Barselsvikar Pædagog - Vuggestuen Graven, Aarhus
Vuggestuen Graven søger en barselsvikar i en stilling på 33-37 timer med start 15.11.25 eller hurtigst derefter.
Er du uddannet pædagog og kunne du tænke dig at blive en del at et varmt, nærværende og fagligt engageret team, placeret centralt i Aarhus, så læs videre her
Om os
I Vuggestuen Graven er vi 39 skønne børn fordelt på tre stuer, 6 pædagoger, 1 pædagogstuderende, 4 pædagogmedhjælpere, 1 madmor og 1 pædagogisk leder.
Derudover en engageret og interesseret forældregruppe. Vi er et hus, med en rolig atmosfære, tid og nærvær hvor alle børn, voksne og forældre kender hinanden.
Vuggestuen ligger i et hyggeligt lille hus i Latinerkvarteret, i hjertet af Aarhus, med gode rammer både inde og ude.
Vi prioriterer nærværet i relationen med børnene og arbejdet med at skabe gode læringsmiljøer, der hele dagen sikrer deltagelse og trivsel for det enkelte barn og hele børnefællesskabet.
Vi vægter udelivet højt og kommer på legepladsen minimum en gang om dagen, gerne mere. Vi benytter også byrummet til ture, når det giver mening i forhold til børnene.
I Graven lægger vi stor vægt på et godt og gensidigt forpligtende forældresamarbejde, hvor vi løbende arbejder på sikre den gode kommunikation - også når det bliver svært. For kun gennem samarbejdet når vi i mål med børnenes trivsel, læring og udvikling.
Vores ny kollega
Vi søger en kollega med pædagogfaglig viden og interesse i arbejdet med børn i alderen 0-3 år. En pædagog, som kan reflektere over egne og andres handlinger og holdninger.
Vi forventer, at du
- kan tilrettelægge og igangsætte pædagogiske udviklingsmiljøer, som tilgodeser børnenes behov efter de faktiske ressourcer - og du skal have et godt overblik, også i pressede situationer
- værdsætter udelivet og kunne bruge uderummet som læringsrum
- er stabil og bevidst om din egen betydning ind i fællesskabet og meget gerne bidrager med god energi og humør ind i vores gode personalegruppe, hvor vi også kan lægge det faglige til side og interesserer os for hinanden.
Det får du hos os
Vuggestuen Graven er et hus, hvor du møder en rolig og nærværende stemning med masser af smil fra kolleger, børn og forældre, hvor alle tager sig tid til hinanden, og selv i travle perioder prioriterer et ”godmorgen” og ”farvel”.
Alle har én fast stue, men vi ser os som ét hus, hvor vi prioriterer at have åbne døre.
Dagens læringsrum organiseres både i egen gruppe og på tværs af huset, så vores forskellige ekspertiser bliver sat i spil i forhold til kontakten, legen og samværet med børnene på bedst mulig måde.
Vi ser en stor læring i at hjælpe hinanden og dykke ned i fagligheden ved at debattere hinandens og egen praksis. Vi prioriterer rum og tid til faglig refleksion med månedlige fælles pædagogsparringer, stuemøder, pædagogmøder, personalemøder og en årlige pædagogiske dag i dagtilbudsregi.
Som stuekolleger forbereder og afholder man forældresamtaler sammen, ud fra tanken om, at fire ører og øjne er bedre end to og et styrkede forældresamarbejdet.
Vi har et holistisk syn på den menneskelige udvikling, hvor kognition og læring forstås som noget, der sker i et samspil mellem krop, hjerne og omverden.
Derfor har vi også et særligt fokus på kroppen og den sansemotoriske udvikling, da det er fundamentet for barnets trivsel, læring og udvikling.
Du skal vælge os, fordi du får
- Mulighed for at arbejde med nogle fantastiske børn
- Kolleger med en positiv tilgang til arbejdet, som også i en travl hverdag prioriterer tid til fælles faglig refleksion, da det giver energi og redskaber til at løfte i flok
- Viden og erfaring mht. børns sansemotoriske udvikling og dets betydning for trivsel, læring og udvikling
- Samarbejde med engagerede forældre.
Du bliver en del af et kollegialt og socialt fællesskab, som støtter hinanden, interesserer sig for hinanden og som sammen ønsker at skabe trygge, lærende og udviklende rammer for børn.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst
Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om os på Vuggestuen Graven og du er meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder, Kirsten Donaldson på tlf. 41 87 36 99 for at aftale et besøg eller for en uddybende snak.
Ansøgning
Ansøgning og bilag sendes via funktionen ’Ansøg’.
Ansøgningsfrist 29. september 2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt torsdag d. 9. oktober
En del af Midtbyens Dagtilbud
Vuggestuen Graven er én af Midtbyens Dagtilbuds ni afdelinger med næsten 600 børn.
I dagtilbuddet er vi omkring 180 medarbejdere, hvilket betyder, at vi har mange forskellige ressourcer at trække på - til gavn for børnenes trivsel og udvikling.
Vores børnesyn gør, at vi i det pædagogiske arbejde har fokus på at arbejde med læringsmiljøer, så alle børn har mulighed for deltagelse. Udviklingsarbejdet foregår dels på dagtilbudsniveau, hvor ressourcepersoner og ledere fra afdelingerne arbejder sammen, dels i afdelingerne hvor tiltag prøves af i praksis.
Vi vægter fællesskabet i dagtilbuddet højt og holder derfor en pædagogisk lørdag for alle medarbejdere én gang årligt. Her tager et aktuelt emne op, som er relevant for alle afdelinger.
Alle afdelinger har frokostordning og egne køkkener, hvor der hver dag produceres ernæringsrig, økologisk mad. Måltidet har stor pædagogisk betydning: Børnene præsenteres for meget forskellig mad og får gennem maden kendskab til årstiderne, højtider og traditioner.
Midtbyens Dagtilbuds distriktsskole er Samsøgades Skole, som vi arbejder tæt sammen med – bl.a. i overgangen fra børnehave til skole.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!