etjob.dk
Favrskov kommune Socialrådgiver

Børne- og Ungerådgiver i Specialrådgivningen, Favrskov Kommune

Vi søger en ny kollega – skal det være dig?

Stillingen opslås som en fuldtidsstilling, men der vil være mulighed for dialog om det ugentlige timeantal.

Med afsæt i Barnets Lov er vi en organisation i udvikling og forandring, men vi står på et mangeårigt solidt fundament af kvalitet og tillid. Vi arbejder ud fra et børnesyn, der har barnet/den unge i fokus, men aldrig ser barnet/den unge som problembærer.

Vi tilbyder
Du bliver en del af tre tæt forbundne afdelinger, som har fokus på høj kvalitet og godt sammenhold. Vi løser sammen myndighedsopgaverne i Barnets Lov. Det gør vi i tæt samarbejde med mange andre aktører i børnenes/de unges liv, f.eks. dagtilbud og skoler, vores udførerområde, PPR, Sundhedsplejen, Jobcenteret og Myndighed og Administration på socialområdet.

I Specialrådgivningen arbejder vi med børn med funktionsnedsættelse og deres familier. Vi sagsbehandler bredt og helhedsorienteret, så hos os vil du både komme til at arbejde med handicapkompenserende ydelser, og med sociale indsatser, og du skal forvente at inddragelsen af de funktionsnedsatte børn fylder en del i din hverdag.

Et godt arbejdsmiljø er vigtigt for os. Vi vægter et godt kollegaskab og værdsætter de gode sparringsmuligheder, vi har i hinanden. Vi har flekstid og har fokus på at bevare en sund work-life balance. Der er betalt frokostpause og mulighed for at benytte kantineordning.

Alle nyansatte følges tæt i et år i et struktureret onboarding-forløb med målrettet oplæring, fast mentorstøtte og tæt ledelsesmæssig opfølgning.

Favrskov Kommune er en dejlig, mindre kommune med et uhøjtideligt arbejdsklima med højt til loftet og plads til kreativitet og individuelle løsninger.

Om dig
Vores arbejde er vigtigt og til tider svært. Derfor forventer vi os også meget af dig som vores kommende kollega. Vi søger en uddannet socialrådgiver/socialformidler der:

  • ser barnet/den unge og deres familie som den vigtigste fra start til slut i en sag
  • brænder for arbejdet i familierne, og som tør bruge din egen socialfaglighed i praksis
  • er netværksorienteret og orienteret mod civilsamfundet
  • arbejder struktureret og systematisk og kan være i processer sammen med børnene/de unge og familierne
  • kan lide de medfølgende administrative opgaver, som stadig er en vigtig del af arbejdsopgaverne
  • er ressourceorienteret, relationsstærk og har et stærkt selvstændigt drive i arbejdet
  • kan holde hovedet koldt og hjertet varmt i en travl hverdag med til tider høje følelsesmæssige krav

Vi leder efter en ny kollega, der kan se sig selv på vores arbejdsplads. Synes du, at børn og unge-området og særligt målgruppen med børn og unge med funktionsnedsættelse lyder spændende? Så send en ansøgning til os. Beskriv hvorfor du søger stillingen i lige netop Specialrådgivningen, og hvad der er vigtigt for os at vide om dig. Vi vil herudover gerne læse om, hvad en god arbejdsdag er for dig, og hvordan du bringer dine kompetencer i spil i en afdeling som vores.

Yderligere oplysninger
Løn og ansættelse sker i henhold til overenskomst med Dansk Socialrådgiverforening. Det er en forudsætning for ansættelsen, at den person, vi ønsker at ansætte, ikke er straffet for forhold, som gør vedkommende uegnet til at bestride stillingen.

Der kan forventes en del kørsel i forbindelse med opgavevaretagelsen. Der ydes befordringsgodtgørelse efter gældende regler.

Vi holder til i Hvorslev Administrationsbygning, som ligger på Danstrupvej 4, 8860 Ulstrup. Parkering er gratis og lige uden for døren, og der er mulighed for opladning af elbil.

Ønsker du at vide mere
Så send gerne en sms til afdelingsleder Kamilla Munk på telefon 20 36 95 33, så aftaler vi et tidspunkt hvor vi kan tale sammen.

Ansøgningsfrist: 24. september 2025.

Samtaler: Vi afholder ansættelsessamtaler 29. september 2025. Invitation til samtale forventes udsendt på mail 1-2 arbejdsdage før. Så hold godt øje med din mail.

Det er en betingelse for ansættelse, at du ikke er straffet for forhold, der gør dig uegnet til at bestride jobbet.

Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk