Fuldmægtig til arbejdet med at styrke forskning i danmark og eu

logo for Uddannelses- og Forskningsministeriet

Vil du være med til at skabe de bedste rammer for forskning i Danmark og arbejdet med EU’s rammeprogram for forskning og innovation Horizon Europe? Kunne du tænke dig en dagligdag i et kontor, hvor vi bidrager til at styrke dansk forskning, bl.a. ved at rådgive, informere og kommunikere til danske interessenter om mulighederne i Horizon Europe? Så har vi måske jobbet til dig.

Om stillingen
Du bliver en del af styrelsens kontor for Forskning og EU, hvor vi arbejder med forskningsopgaver i Danmark og EU, særligt med fokus på Horizon Europe. Stillingen fokuserer på klynge 6 i Horizon Europe, der dækker forskning og innovation inden for fødevarer, bioøkonomi, landbrug og miljø.

Du vil blive en del af teamet for klynge 6 og kontorets ressourcefællesskab for den grønne omstilling. Du får kontakt til aktører i både de nationale og internationale forsknings- og innovationsmiljøer og samarbejder på tværs af styrelsen, ministeriet og Europa-Kommissionen.
Vi forventer, at du har interesse for at bruge data, automatisering og AI i dit arbejde.

Dine primære opgaver består af:

  • Varetage policy- og rådgivningsopgaver inden for klynge 6 i Horizon Europe som programkomitémedlem (PC) i Bruxelles og nationalt kontaktpunkt (NCP) overfor danske ansøgere
  • Rådgive danske aktører om rammer og muligheder i Horizon Europe inden for fødevarer, bioøkonomi, landbrug og miljø
  • Bidrage til kontorets arbejde med den grønne omstilling og sikre sammenhæng mellem nationale og europæiske forsknings- og innovationsindsatser
  • Indsamle, analysere og anvende data til at understøtte beslutninger og politikudvikling.

Afhængigt af din profil og interesse kan du også blive inddraget i andre opgaver i kontoret.

Om dig

Du formår at navigere i både nationale og internationale sammenhænge og trives i en rolle med mange forskellige samarbejdspartnere. Jobbet kræver, at du arbejder selvstændigt og struktureret, men også at du kan samarbejde på tværs af fagligheder og organisationer.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • Har strategisk forståelse og blik for detaljen, da du skal rådgive om mulighederne i Horizon Europe og indgå i EU’s programarbejde
  • Er en stærk formidler, der kan tilpasse budskaber til forskellige målgrupper – både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
  • Kan arbejde selvstændigt og drive opgaver fremad, samtidig med at du koordinerer med kolleger og eksterne aktører
  • Har gode samarbejdsevner, da du vil indgå i netværk med både nationale og internationale partnere og interessenter.

Uddannelse og faglige kvalifikationer

  • Relevant akademisk uddannelse (fx en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse)
  • Det en fordel hvis du har erfaring eller kendskab til EU’s forsknings- og innovationspolitik og Horizon Europe
  • Interesse for brug af data, automatisering og AI i opgaveløsningen
  • Erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation er en fordel

Kontoret
Som ny kollega i kontoret for Forskning og EU bliver du en del af et stærkt hold på 33 medarbejdere med forskellige profiler, kompetencer og uddannelsesbaggrund. Vi har fokus på at skabe et godt fællesskab og værdsætter både faglig udvikling og trivsel. Vi har en uformel omgangstone og plads til socialt samvær.

Din kommende kollega Mikkel Sejersen siger:

”I FEU arbejder vi for at skabe gode rammevilkår for forskning, især på områder med politisk bevågenhed som kritiske teknologier, AI, klima, miljø, det arktiske mv. FEU håndterer både nationale, europæiske og internationale opgaver. I kontoret sætter vi særlig pris på medarbejdere med gåpåmod, samt vilje og evner til selvstændigt at håndtere både store og små opgaver vedrørende tal, jura, koordination, projektstyring, administration, analyser og andet. Der er et godt sammenhold mellem kolleger og rig mulighed for at være social på sit arbejde. Arbejdet er som klar hovedregel fleksibelt og harmonerer med et godt familieliv.”

Skal du være med til at forme fremtiden?

Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Hos os bliver du en del af en kultur med høj faglighed og stærk samarbejdskultur. Vi sætter studerende, forskere og borgere i centrum for arbejdet og er ambitiøse på egne og uddannelses- og forskningssektorens vegne.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Tine Brüchmann Fønss på telefonnummer 7231 7828 eller på e-mail [email protected].

Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest [ mandag 2. juni 2025]

Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 24 og anden samtalerunde i uge 25. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedsanalyse, og der kan i forbindelse med ansættelsessamtalerne blive brugt case. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige adgang.

Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

I styrelsen har vi ansvar for en bred vifte af opgaver, der går ud på at forvalte de retlige rammer og statslige bevillinger til forskning, videregående uddannelse, videnbaseret innovation og SU – både nationalt og internationalt. Vi bidrager samtidig til den løbende drift, styring, kvalitetsudvikling og tilsyn med institutionerne på ministerområdet.

#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen