Barselsvikariat for Ergoterapeut - Rigshospitalet Glostrup
Jobbet
Er du ergoterapeut med lyst til at arbejde i et felt, der sjældent slås op?
Så har du nu muligheden for at søge dette barselsvikariat, hvor du får en central rolle i vurdering og behandling af både indlagte rygkirurgiske patienter og ambulante reumatologiske patienter.
Du bliver en del af et tæt samarbejde med to erfarne ergoterapeuter som også har rygkirurgiske og reumatologiske patienter som deres speciale og en del af en stor ergoterapeutisk gruppe med neurologi som speciale. Har du interesse indenfor neurologien, vil der også være mulighed for at snuse til det neurologiske speciale.
Vi lægger vægt på nysgerrighed, fagligt engagement og lysten til at lære. Du vil få en grundig onboaring og løbende støtte, så du kan føle dig tryg og godt klædt på til opgaverne – uanset din baggrund. Erfaring fra hospital i praktikker eller jobs er en fordel men ikke et krav.
Stillingen er tilknyttet team 3, og din primære gang vil være på Glostrup matriklen, dog er der mulighed for at skulle have enkelte dage på Frederiksberg matriklen. Teamet består af 16 dygtige ergoterapeuter samt en klinisk underviser i ergoterapi, en udviklingsergoterapeut og en overergoterapeut.
Har du lyst til at være ansat i en afdeling, hvor faglig sparring og udvikling prioriteres højt, hvor supervision og feedback er en naturlig del af hverdagen, og hvor vi prioriterer grundig onboarding, så du føler dig klædt på fra start, så søg denne stilling.
Vi søger en ergoterapeut til et barselsvikariat på 32-37 timer/ugen fra 1. november 2025 (eller hurtigst muligt derefter).
Du vil komme til at beskæftige dig med undervisning af patienter inden de skal rygopereres samt vurdering af indlagte rygkirurgiske patienter efter deres operation derudover vil du have ansvaret for vurdering af ambulante reumatologiske patienter.
Din arbejdsdag vil bestå af:
- Vurdering af funktions-, aktivitets- og deltagelsesniveau
- Sensomotoriske undersøgelser
- Vejledning om ledaflastning, energiforvaltning og tilpasningsstrategier
- Vurdering og udlevering af hjælpemidler
- Udlevering og tilpasning af håndskinner, samt fremstilling af skinner
- Instruktion i håndøvelser
- Udarbejdelse af genoptræningsplaner
Velkommen til
Rigshospitalet er et af Danmarks førende hospitaler for patienter med behov for højt specialiseret behandling. Afdeling for Ergo- og Fysioterapi er beliggende på to matrikler, Glostrup og Blegdamsvej, hvoraf du vil blive tilknyttet Glostrup-matriklen. Den samlede afdeling er organiseret i 7 monofaglige teams og er bestående af ca. 170 ergo- og fysioterapeuter samt 7 overterapeuter, 2 chefterapeuter, en seniorforsker, 7 udviklingsterapeuter, 4 kliniske undervisere i fysioterapi og 1 klinisk underviser i ergoterapi, samt flere PhD studerende og et sekretariat.
Aktivitetsperspektivet er i fokus i den ergoterapeutiske intervention til alle patientgrupper og vi arbejder løbende for at udvikle vores ergoterapeutiske indsatser. Den ergoterapeutiske intervention foregår i et tæt samarbejde med patienten, pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere i et tæt interprofessionelt samarbejde.
Vi lægger stor vægt på den monofaglige udvikling, hvor der arbejdes med fokuserede kompetenceudviklingsforløb inden for teamets kerneydelser. Supervision og sparring prioriteres højt i en travl hverdag og anses som et grundlæggende omdrejningspunkt for et godt læringsmiljø og højt fagligt niveau.
Vi tilbyder:
- Et godt kollegasammenhold hvor der altid er plads til humor og en god snak
- Engagerede og ansvarlige kolleger, der samarbejder om at sikre gode patientforløb
- Højt fagligt niveau indenfor ergoterapi til hospitalets patientgrupper
- Tæt tværprofessionelt samarbejde i de kliniske afdelinger
- Oplæringsforløb med mentorsparring
- Et godt socialt sammenhold og læringsmiljø, hvor supervision og sparring prioriteres højt
- Et team af ergoterapeuter, der er opmærksomme på hinanden og respekterer hinandens forskelligheder
Hvad søger vi hos dig?
- Du har interesse og/eller erfaring med undersøgelse og behandling af patienter med reumatologiske og rygkirurgiske diagnoser
- Du kan selvstændigt planlægge og prioritere dagens opgaver
- Kan indgå aktivt og konstruktivt i tæt monofagligt og tværprofessionelt samarbejde
- Har lyst til udvikling og læring, samt aktivt opsøger supervision og sparring
- Engagerer dig i teamets faglige udvikling med fokus på evidensbaseret praksis
- Kan anvende relevante undersøgelsesredskaber for patientgruppen, f.eks. AMPS, ADL-I, PS-ADL og ADL-taxonomien
- Vil bidrage aktivt til teamets sociale sammenhold
Ansættelsesvilkår
Barselsvikariat stilling på 32 - 37 timer/ugen i dagstid på hverdage.
Arbejdsstedet er Rigshospitalet - Glostrup.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Rigshospitalet er en røgfri arbejdsplads.
Ansøgningsprocedure
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte overergoterapeut Lisette Dolling på tlf.: 38 63 32 10. Du er også velkommen til at komme forbi og se afdelingen.
For yderligere information henvises til klinikkens hjemmeside https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/hovedorto/afdeling-for-ergo-og-fysioterapi/Sider/default.aspx
Ansøgningsfrist d. 21/09-25. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler d. 26/09-25.
Ansøgning, CV og evt. øvrige relevante dokumenter sendes online via linket her på siden.
Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden, opfylde kravet til sprogkompetencer* i dansk. *Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden have bestået en danskprøve (Danskuddannelse 3, som svarer til 9. klasses afgangseksamen) eller som minimum kunne bestå prøven senest 1 år efter ansættelsen, eller have opnået tilsvarende sprogkompetencer i dansk på anden vis. Danskprøven skal bestås med minimum følgende karakterer: • mundtlig kommunikation med karakteren 10 • læseforståelse med karakteren 7 • skriftlig fremstilling med karakteren 7