etjob.dk
Vejle kommune Kontorfuldmægtig

AC-fuldmægtig ved Nyt OUH Projektorganisation

AC-fuldmægtige til Sekretariat & Jura i Projektorganisationen for Nyt OUH

Vil du være med til at understøtte opførelsen af Danmarks største nybyggede hospital – og har du lyst og mod på sekretariatsbetjening med en bred vifte af opgaver og snitflader ud i organisationen, så kan stillingen som AC-fuldmægtig i Projektorganisationen for Nyt OUH være noget for dig.

Byggeriet af det nye Universitetshospital i Odense er i fuld gang. I takt med byggeriets færdiggørelse intensiveres samspillet med driftsorganisationen på det eksisterende OUH, som planlægger indflytningen på hospitalet - et samarbejde der er afgørende for en god overdragelse til drift. Samtidig er der et øget fokus på byggeprojektet fra mediernes og fra politisk side, hvor det er essentielt at sikre et tæt samarbejde med regionsrådet som bygherre. Projektorganisationen for Nyt OUH søger derfor AC-fuldmægtige, som har lyst og mod på at bidrage ind i en kompleks og dynamisk organisation.

Du bliver tilknyttet Sekretariat & Jura på det nye OUH, som varetager en bred vifte af opgaver, herunder klassiske sekretariatsopgaver, entreprise- og udbudsjura og kommunikation – som tilsammen udgør en vigtig understøttende funktion for projektdirektionen og projektet i sin helhed. Sekretariat & Jura er et lille team, hvor vi vægter sparring og vidensdeling højt og har en åben omgangstone, hvor vi prioriterer at have det sjovt i en ofte travl hverdag.
Du vil få en arbejdsdag med stor faglig kompleksitet og omskiftelighed i opgaverne, da sekretariatet har en bred snitflade ind mod eksisterende OUH og regionshuset. Dette kræver overblik og politisk tæft i forhold til de sager, som skal behandles i forskellige mødefora. Konkret forventer vi, at sekretariatets nye AC-fuldmægtige skal bistå med udarbejdelse af sagsfremstillinger, præsentationer, politiske orienteringer, analyser, notater mv. til projektets styregrupper, projektdirektion, OUHs direktion og/eller til behandling på det politiske niveau. Derudover pågår udvikling af et nyt porteføljestyringskoncept, som skal være leveringsdygtigt i fremdriftsoverblik i forhold til de enkelte delprojekter, hvor der er brug for gode kræfter til at tage teten på denne udviklingsopgave.

Du kommer helt tæt på projektets maskinrum, hvor du i dialogen med den enkelte projektleder får et særegent kendskab til delprojekterne på byggeriet. Det er essentielt, at du kan bidrage til at identificere, filtrere og sikre rettidig proces for eventuelle opmærksomhedspunkter i projektet, så du er med til at sikre en smidig håndtering – parallelt med, at projekterne kan fortsætte i byggesporet.

Generelt er der i denne stilling store frihedsgrader i forhold til opgaveløsningen, og der er en forventning om, at du har mod på at agere selvstændigt i din opgavevaretagelse. Det er afgørende, at du har fornemmelse for de politiske og strategiske elementer i de enkelte sager og tør at handle på baggrund heraf. Dette gør også, at du holder fast eller udfordrer – både chefer og kollegaer. Du er servicemindet, tillidsskabende, selvkørende og god til at skabe netværk og indgå i arbejdsrelationer på tværs af organisationens forskellige niveauer.

Den rette kandidat har en samfundsfaglig baggrund på kandidatniveau og gerne erfaring fra arbejde med sekretariatsrelaterede opgaver på det politisk-strategiske niveau – i stat, region eller kommune. Alternativt er du nyuddannet med erfaring fra studierelevant arbejde.

Vigtig funktion med stor mening
Her får du muligheden for at gøre en forskel for fremtidens sundhedsvæsen – og fremtidens patienter. Du får muligheden for at få en central rolle i gennemførelsen af et af de største byggeprojekter i Danmark. Vi har som bygherreorganisation organiseret os med stærke in-house-kompetencer, hvor vi har specialistkompetencer inden for de tekniske fag, design, arkitektur og naturligvis de klassiske styringsdiscipliner. Samtidig har vi et tæt samarbejde med den tekniske og kliniske drift på det eksisterende OUH.

Yderligere oplysninger
Ansættelsessted er Projektorganisationen for Nyt OUH med arbejdssted Glisholmvej 2A, 5260 Odense S.
For yderligere oplysninger om stillingen kan du kontakte sekretariatschef, Anne Sigh, tlf. 29214612.
Tiltrædelse er snarest muligt. Ansættelse i henhold til gældende overenskomst og nærmere aftale.
Ansøgningsfristen er den 29. september 2025. Ansættelsessamtaler vil ske i uge 41, 2025.