Faglig stærk pædagogisk konsulent til gribskov kommune

logo for Børnehuset Brumbassen

Brænder du for at udvikle dagtilbud af høj kvalitet – og har du lyst til at arbejde både ”i helikopteren” og tæt på praksis?

Vi søger en pædagogisk konsulent med stærk faglighed og engagement, som kan være med til at understøtte dagtilbudsområdet i Gribskov Kommune. Du skal kunne bevæge dig mellem strategi og dagligdag, mellem udviklingsprojekter og myndighedsopgaver – og være med til at gøre en forskel for børn, ledelser og fagprofessionelle.

En central rolle i udvikling og tilsyn
Som pædagogisk konsulent bliver du en del af Sekretariatet for Børn og Unge – et tværfagligt team med højt fagligt niveau og godt kollegaskab. Du indgår også i et særligt tæt samarbejde med leder af dagtilbudsområdet, vores 12 dagtilbudsledere og med den pædagogiske konsulent, du deler tilsynsopgaven med. Din opgaveportefølje vil spænde bredt: Du får medansvar for tilsyn med dagtilbud med fokus på faglig kvalitet og udvikling. Du vil indgå i tværgående strategiske udviklingsopgaver og understøtte dagtilbudsledelser i at omsætte strategi og lovgivning til praksis.

På dagtilbudsområdet er vi bl.a. i gang med et kompetenceløft inden for den neuropsykologiske relationelle pædagogik, fælles børnesyn med resten af børne- og ungeområdet, styrke vores udviklingsorienterede tilsyn samt justere vores tilbudsvifte, herunder udvikle brugen af mellemformer på vores almenområde.

Vi lægger vægt på, at vores tilsyn og konsulentopgaver bygger på dialog, faglig sparring og et fælles blik for børns trivsel og deltagelsesmuligheder. Det betyder, at du både skal kunne analysere og formidle – og samtidig være nysgerrig og til stede i mødet med praksis.

Vi forventer at du

  • Har en pædagogisk baggrund med solid ledelseserfaring og/eller en relevant akademisk uddannelse
  • Har flere års erfaring fra dagtilbudsområdet enten som leder eller fra et lignende job som pædagogisk konsulent
  • Kan balancere udviklings- og myndighedsperspektiver med blik for både retning og relationer
  • Skriver godt og kan analysere og formidle fagligt indhold klart – både skriftligt og mundtligt
  • Har erfaring med eller lyst til projektledelse og tværgående samarbejde
  • Kan arbejde selvstændigt og trives i et miljø med mange aktører og komplekse opgaver, og har mod på at tage ansvar

Hvem er vi?
Du bliver en del af Sekretariatet for Børn og Unge sammen med 18 kolleger med stor bredde i vores fagligheder. Teamet består af administrative medarbejdere, konsulenter og fagspecialister, og vi er særligt optagede af at understøtte sammenhæng for borgere, tilbud og indsatser på tværs af det kommunale børne- og ungeområde.

Vi holder til i et overskueligt åbent kontorlandskab med udsigt over mark og skov, der inviterer til en gåtur i pausen. Vi spiser frokost sammen – enten fra vores gode kantine eller medbragt madpakke. Vi er et team, hvor vi hjælper hinanden, er gode til at komme med og lytte til hinandens forslag, og hvor der er gode udviklingsmuligheder.

Vi tilbyder

  • En alsidig stilling med mulighed for at præge opgaver og indsatser
  • Et uformelt arbejdsmiljø med gode kolleger præget af faglighed, tillid og samarbejde
  • Fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde nogle dage
  • Mulighed for kompetenceudvikling

Det praktiske
Hvis du har læst med så langt, må du være interesseret i at høre mere. Så har du spørgsmål eller generelt bare lyst til at vide mere, så lad os tale med hinanden. Sekretariatsleder Line Dueholm vil med glæde tage en snak med dig på telefon 72 49 66 32 og kommer du ikke igennem, så send en sms, og du vil blive ringet op, når det er muligt.

Stillingen er på 32-37 timer.

Løn efter gældende overenskomst.

Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med ansættelse vil der indhentes børne- og straffeattest.

Tiltrædelse den 1. august 2025

Ansøgningsfrist og samtaler
Er du interesseret, så send din ansøgning, cv og andre relevante dokumenter senest den 11. juni 2025. Vi glæder os til at modtage det.

  1. samtale forventer vi at afholde den 17. juni 2025. En evt. 2. samtale vil blive afholdt den 23. juni 2025.

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum én reference.

Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet

Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.