Ekstern Lektor i Rusmiddelforskning - Københavns Professionshøjskole
Har du lyst til at spille en nøglerolle i et forskningsprojekt med fokus på ældre og rusmidler, og være med til at opbygge en national profil i social sygepleje? Og vil du være med til at omsætte forskningen til vores professionsuddannelser på Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser? Så er du måske den eksterne lektor, vi søger, til Københavns Professionshøjskole.
På Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser ved Fakultet for Sundhedsuddannelser og Teknologi ønsker vi at uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis. Lige nu søger vi en ekstern lektor, der har erfaring med projektledelse og forskningsarbejde inden for området om ældre rusmiddelbrugere og som kan bidrage til at formidle og styrke omsætning af ny forskningsviden på området i vores sundhedsfaglige uddannelser.
Om jobbet
Stillingen indeholder opgaver inden for følgende områder:
- Projektledelse på fireårigt nordisk forskningsprojekt med bevilling fra Nordforsk.
- Deltagelse i nordisk forskningssamarbejde med fem partnere fra Norden og Baltikum.
- Forsknings- og udviklingsaktiviteter på ældre- og rusmiddelområdet.
- Løbende projektadministrative opgaver herunder ansvar for budgetopfølgning, økonomisk og faglig rapportering til projektansvarlige samarbejdspartnere.
- Udvikling af instituttets sundhedsfaglige uddannelser baseret på omsætning af forskningsprojektets forskningsviden og netværk f.eks. igennem produktion af undervisningsmaterialer og valgfag.
- Undervisning i begrænset omfang inden for rusmiddelforskning.
Vi lægger særligt vægt på, at du er ph.d.-uddannet inden for rusmiddelbrug og har kvalifikationer tilegnet gennem praksis og forskning samt kendskab til seneste internationale og nationale udvikling inden for forskningsområdet om ældre og rusmidler.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som lektor med start den 1. november 2025. Stillingen er en deltidsansættelse (30%) og tidsbegrænset. Ønskes besat pr. 1. november 2025. Ansættelsen vil strække sig over 3 år med mulighed for forlængelse.
Du ansættes som ekstern lektor i henhold til Finansministeriet og relevant organisation og med udgangspunkt i Bekendtgørelse nr. 414 af 27. april 2025 om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler m.fl.
Ansættelse som lektor forudsætter positiv lektorbedømmelse efter bekendtgørelsen om lektorkvalificering, jf. Bekendtgørelse nr. 413 af 27. april 2025.
Ved ansættelse som lektor lektorbedømt før 2013-stillingsstrukturen sker ansættelse som udgangspunkt på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår. Afhængig af de konkrete omstændigheder vil fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur (fast-track ordningen) eventuelt kunne aftales.
Arbejdspladsen er beliggende på Tagensvej 86, 2200 København N.
Vil du vide mere?
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi studerende til meningsfulde arbejdsliv, hvor de møder andre mennesker og gør en konkret forskel for dem. Vi ser det som vores fineste opgave og vores strategiske vision, at vi sammen med vores omverden vil uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis.
Læs mere om Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser samt Københavns Professionshøjskole og vores forskning og strategiske retning på kp.dk og om KP som arbejdsplads på vores karriereside.
For yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte docent Line Hillersdal på tlf.: +45 51380435.
Interesseret?
Send din ansøgning, CV og eksamensbeviser via ansøgerknappen senest den 13-10-2025.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 43.
Københavns Professionshøjskole skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent. Vi forsøger at minimere bias i rekrutteringsprocessen og opfordrer derfor til, at du undlader at vedhæfte profilbillede i CV/ansøgning.
_________________________________________________________________________________________
Københavns Professionshøjskole er med mere end 20.000 studerende og 1.800 ansatte en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark.
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere.
Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi sætte nye standarder for professionsuddannelse, forskning, udvikling og efter- og videreuddannelse inden for skole og pædagogik, sundhed og velfærd, ledelse og forvaltning.