etjob.dk
Slagelse kommune Administrativ assistent

Administrativ Medarbejder - Søværnets Center for Administration

Administrativ medarbejder til Søværnets Center for Administration i Korsør

Vil du arbejde på en engageret arbejdsplads i en stor offentlig virksomhed, hvor der er plads til udvikling og uddannelse?

Du bliver en vigtig del af vores team og er med til at sikre, at de administrative processer kører gnidningsfrit. Du skaber struktur og overblik i hverdagen – både i den daglige opgaveløsning, i understøttelsen af vores samlede opgaveportefølje og i den service, vi leverer til enhederne.

Om Søværnets Center for Administration

Søværnets Center for Administration servicerer Søværnets myndigheder, skibe og personel inden for det samlede administrative område. Vi består af to afdelinger, som er placeret på hver sin flådestation i hhv. Frederikshavn og Korsør med i alt 30 medarbejdere, fordelt i fire elementer; Administration, Personale, Tidsstyring og Reserven.

Kundeservice er omdrejningspunktet for vores daglige arbejde.
Vi anerkender og udvikler vores medarbejderes faglige og personlige færdigheder med fokus på kerneopgaverne.

Vi tilbyder en arbejdsplads med høj faglighed, hvor trivsel og gode relationer er i fokus.
Vi skaber rammerne for, at du kan udvikle dig under fleksible arbejdsforhold, hvor du har indflydelse på dine opgaver.

Vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og privatliv og tilbyder fleksibilitet, herunder mulighed for hjemmearbejde.

Du vil blive en del af et team på 6 medarbejdere. Din nærmeste leder vil være elementlederen i Korsør.

Om stillingen

Dine primære arbejdsopgaver vil omfatte:

  • Håndtering og vejledning i forbindelse med rejsevirksomhed, herunder bestilling af flybilletter, overnatninger samt rejseafregninger.
  • Administration af Forsvarets FRONTEX bidrag (bla. indkaldelse af personel, rejsevirksomhed, herunder bestilling af flybilletter, overnatninger, rejseafregninger og tastning af arbejdstid).
  • Daglig registrering og afsendelse af post via Koncernfælles Elektronisk Sags- og dokumenthåndtering (KESDH/WorkZone), floorwalking, undervisning og lovpligtig controlling.
  • Ledelsesstøtte og sekretæropgaver, fx referatskrivning ved et samarbejdsudvalg.
  • Udvikling og optimering af interne processer.
  • Diverse ad hoc-opgaver, der opstår i hverdagen.

Mindre antal rejsedage med overnatning må forventes.

Om dig

Vi forestiller os du har en kontoruddannelse og gerne praktisk erfaring fra en lignende stilling.

Hvis du har kendskab til Forsvarets IT-systemer, fx SAP og KESDH, er det en fordel, men ikke et krav.

Du skal trives i en rolle, hvor du arbejder organiseret, samtidig med at du bidrager til et erfarent og samarbejdende team.

Du arbejder effektivt, struktureret og med høj faglighed. Du kan prioritere dine arbejdsopgaver selv i pressede situationer og overholde deadlines.

Du har gode kommunikationsevner i både skrift og tale, og er i stand til at håndtere dialoger med mange forskellige interessenter og niveauer.

I Søværnet er vi stolte af vores fælles opgave, og vi søger en kollega, der deler vores værdier om ansvar, fællesskab og kvalitet i arbejdet.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Korsør.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Anette Jørgensen på telefon 7285 7511.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia A. F. Rostermund på telefon 3266 5971.

Ansøgningsfristen er den 7. oktober 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. januar 2026.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM SØVÆRNSKOMMANDOEN

Søværnskommandoen består af Kapacitetsdivisionen, Operations- og Planlægningsdivisionen, samt et Ledelsessekretariat. Derudover er Søværnets Center for Dataanalyse og Søværnets Center for Administration underlagt kommandoen. Søværnskommandoen er ansvarlig for styrkeproduktion inden for det sømilitære område, herunder for at styrkeproducere og opstille sømilitære enheder inklusive Søværnets Nationale Maritime Operationscenter, samt for at støtte underliggende myndigheders opgaveløsning.