Azure IT-specialist hos Skatteministeriet
Har du mod på at være med at designe og drifte Skatteforvaltningens store Azure-infrastruktur, der understøtter en række kritiske applikationer? Brænder du for Microsoft-teknologier og forretningskritisk applikationsdrift? Så er du måske den tekniker, vi søger!
Dit nye arbejdssted – Center for Infrastruktur og Cloud
Center for Infrastruktur og Cloud er en veletableret og ambitiøs driftsorganisation med ca. 40 teknikere, der står for al håndtering af infrastruktur i to topmoderne datacentre og i public cloud. Vi er med i alle dele af processen; fra design af løsninger for systemer og projekter, til daglig drift, fejlfinding og performancetuning. Vi har et tæt samarbejde med de øvrige kontorer, som består af 170 kolleger dedikeret til infrastruktur, drift og udvikling, med stort setup på hele infrastrukturen og dermed masser af viden og kompetencer at trække på og lære fra. Vi har et godt klima i kontoret, lav personaleomsætning, plads til forskellighed, og en god og imødekommende stemning.
Om stillingen
Du kommer til at arbejde med løsningsdesign, drift, vedligehold og videreudvikling af vores MS Azure platform og applikationer, og du bliver en del af et engageret og specialiseret Azure-team, som supporterer vores projekter og brugere, og hvor driften afvikles fra både eget datacenter samt i Azure. Du får et stort ansvar og deltager i teamets beslutninger. Det er samtidig vigtigt, at du trives med at deltage i etablering og optimering af nuværende og fremtidige løsninger.
Vi understøtter forretningen via vores Azure-baserede miljøer, herunder:
- Azure DevOps
- App Services
- Azure Front Door og DDOS Protection
- Kendskab til Microsoft InTune (især på iOS, macOS og Android siden) vil være en fordel
Hverdagen er varieret, og du vil løbende blive involveret i både projekter, og et bredt udsnit af større og mindre ad hoc-opgaver, hvor både dine personlige og faglige kompetencer kommer i spil med gode muligheder for udvikling.
Du får et tæt samarbejde med en række interne it-specialister og har en bred kontaktflade med interne systemejere, arkitekter, leverandører m.m.
Som del af jobbet indgår du i et vagtteam på tilkald.
Vi sammensætter et uddannelsesforløb, der sikrer dig de specifikke kompetencer du evt. mangler for at udføre dine kommende opgaver.
Om dig
Du trives i en rolle, hvor du både arbejder selvstændigt og tæt sammen med dit team. Som person er du god til at kommunikere og kan lide at skabe relationer.
Du er struktureret, følger op, er god til planlægning og trives med mange bolde i luften. Du motiveres af at have ansvar og kan drive mange typer opgaver på samme tid.
Vi forestiller os at du er tekniker med erfaring inden for Microsoft teknologier. Det er en fordel, hvis du har relevante certificeringer og et godt kendskab til Azure, men vi er også villige til at videreuddanne dig.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 10.08.2025.
Spørgsmål besvares gerne af kontorchef Mike Vestergaard på 7238 1429 i uge 28 eller uge 32.
Der kan indgå en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.
Læs mere om at arbejde i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk/job-og-karriere