DR Koncerthuset: Lager- og indkøbsansvarlig til Bar & Restaurant
DR Koncerthuset søger Lager- og indkøbsansvarlig til Bar & Restaurant DR Koncerthuset er hjemsted for DR’s Kor og Orkestre og en central del af DR’s public servicevirksomhed med koncerter, events og udsendelser på radio, digitalt og TV. Samtidig fungerer DR Koncerthuset som ramme for kommercielle koncerter og aktiviteter, der drives på markedsvilkår. Hvert år afholdes omkring 400 arrangementer, som samlet tiltrækker ca. 350.000 gæster.
En vigtig del af gæsteoplevelsen skabes i vores Bar- & Restaurantområde. Derfor søger vi en struktureret og erfaren lager- og indkøbsansvarlig, der kan sikre en effektiv og professionel styring af lager, som understøtter driften i Bar & Restaurant.
I DR Koncerthuset har du det overordnede ansvar for at understøtte af vores Bar & Restaurant altid er klar til service og drift. Sammen med dine kollegaer er du en vigtig del af ambitionen om at løfte driften. Dine opgaver vil blandt andet være:
- Lager og logistik: Varemodtagelse, returnering, opfyldning, oprydning, statusoptællinger samt intern logistik af varer, barudstyr og faciliteter – altid med fokus på FIFO og optimal drift.
- Indkøb og systemstyring: Arbejde i Navision med vareoprettelse, købsordrer, prisjusteringer, lagerstyring og opdatering af POS-menuer. Erfaring med månedsluk, afregning og fakturahåndtering.
- Leverandørsamarbejde: Kommunikation, planlægning og koordinering med leverandører samt opfølgning på leverancer for at sikre rettidig og korrekt service.
- Drift og faciliteter: Vedligeholdelse og opsætning af kasse- og betalingssystemer, terminaler og bonprintere. Ansvar for køleanlæg, fadølsanlæg, barskilte og menuer. Fejlmelding, drift og generel vedligeholdelse.
- Projekter og planlægning: Håndtering af drifts- og facilitetsrelaterede projekter, tilbudsplanlægning samt opdatering af sortiment og kampagner (fx månedens vin).
Stillingen kan besættes som enten fuldtid eller deltid, afhængigt af kandidatens profil og erfaring
Hvem er du?
Du har gerne erfaring fra restaurationsbranchen, f.eks. bar, restaurant eller hoteldrift, og har fokus på at arbejde struktureret og detaljeorienteret. Det vigtigste for dig er at have styr på processer og sikre, at tingene fungerer optimalt.
Du er en holdspiller, udadvendt og imødekommende, der trives med at arbejde i en omskiftelig hverdag, hvor der kan opstå pludselige opgaver, som skal løses professionelt og effektivt.
Når du møder på arbejde, veksler din hverdag mellem opgaver foran computeren, hvor du arbejder med systemer, indkøb og lagerstyring – og hands-on opgaver på lageret, hvor du sikrer, at alt er på plads og klar til drift.
Har du lyst til at være en del af et Koncerthus fuld af musik, events og gæsteoplevelser, hvor du spiller en vigtig rolle i Bar & Restaurant-teamet, så glæder vi os til at høre fra dig.
Du kommer til at arbejde i DR Byen på Emil Holms Kanal 20 i København, som har metro lige til døren.
DR ønsker at afspejle det danske samfund. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede kandidater uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.