børn- og Uddannelsesudvalget. Vi er en afdeling med en uformel tone, hvor vi kærer os om hinanden, hjælper hinanden og har fokus på konstruktive inputs til hinandens arbejdsopgaver. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og vi er samtidig ærekær ift. opgaveløsningen.

Som stabsfunktion er vores fineste opgave, at vi bedst muligt understøtter de faglige ledere i forvaltningen, så derfor er en væsentlig del af vores arbejde, at vi er tilgængelige, lyttende og servicerende i rollen.

Vi tilbyder
Vi tilbyder dig en spændende stilling med gode udviklingsmuligheder samt mulighed for at sætte dit eget præg på forskelligartede arbejdsopgaver indenfor informationsikkerhedsområdet og med snitflader til digitalisering.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Lønnen vil blive fastlagt efter principperne om lokal løndannelse i henhold til stillingens funktioner og ansøgerens kvalifikationer. Vi har flekstidsordning.

Mere information om stillingen
Har du yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomichef Lene Amstrup-Bloch på tlf.: 4048 9553.

Ansættelsesprocessen og tiltrædelse

  • Ansøgningsfrist er onsdag d. 14. januar 2026
    1. samtale forventes afholdt mandag og tirsdag d. 19. og 20. januar 2026
    1. samtale forventes afholdt torsdag d. 22. januar 2026, hvor der vil indgå en lille case
  • Der vil blive indhentet referencer

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest den 1. marts 2026.
Det er tale om en fast stilling på 37 timer. Arbejdssted er Ålegården 1, 6000 Kolding. Det bemærkes hertil, at arbejdsstedet i løbet af 2026 vil flytte til Nicolaiplads 6, 6000 Kolding.

Alle stillinger er fuldtidsstillinger medmindre andet er angivet. Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.

Overvejer du at flytte til Kolding? Læs mere om mulighederne for at bo og leve i Kolding påwww.komtilkolding.dk

Jobbet er i Region Syddanmark i Kolding kommune, se flere Faglig Konsulent jobs i Kolding eller Region Syddanmark

Oprettet 17 december og udløber 14 januar. Kilde: Jobnet

Lignende jobs