etjob.dk
Frederikshavn kommune Chauffør, fragt, distribution, blandet kørsel

Chauffør til Kranbil og Containerkørsel - Frederikshavn Affald A/S

Har du erfaring som chauffør, er mødestabil og fleksibel? Vil du indgå i et team, hvor smil på læben og et godt fællesskab er en fast del af arbejdsdagen? Så er du måske vores nye kollega til Frederikshavn Affald A/S, hvor du vil indgå i vores team af chauffører til kranbil og containerkørsel.

Om jobbet
Som chauffør består dine opgaver i tømning af nedgravede beholdere og glasbobler/container samt containerkørsel med lastbil/påhængsvogn.

Om dig
Det er et krav, at du har

  • kørekort B-C-CE
  • kran D
  • EU efteruddannelsesbevis
  • takografkort

Derudover skal du mestre dansk i skrift og tale samt IT på brugerniveau (smartphone og tablet). Du tager initiativ, følger opgaverne til dørs og har en positiv indstilling til arbejdet, uanset om det er en kold og mørk december-morgen eller midt i sommerens hedebølge.

Vores kommende kollega skal være fleksibel både i forhold til arbejdstid og opgaver. Den gennemsnitlige arbejdsuge er på 37 timer, men vi arbejder også hver 4. lørdag på skift i teamet og afspadserer overarbejdstimerne. Derudover skal du være gode venner med vækkeuret, for du møder ind mellem kl. 05.00-06.00.

Vi forventer, at du går til dine arbejdsopgaver med åbenhed og kan håndtere nye udfordringer, hvis opgaven kræver det.

Hvem er vi?
Du bliver den fjerde medarbejder i chauffør-teamet. Hos Frederikshavn Affald A/S er vi i alt 85 medarbejdere, som spænder fra bl.a. renovationsmedarbejdere, genbrugspladsvejledere, operatører og driftsmedarbejdere på miljø- og forbrændingsanlæg. Selvom vores arbejdsopgaver spænder bredt, byder vi hver især ind med vores viden og står altid klar med en hjælpende hånd. Vi kan derfor tilbyde dig et godt arbejdsmiljø med fokus på sikkerhed og trivsel.

”Vi går til opgaverne med et positivt sind og hjælper hinanden med at nå i mål hver dag. På den måde får vi det hele til at lykkes.” Jesper Musbak Andersen, driftsleder, Frederikshavn Affald.

Ansættelse: Hurtigst muligt eller efter aftale
Vi afholder samtaler løbende.

Vil du tale med én, der har affald på hjernen?
Du er velkommen til at kontakte driftsleder Jesper Musbak Andersen, tlf. 5163 2989 og tager han ikke telefonen, så send ham en mail på lisa08thompsonbrianjemakellyjohnson@forsyningen.dkcampbell-delacruz.dksandoval.dk.

Om Frederikshavn Forsyning A/S
Frederikshavn Forsyning er en multiforsyningskoncern, der består af 9 selskaber og i alt 245 medarbejdere. Vi har en omsætning på ca. 650 mio. kr. årligt. Det er vores opgave at sikre en stabil forsyning af el, vand og varme samt at sørge for behandling af spildevand og affald.