Danmarks naturfredningsforening søger en studentermedhjælper til arbejdet med lokal grønt trepart

logo for Danmarks Naturfredningsforening

Har du lyst til et studiejob, hvor du bidrager til den grønne trepart? Danmarks Naturfredningsforening søger en engageret og struktureret studentermedhjælper til vores team for grøn trepart til virkelighed (GTV).

DN ønsker at være en troværdig og uundværlig, grøn stemme, der skaber folkelig opbakning og sætter konkrete og tydelige aftryk på natur-, miljø-, og klimapolitik, både lokalt og nationalt. DN er en del af den grønne trepart som skal forandre det danske landskab, og omlægge mindst 400.000 hektar landbrugsjord til natur og skov.

I det arbejde har Danmarks Naturfredningsforening en helt central rolle: DN’s frivillige forhandler med landbruget og kommunerne i de 23 lokale treparter og skal indgå i en række kystvandråd over hele landet.

I teamet 'Grøn trepart til virkelighed’ arbejder vi sammen med DN’s 46 repræsentanter i de lokale treparter, foreningens mange øvrige lokale frivillige og andre gode grønne kræfter, på at de kommende omlægningsplaner og det videre arbejde med grøn trepart vil gøre så stor en forskel for naturen og miljøet som muligt.

Som student i GTV-teamet vil du skulle hjælpe teamets medarbejdere i dagligdagen med en række forskellige opgaver.

Arbejdsopgaverne vil blandt andet bestå i:

  • At hjælpe teamets fagmedarbejdere med forskellige naturfaglige opgaver. Det kan f.eks. være faglig research, bidrage til at lave præsentationer til faglige oplæg, besvare henvendelser m.v.
  • At bistå i arbejdet med at hjælpe og rådgive vores frivillige trepartsrepræsentanter m.v.
  • At planlægge møder, kurser og seminarer, og støtte med den øvrige opgaveløsning
  • Diverse ad hoc opgaver

Vi forventer, at du:

  • Har interesse for natur og miljø og god viden om natur og biodiversitet.
  • Har kendskab til lovgrundlaget for administration af natur, miljø og planlægning i Danmark.
  • Er god til at læse og forstå kortmateriale, gerne med erfaring fra Danmarks Miljøportal.
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret.
  • Går på et relevant studie, fx biologi, naturforvaltning, skov- og landskabsingeniør, geografi eller tilsvarende.
  • Er i den afsluttende del af bachelorstudiet eller begyndelsen af kandidatuddannelsen.
  • Har lyst til at lære resten…

Stillingen kræver, at du:

  • Har gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner
  • Kan arbejde selvstændigt og er omhyggelig
  • Er en holdspiller, har gå-på mod og godt humør

Vi kan tilbyde dig:

  • Et job hvor du får mulighed for at bruge dine kompetencer fra studiet til at hjælpe med at beskytte naturen og miljøet.
  • Et job som vil give dig konkret erfaring med implementeringen af den grønne trepart.
  • En arbejdsplads med søde kollegaer.

Du bliver en del af den politiske og faglige afdeling i DN. Vi er små 30 medarbejdere organiseret i flere teams, hvor vi arbejder med natur, miljø, klima, lokalt sagsarbejde og fredninger. Vi har et godt kollegialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og prioriterer samarbejde og udvikling højt. Mange medarbejdere er meget engageret i den grønne sag, og det giver en ambitiøs kultur, hvor der er stor nysgerrighed på at gøre tingene på nye måder.

Løn og vilkår:

Stillingen er tidsbegrænset og løber frem til GTV-projektets afslutning ved udgangen af 2028.

Arbejdstid: Ca. 15 timer om ugen, der fordeles efter aftale med teamet. Vi tilbyder løn i henhold til statens satser (148,40 kr. for bachelorstuderende og 158,40 kr. for kandidatstuderende).

Ansøgningen med CV skal sendes elektronisk senest d. 9. juni 2025. Der afholdes samtaler i uge 25, med tiltrædelse hurtigst muligt.

Har du spørgsmål, kan du kontakte teamleder Nina Larsen Saarnak på tlf.nr. 31 19 32 38, [email protected]

Arbejdsstedet er Masnedøgade 20, 2100 København Ø. Du kan læse mere om os på www.dn.dk.