etjob.dk
Aalborg kommune Konstabel

Forsyningshjælper ved 3 HRUKMP, Trænregimentet Aalborg

Er du systematisk, detaljeorienteret, serviceminded og vild med faste rammer?

Så er det lige dig vi har brug for, til stillingen som forsyningshjælper ved 3 HRUKMP.

Om HRU

Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse er en del af 2. Logistikbataljon ved Trænregimentet. Uddannelsen udgør den mellemliggende fase efter værnepligten og forud for indtræden i stående styrke.

Kompagniets opgave er at uddanne og ikke mindst danne fremtidens professionelle soldater – basale soldatermæssige færdigheder og funktionsuddannelse vil her afspejle tyngden af uddannelsen, men kompagniets ambition er at levere helstøbte soldater, befalingsmænd og officerer, som er klar til at indgå i 1. Logistikbataljon og for så vidt resten af Hærens operative enheder.

Stabilitet er væsentligt for at sikre rammer hvor personel kan trives over længere tid. Derfor er det vigtigt, at KMP som arbejdsplads kan sikre en hverdag der hænger sammen, både på arbejde og i privaten. Vi stræber derfor efter, at kadren til alle tider har en tilfredsstillende tidshorisont ift. uddannelsens elementer og eventuelle kommende opgaver. Derfor planlægges uddannelsen standard uger og –dage, med fast indhold, som bidrager til at skabe gennemsigtighed og stabilitet i hverdagen.

Om stillingen

Forsyningshjælperen indgår i KDODEL, hvor han/hun er underlagt forsyningssektionen, der består af to FSHJ og én forsyningsbefalingsmand. I den daglige tjeneste har kompagniet stor fokus på uddannelse af konstabler, samt vedligeholdelse af det faste personels soldaterfærdigheder.

  • Du skal derfor forvente et højt tempo, hvor alle aktiviteter understøttes af kompagniets forsyningssektion. Arbejdsopgaverne vil være afvekslende og du vil have en bred berøringsflade både med kompagniet, depotet og vedligeholdelsesstrukturen.
  • Du vil primært skulle håndtere materiel, både fysisk og regnskabsmæssigt. Derfor er det vigtigt at du både kan arbejde med IT og udføre manuelt arbejde med fokus på grundighed og detaljer.
  • Du vil blive en del af en velsmurt maskine, som giver mulighed for afvekslende aktiviteter for den faste kadre, såsom sociale aktiviteter, aktivitets- og skydebanedage og lignende.
  • Du skal forvente omkring 12 øvelsesdøgn samt 8 dages skydeperiode pr. otte måneders uddannelseshold. Stillingen har fast tjenested på Aalborg Kaserner.

Arbejdsdagen vil følge uddannelsen af konstablerne og du skal forvente en vis grad af øvelsesvirksomhed. Du vil sammen med resten af forsyningssektionen have frie rammer i forhold til hvordan driftsopgaverne i dagligdagen afvikles. Dette i samarbejde med resten af kommandodelingen.

Om dig

  • Du er en del af konstabelgruppen, og du har forrettet tilfredsstillende tjeneste, gerne med erfaring fra forsynings- eller vedligeholdelsestjenesten.
  • Du har en professionel tilgang til dit arbejde og en faglig stolthed i din funktion.
  • Du kan arbejde selvstændigt og med en naturlig forudseenhed, for på den måde at bidrage aktivt til en smidig opgaveløsning.
  • Du er god til at samarbejde og bidrage til opgaveløsningen, også når den kræver lidt ekstra.
  • Du er serviceminded og imødekommende, og kan indgå i relationer både internt i KMP og med det logistiske nøglepersonel ved bataljonen.
  • Du har som minimum kørekort til kategori B, og gerne kørekort til kategori C og E.

Dertil vil det være en fordel, hvis du allerede har erfaring som forsyningshjælper, og derigennem har opnået erfaring med DeMars/SAP myndighedsbeholdning, samt besidder truckcertifikat, og grunduddannelse i ADR.

Vi forventer, at du er i stand til at anvende din arbejdstid fornuftigt, og kan tage styring af en arbejdsopgave, så den bliver løst korrekt og til tiden, under vejledning af forsyningsbefalingsmanden.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en faglært konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.

Faglært basisløn og tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Aalborg.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for 3 HRUKMP, kaptajn Martin Vadman på telefon 31 47 90 30.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent oversergent Christian Terp ved Personelkommandoen på mail kristen67jimmyschneideribrownFPS-CTN@chavez.dkrodriguez.dkjames-stewart.dkmil.dk.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

For at komme i betragtning til stillingen, skal vi bede dig fremsende din ansøgning med tilhørende bilag i linket. Endvidere bedes du medsende relevant FOKUS bedømmelse(er).

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt. Vi venter dog gerne på den rette kandidat. Ansøgningsfrist er 14. september 2025.

Samtaler afholdes løbende og umiddelbart herefter. Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimere opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM TRÆNREGIMENTET

Trænregimentet er Hærens største myndighed og tæller op mod 1.600 medarbejdere i de perioder, hvor vi har værnepligtige. Udover den kontinuerlige støtte til forsvarets internationale operationer, er en af regimentets vigtigste opgaver at uddanne logistik- og militærpolitienheder. Vores enheder er primært placeret i Aalborg og Vordingborg, men vi rummer også enheder på en række garnisoner over næsten hele landet.