Administrative medarbejdere til værnepligtssektionen ved personelkommandoen

Trives du i en alsidig hverdag hvor opgaverne er af forskellig karakter, og har du lyst til at arbejde i en kombineret civil og militær organisation, der lige nu er i hastig udvikling? Så søger Værnepligtssektionen ved Personelkommandoen nu en række nye administrative medarbejdere.

Om os

Værnepligtssektionen er ansvarlig for alle de administrative processer i forbindelse med indkaldelse af unge mænd og kvinder til sessionsbehandling, på et af de seks rekrutteringscentre i Danmark. Vi står ligeledes for at indgå aftaler om værnepligtstjeneste med de unge, der findes egnede til værnepligtsuddannelsen, og for den efterfølgende indkaldelse til selve værnpligtstjenesten. Herudover varetager vi også administrationen af de værnepligtige, der foretrækker at udføre civil værnepligt som militærnægtere.

Om stillingen

Værnepligtssektionen består af en sektionschef, en souschef og 14 øvrige medarbejdere - primært kontorfunktionærer. Vi løser mange spændende og forskelligartede arbejdsopgaver i løbet af dagen, der alle er af stor betydning for Forsvarets sammenhængskraft.

Som vores nye kollega i Værnepligtssektionen vil du primært komme til at løse opgaver relateret til Forsvarets Dag og den efterfølgende fordeling af de værnepligtige til deres kommende tjenestesteder. Dine arbejdsopgaver kan blandt omfatte:

  • Behandling af indkaldelser og ansøgninger til Forsvarets Dag
  • Sagsbehandle ansøgninger om udsættelse af Forsvarets Dag
  • Fordeling af værnepligtige til deres kommende tjenestesteder
  • Administrere tilmeldinger til besøgsdage ved tjenestestederne
  • Håndtering af telefoniske og skriftlige borgerhenvendelser om session og værnepligt

Hertil kan du forvente øvrige administrative opgaver af varierende karakter og omfang.

Daglig arbejdstid er typisk mandag og tirsdag kl. 8.00 – 16.00 og onsdag til fredag kl. 8.00 - 15.00. Når du er blevet oplært, vil der endvidere være mulighed for hjemmearbejde på ad hoch basis ca. 1-2 dage om ugen - når arbejdsopgaverne tillader det.

Om dig

Vi forestiller os, at du har en relevant kontorfaglig uddannelse og er kontorfuldmægtig eller på et lignende fagligt niveau, og at du har flere års praktisk erfaring med kontorarbejde. Du må ligeledes meget gerne have civil eller militær erfaring fra Forsvaret - men det er ikke et ubetinget krav. Det er endvidere en fordel, hvis du har en god viden og erfaring med brugen af MS Office samt KMD Workzone. Vi arbejder i vores eget fagsystem, og du skal derfor være god til at tilegne dig nye tekniske løsninger.

I tillæg hertil forventer vi, at du sætter pris på en afvekslende hverdag, at du viser initiativ og tager selvstændigt fat på opgaverne. Derudover arbejder du struktureret og går op i at levere et godt produkt med sans for kvalitet og service. Ydermere sætter vi pris på, at du er en omstillingsparat person med et godt og smittende humør.

Værnepligten er under snarlig forandring, og det kommer uden tvivl til at betyde, at mange borgere vil have spørgsmål til dens fremtidige udformning. En stor del af dit arbejde vil derfor komme til at bestå i at udøve god, venlig og korrekt service over for de mange værnepligtige og deres pårørende, der dagligt ringer ind til vores telefonvagt for at få råd og vejledning om værnepligtstjenesten. Du skal derfor være i stand til at ”smile over telefonen” og bevare en positiv indstilling – også selv om du måske skal besvare den samme type spørgsmål mange gange i løbet af den samme arbejdsdag. Nogle af samtalerne vil foregå på engelsk, så det vil være en fordel, hvis du forstår og behersker sproget i et omfang, der kan sikre, at også udlændinge modtager god og korrekt vejledning.

Du kommer til at varetage en stilling hvor der er store krav til præcision, og du skal derfor fra første arbejdsdag kunne påtage dig et stort ansvar for altid at finde frem til den bedste løsning, hvilket indebærer, at du skal kunne fungere godt i en ret selvstændig stilling.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du høre mere om stillingen eller arbejdsopgaverne, er du velkommen til at kontakte sektionschef Michael D. Winther på telefon 3266 5111 eller e-mail [email protected]

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent, Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716 eller på mail [email protected].

Ansøgningsfristen er den 3. juni 2025. Samtaler afholdes løbende og i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristen.

Stillingerne er til besættelse pr. 15. august 2025 eller snarest muligt derefter.

Du bedes søge stillingen via linket. Du bedes ligeledes scanne og vedhæfte relevante dokumenter, som bevis for uddannelse mv. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Personelkommandoen
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 20.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.

Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.

Se evt. mere om os på www.forpers.dk

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk