Administrativ Medarbejder - Hjemmeværnsdistrikt København
Interesserer du dig for Danmarks sikkerhed, samfundets beredskab og frivilligt arbejde, og har du lyst til at støtte op om og skabe rammerne for vores frivillige soldater i Hjemmeværnet.
Om os
Hærhjemmeværnsdistrikt København er et af seks Hærhjemmeværnsdistrikter under Landsdelsregion Øst (Sjælland, øerne og Bornholm).
Hærhjemmeværnsdistrikt København er en operativ myndighed, der opstiller, uddanner og indsætter enheder fra Hjemmeværnet, samt tildelte enheder fra Forsvaret, som en del af Danmarks nationale beredskab.
Distriktet består af 9 hjemmeværnskompagnier, 3 Totalforsvarsstyrkekompagnier og et harmoniorkester. Vi er et stort Hærhjemmeværnsdistrikt i antal soldater, men lille i geografi hvor vores fokus er stift rettet på hovedstaden og dennes samlede beredskab og sikkerhed.
Distriktets stab og flere kompagnier, er placeret på Svanemøllens Kaserne, men vi har også domiciler andre steder i byen.
Staben består at 16 fastansatte medarbejdere fordelt i Administration & Økonomi, Efterretningstjeneste, Operationer, Logistik, Uddannelse og Træning, samt Rekruttering, Fastholdelse og Kommunikation. Denne stilling er placeret i sektionen for administration og økonomi.
Vi har ry for at være en spændende og velfungerende arbejdsplads med fokus på godt samarbejde og er kendetegnet ved et godt arbejdsmiljø. Vi ser muligheder frem for begrænsninger, støtter hinanden i hverdagen og hjælper når komplekse og hastende opgaver skal løses. Staben søger altid at levere et højt serviceniveau i forhold til den frivillige struktur. Vi er til for de frivillige og reservestrukturen, og det skal forblive et kendetegn i vores daglige virke. Omgangstonen er altid åben, ligefrem og ærlig – med mulighed for at vende stort som småt, der har betydning for et godt arbejdsmiljø.
Om stillingen
Stillingen er i stabens administrations- og økonomisektion, hvor du vil bidrage til løsningen af rammeskabende opgaver relateret til forvaltningen af frivillige og faste soldater. Dine primære ansvarsområder vil være fokuseret omkring databehandling og håndtering af uddannelsesdokumentation, organisations- og strukturforvaltning samt generel løsning af administrative driftsopgaver og rapporteringer. Stillingsindholdet justeres og tilpasses kontinuerligt den lokale situation, stabens behov og dine kompetencer. Stillingen er nyoprettet i sektionen, da vi har et behov for at sikre gode vedvarende administrative – og økonomiske forhold i takt med at interessen for at blive frivillig i Hjemmeværnets organisationen bliver større og større!
Det overordnede princip i sektionen er frihed under ansvar samt rettidig omhu.
Som militærberedskabsorganisation er opgaven, at være klar til indsættelser i eget ansvarsområde, hver dag året rundt og derfor forekommer der naturligt aften- og weekendtjeneste.
Der vil være mulighed for en høj grad af fleksibilitet, som understøtter en fornuftig balance mellem arbejde familie/fritid.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse inden for offentlig administration, eller anden relevant kontoruddannelse, gerne suppleret med erfaring fra tidligere ansættelsesforhold.
Du tager ejerskab for opgaverne i dit arbejdsområde og arbejder effektivt med dem. Et par af dine væsentligste evner, er samarbejde, helhedssyn og ressourcebevidsthed. Du er god til at kommunikere såvel i skrift som i tale og formår at se sammenhænge mellem egne opgaver og distriktets samlede opgaveløsning. Det er en væsentlig fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med frivillige eller har kendskab til Hjemmeværnet.
Som person er du målrettet, systematisk og samarbejdsorienteret. Du er god til at skabe og bevare gode relationer. Du nyder at arbejde selvstændigt inden for definerede rammer og er god til at prioritere din tid. Du er kvalitetsbevidst og tager ansvar for egne opgaver, med godt øje for overholdelse af tidsfrister.
Hærhjemmeværnsdistrikt København tilbyder et spændende arbejde i en organisation i vækst, med en samfundsvigtig opgave, hvor der er plads og mulighed for, at du kan udvikle dig kompetence- og kvalifikationsmæssigt.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i København
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stabschef Anders Kastoft på telefon 2311 9498.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Jakob Brix Jensen på telefon 2960 6367.
Ansøgningsfristen er den 26. september 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 3. november 2025.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Hjemmeværnskommandoen (HJV)
Hjemmeværnskommandoen (HJV) er Hjemmeværnets øverste myndighed, og er en værnsfælles styrelse under Forsvarsministeriet. HJV er ansvarlige for den strategiske og operative ledelse af Hjemmeværnet som organisation, og omfatter Chefen for Hjemmeværnet og den Kommitterede for Hjemmeværnet, der tilsammen udgør Hjemmeværnsledelsen, samt Hjemmeværnsstaben.
HJV er ansvarlige for opstilling og uddannelse af personel og enheder, herunder løsning af militære opgaver for Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, samt hjælp til civile myndigheder. HJV står for information om Hjemmeværnet, planer, programmer og studievirksomhed for Hjemmeværnets udvikling. HJV med Hjemmeværnsstab, afdelinger og divisioner har til huse på Vordingborg Kaserne.