Customer Coordinator - Aarhus Havn
Brænder du for at levere god kundeservice, og har du sans for koordinering, planlægning og struktur? Trives du med en alsidig hverdag, hvor du er bindeled mellem kunder, kolleger og samarbejdspartnere, og har du lyst til at spille en vigtig rolle i at sikre en velfungerende havn hver eneste dag? Så er det måske dig, vi er på udkig efter.
Aarhus Havn er en afgørende del af den kritiske nationale infrastruktur og forbinder dansk erhvervsliv med hele verden. De mange virksomheder og mennesker på havnen er rygraden i den danske eksport og import. Der arbejdes hver dag for at sikre den danske forsyning, for arbejdspladser og for udvikling både lokalt og nationalt. Vi er på udkig efter en Customer Coordinator, der har lyst til at være en del af det.
Som Customer Coordinator har du en hverdag med mange kontaktflader og et bredt opgavefelt. Du bliver en del af Aarhus Havns Customer Coordination Centre, hvor vi håndterer alt fra skibsanløb og maritime serviceydelser til generelle henvendelser. Vi er en afdeling med mange bolde i luften, og du får en varieret arbejdsdag med både administrative og udviklingsorienterede opgaver.
Blandt andet vil du i tæt samarbejde med kollegerne i afdelingen:
- Planlægge og koordinere skibsanløb samt booke nødvendige serviceydelser såsom lods, slæbebåde, trossefolk og kraner
- Modtage og besvare mails og telefonopkald til afdelingen og havnens hovednummer
- Være i kontakt med skibe og maritimt personale via højfrekvensradio (VHF)
- Udarbejde og sende fakturaer for skibs- og vareafgifter samt maritime ydelser
- Deltage i kundemøder og facilitetsbesigtigelser
- Deltage i møder og samarbejde på tværs af afdelinger
- Være en del af afdelingens fælles vagtplan
Du får en hverdag, hvor planlægning, struktur og kundeservice går hånd i hånd med teknisk flair og hvor opgaverne løses i tæt samarbejde med dine nærmeste kolleger.
Hvem er du?Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med koordinering, kundeservice eller administration – gerne fra transport-, logistik- eller havnesektoren
- Er god til at holde overblik og trives med mange opgaver og kontakter i løbet af dagen
- Er stærk i både mundtlig og skriftlig kommunikation på dansk og engelsk
- Er vant til at arbejde i IT-systemer som MS Office og har flair for at lære nyt
- Kan tænke kreativt og løse logistiske puslespil både selvstændigt og sammen med kolleger
- Er en god teamplayer, med en fleksibel, smilende og positiv tilgang i hverdagen
En arbejdsplads med en stolt kultur og høje ambitioner
Du bliver en del af Danmarks største og vigtigste erhvervshavn, der arbejder for at skabe fremtidens bæredygtige havn, hvor erhvervslivet kan vokse i en foranderlig verden.
Vi er en arbejdsplads med en stolt kultur, hvor 115 engagerede kollegaer vil være klar til at arbejde sammen med dig. Kollegaer, der står for alt fra sejlads, krankørsel, IT-sikkerhed og kommunikation til økonomi, ingeniørarbejde og salg. Vidt forskellige arbejdsopgaver, men fælles om en stolt kultur, hvor vi har høje ambitioner og løfter i flok. Du vil opleve en arbejdsplads, hvor to dage sjældent er ens. Men til gengæld er de stort set altid spændende.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes som Customer Coordinator, hvor løn, pensions- og ansættelsesvilkår er efter gældende KL-overenskomst.
Dine arbejdsdage vil som udgangspunkt være hos Aarhus Havn, Vandvejen 7, 8000 Aarhus.
Ansøgning
Aarhus Havn samarbejder med Searcher om rekrutteringen til denne stilling. Har du spørgsmål til rekrutteringsprocessen eller stillingen er du velkommen til at kontakte Michael Reffstrup, Managing Partner på tlf. +45 2277 1490 eller Emma Hvam Christensen, Research Consultant på +45 3066 7183.
Ansøgningsfrist snarest muligt.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.