etjob.dk
Allerød kommune Bygningskonstruktør

Bygningskonstruktør til Ejendomsteam i Allerød Kommune

Vi søger en dygtig, kompetent og rar/humoristisk medarbejder til at varetage vedligeholdelse af kommunens bygninger sammen med gode kollegaer. Stillingerne er på 37 pr. uge med flekstid og betalt frokostpause. Forventet jobstart: 1. november 2025.

Om jobbet
Ansvaret for opgaver vedrørende de kommunale bygninger er placeret i Ejendomsteamet. Vi står for bygningsdrift og vedligeholdelse, energistyring, sikring, rengøring, bygningsanalyser, om- og tilbygninger samt nybyggeri. Vi har ca. 140.000 m² bygning fordelt på 100 ejendomme.

Vi er i gang med at revidere vores ejendomsstrategi, hvor der bl.a. skal indtænkes bæredygtighed og klimahensyn. Vi benytter vedligeholdelsesprogrammet DBD og Byggeprojekt som udbudsportal.

Vi udvikler kontinuerligt på vores område og samarbejder meget bredt i organisationen.

Du bliver en del af et team på fire, der varetager vedligeholdelsen af de kommunale bygninger, som omfatter bygningssyn, registrering i vores vedligeholdelsessystem, dialog med brugerne, rådgivere og entreprenører, planlægning, udarbejdelse af udbud, udførsel af vedligeholdelsesprojekter inkl. regningsbetaling og tilsyn under udførelsen m.m. Et meget varieret job, hvor der både er ”nu og her” opgaver, men også opgaver og strategier med et langt perspektiv. Vi arbejder tæt sammen med det tekniske servicekorps, som står for den daglige drift ude i bygningerne.

Om dig

  • Du er en byggeteknisk stærk bygningskonstruktør, ingeniør, arkitekt eller har en lignende uddannelse.
  • Det er vigtigt, at du er god til at kommunikere og drives af det gode samarbejde, og af at skabe gode fysiske rammer for brugerne af bygningerne.
  • Du er både god til samarbejde og til at arbejde selvstændigt.
  • Du har økonomiforståelse, er struktureret og god til ”at følge opgaver til dørs”.
  • Du har kørekort til alm. Bil.
  • Du har erfaring/interesse for bæredygtigt byggeri

Om os
Vi er 14 ansatte i Ejendomsteamet foruden 18 tekniske servicemedarbejdere. Vi er både fagligt og aldersmæssigt bredt repræsenteret. Vores fællesnævner er engagement og samarbejde og ønsket om at skabe/bibeholde gode, sunde, brugbare, driftsoptimerede kommunale bygninger. Vi har et tæt sammenhold i afdelingen og en uformel omgangstone – Opgaveløsning, samarbejde og sparring er i fokus. 

Derfor skal du vælge os
Det er et spændende selvstændigt og alsidigt job, hvor du får mulighed for at bruge din byggetekniske faglighed og sunde fornuft, og er med til at gøre en forskel for bygningernes brugere. Du får rigtige gode engagerede kollegaer, du både kan sparre fagligt med og have det sjovt sammen med.

Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgerne.

Ansættelsen sker efter gældende overenskomst.

Er du interesseret?
Du er velkommen til at kontakte Ejendomschef Dorte Søndergaard 23 64 57 12, for at høre nærmere om stillingen. Du uploader din ansøgning sammen med dit CV og uddannelsesbevis via linket i annoncen senest tirsdag den 16. september 2025. Vi indhenter referencer og straffeoplysninger inden endelig ansættelse.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læseAllerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.

Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder.

Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.