Akutteam Bioanalytiker - Sjællands Universitetshospital Køge
Har du en sundhedsfaglig baggrund? – er du erfaren, nyuddannet eller snart færdiguddannet.
Så har vi det perfekte job til dig!
Bliv en del af vores akutteam, hvor du får mulighed for faglig udvikling i en dynamisk og meningsfuld hverdag. Vi vægter dialogbaseret arbejdsplanlægning højt, så du kan skabe balance mellem dit arbejdsliv og privatliv.
Klinisk Biokemisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital (SUH), Køge søger en ny kollega, der vægter en alsidig og spændende arbejdsdag omkring patienterne.
En tryg start
Når du starter hos os, vil du blive taget godt i mod og få en grundig introduktion og struktureret oplæring i afdelingens mange arbejdspladser med prøvetagning samt evt. til øvrige arbejdsfunktioner i ambulatoriet. Udover det vil du få tilknyttet en buddy, som vil hjælpe og støtte dig på din nye arbejdsplads, så du får en tryg start.
Bliv en del af et vagtgående Akutteam
Du bliver en del af et engageret og professionelt team af sundhedsprofessionelle, hvor samarbejde og faglighed går hånd i hånd. Dine arbejdsopgaver vil bestå af både prøvetagning og EKG-optagelser, og du vil primært indgå i vores akutteam. Her kommer du til at spille en vigtig rolle i forbindelse med prøvetagning på afdelingerne, håndtering af akutte prøver og optagelse af EKG’er i tæt samarbejde med akutmodtagelsen. Samtidig vil der også være dage, hvor du er en del af ambulatoriet, hvor du bidrager til at sikre et effektivt patientflow og en tryg oplevelse for patienterne. På den måde får du en alsidig hverdag med opgaver, der har stor betydning for både patienter og samarbejdspartnere.
Stillingen indebærer 6-8 vagter pr. måned, herunder en weekendvagt hver 4. uge, fordelt på dag-, aften- og nattevagter. Vi arbejder med dialogbaseret arbejdsplanlægning og værdsætter dine idéer til udvikling og forbedring af arbejdet.
Høj faglighed og kompetenceudvikling
Vi kan tilbyde en arbejdsplads med stort fagligt ansvar og mulighed for at udvikle dine kompetencer. Du kan søge funktion som fx superbruger, kontaktbioanalytiker, SoMe-ambassadør og der er gode muligheder for at søge fordybelse i forskellige spændende fagspecialer afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund.
Vi er en dynamisk afdeling i fuld udvikling, hvor vi vægter et godt arbejdsmiljø, professionalisme, effektiv drift og kompetenceudvikling højt. Her vil du møde kollegaer med godt humør, positive indstillinger og gode samarbejdsevner, hvilket vi også ser frem til hos dig. Vi søger en kollega, der er nysgerrig, udviklingsorienteret og ser nye initiativer som spændende muligheder. Vi forventer, at du er kvalitetsbevidst, har overblik og kan arbejde selvstændigt - alt sammen med fokus på at bidrage til vores stærke faglige fællesskab.
Lidt om os
Afdelingen har både et afsnit i Køge, Nykøbing F og Roskilde - der er ca. 100 ansatte på hvert afsnit hvoraf den største gruppe er bioanalytikere. Afdelingen i Køge er lige flyttet ind i nye lokaler i laboratoriefløjen, hvor nye arbejdsgange er ved at implementeres. I løbet af de kommende år udvides hospitalet i Køge til det tredobbelte og forventes at være færdigbygget i 2027.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte en af overbioanalytikerne.
Ansøgningsfrist d. 12 oktober 2025. Vi afholder samtaler løbende og du starter efter aftale
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her