Bruger- og Terminalservicemedarbejder hos Banedanmark
Banedanmark er i fuld gang med en omfattende digital transformation, hvor vi indfører ny avanceret teknologi, der forbedrer styringen af togtrafikken, Vi ejer og administrerer en større mængde sporspærringsterminaler, som er afgørende for, at der kan udføres vedligeholdelse på banen på tværs af landet.
Som medarbejder til Servicering af brugere af Sporspærringsterminaler bliver du en nøglemedarbejder i at sikre optimale betingelser for entreprenører der skal udføre vedligeholdelse på banen.
Som vores nye specialist vil du have to fokusområder:
Bruger- og leverandørstyring for terminalerne. Her kommer du til at behandle indkomne ansøgninger om brugeradgange, revidere information og sikre kvalifikationer og brugeradgang er korrekt registreret og tildelt. Dine arbejdsopgaver kommer konkret til at bestå af:
- Oprettelse, ændringer og sletning af brugere
- Ajourføring af brugeradgange og kvalifikationer
- Auditering af leverandørers brugeradgang og kvalifikationer
- Sikre kvalitet og gennemsigtighed i brugerstyringsdatabasen
- Hjælpe leverandører ved fejl og problemer ift. brugerstyring
- Administration af brugerhenvendelser i postkasse og senere i vores nyudviklede portal
Ind- og udlånshåndtering af terminalerne. Hvor det er vigtigt at bidrage til en gnidningsfri låneproces med fokus på den gode serviceoplevelse for entreprenøren. Dine arbejdsopgaver kommer til at bestå af:
- Ind- og udlån af sporspærringsterminalerne på vores fysiske lokation i København
- Asset management-styring af sporspærringsterminalerne og deres udstyr, herunder holde styr på dele, registrerer mangler og bestille nyt.
- Tæt samarbejde med vores leverandører af sporspærringsterminaler ifm. opdateringer, fejlretning og udskiftning.
- Hjælpe brugere og entreprenører ved fejl og problemer ift. Sporspærringsterminalerne
Teamet og sektionen
Du bliver en del af et team der har en stor berøringsflade på tværs af den danske jernbane, med et godt sammenhold og dyb faglighed. Arbejdsglæden er høj, og her er ganske enkelt rart, sjovt at være.
Som en del af at skabe det gode arbejdsmiljø har vi flere sociale tiltag og arrangementer i løbet af året både faciliteret af vores sektions sociale udvalg, men også på tværs af Banedanmark.
Du vil arbejde tæt sammen med Device and Document Specialist Mathias, som vil være din tætte sparringspartner i det daglige:
”At arbejde med sporspærringsterminalerne giver en stor kontaktflade med gode mennesker der er afhængige af os for at drifte deres forretning. Dét at kunne levere den gode oplevelse til stor glæde for dem og vide man er en helt afgørende brik i vedligeholdelsen af hele Danmarks fælles jernbane er drivkraften for mig i det daglige.”
Dit arbejdssted
Du kommer til at arbejde Trafiktårnet ved Kalvebod Brygge, som er tæt på offentlig transport og shoppemuligheder. På to minutter når du til Fisketorvet og Dybbølsbro station. Hvis du kommer i bil eller på cykel er der også gode muligheder for at parkere i tørvejr.
Der kan forekomme enkelte årlige endagsrejser til Fredericia, i forbindelse med driftsopgaver eller opdatering af software på terminalerne.
Serviceminded og struktureret profil
Vi forestiller os at du har erfaring med kundeservice og/eller leverandørstyring - gerne i et B2B-miljø. Du trives med at holde orden og struktur i kundedatabaser. Du er serviceminded og vant til at håndtere klagesituationer imødekommende, løsningsorienteret og med konduite.
- Du motiveres af at have styr på et stort og utroligt vigtigt område for Banedanmark, og drives af en stor faglig stolthed og integritet.
- Du trives med at der i stillingens natur kan være varierende arbejdsmængde
- Du har gå-på-mod og lider af positiv ukuelighed.
- Gode danske og engelske kommunikationsevner på skrift og i tale er en nødvendighed
- Du er glad for relations arbejde hvor du udstråler professionalisme og troværdighed
- Dit engagement og selvstændighed er en af dine styrker, og du trives i et kollegialt fællesskab med forskellige fagligheder og kulturelle baggrunde.
- Erfaring fra servicefag og/eller udlejnings- eller udlånsstillinger er en fordel.
Ideelt set har du tidligere arbejdet med udlån af mobile enheder og haft enhedsstyring og leverandørkontakt helt inde på kroppen.
Løn
Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark.
Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 3, sats 3, Hovedstad.
For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. Udover basislønnen kommer pension og eventuelle lokale tillæg.
Lyder denne stilling som din drømmerolle?
Så glæder vi os meget til at modtage din ansøgning. Har du spørgsmål er du mere end velkommen til at kontakte os.
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt Teamleder Yusuf Fidan på telefon +45 23 46 95 69, eller send en besked til Device and Document Specialist Mathias Hansen på + 45 23 49 82 28 for at aftale et opkald.
Send os din ansøgning hurtigst muligt, da vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende. For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionerne.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet referencer.