etjob.dk
Kerteminde kommune Job- og virksomhedskonsulent

IPS-konsulent i Kerteminde Kommunes Ungeafdeling

I Kerteminde Kommune søger vi en IPS-konsulent, der vil være med til at støtte unge mellem 15 og 30 år med psykisk sårbarhed ind på uddannelse- eller arbejdsmarkedet.
Stillingen er en del af Ungeløftet – en ambitiøs indsats, hvor vi tror på, at alle unge kan realisere deres potentiale, når de får den rette støtte.

Om jobbet
Som IPS-konsulent bliver du den vigtigste sparringspartner for de unge, du følger. Du møder dem i øjenhøjde, lytter til deres drømme og arbejder målrettet på at omsætte dem til konkrete muligheder.

Som IPS-konsulent skaber du løsninger sammen med både den unge, uddannelsesinstitutioner og virksomhederne – løsninger, der tager udgangspunkt i mennesket frem for stillingsopslaget. Det handler ikke om at presse folk ned i faste rammer, men om at forme mulighederne, så de passer til netop deres ønsker og styrker.

Hvad er IPS:
IPS står for Individuelt Planlagt job med Støtte og er en beskæftigelses- og sundhedsfaglig indsats målrettet mennesker med psykisk diagnose eller sårbarhed, som har et ønske om og er motiverede for at komme i job eller uddannelse. IPS-indsats er frivillig.
IPS er en evidensbaseret metode, hvor indsatsen tager udgangspunkt i borgerens drømme og forudsætninger og indsatsen tilrettelægges i et meget tæt samarbejde med borgeren.
Som IPS-konsulent, arbejder du på tværs af beskæftigelses- og psykiatriområdet. Du hjælper IPS kandidaterne med at opnå og fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.

Du bliver en del af et team, hvor vi deler viden, støtter hinanden og sparrer tæt. Her er plads til dine idéer og initiativer, og hverdagen veksler mellem møder med unge, besøg hos virksomheder og samarbejde med psykiatrien, så indsatsen opleves som sammenhængende for den unge.

Du får IPS uddannelse og en grundig introduktion til arbejdet, et stærkt fagligt fællesskab og fleksible rammer, hvor du kan tilrettelægge din egen arbejdsdag.
Som IPS-konsulent arbejder du som rådgiver (myndighed), jobformidler og mentor. Du vil have 20-25 unge du løbende samarbejder med.

Har du kendskab til IPS og beskæftigelsesområdet, vil det være en fordel, ligesom at du har en grundlæggende tro på, at alle mennesker uanset udfordringer kan blive en del af et arbejdsfællesskab eller få en uddannelse.
Vi leder efter en kollega, der kan skabe tillid, motivere og finde løsninger, der virker i praksis. Du har gerne erfaring med unge borgere med psykisk sårbarhed og en god forståelse for virksomheders behov.

Dine primære opgaver:

  • Støtte og motivere borgerne, så den enkelte klædes på til at kunne fungere på en arbejdsplads eller uddannelsesinstitution
  • Opsøgende virksomhedskontakt med henblik på job
  • Opsøgende uddannelseskontakt med henblik på uddannelse
  • Mentorfunktion
  • Afholde og registrere nulstillende samtaler
  • Deltage i samarbejdsmøder med psykiatrien

Hvad tilbyder vi
Du bliver en vigtig brik i at sikre en koordineret og helhedsorienteret indsats, hvor både beskæftigelse og den enkelte borgers behov er i fokus.

Du vil blive en del af Kertemindes Ungeafdeling (KUI) som har til huse på Strandgården i Kerteminde. Her vil du blive en del af et arbejdsfællesskab med sagsbehandlere, UU, hjemmevejledere, træværksted, STU m.m.
På Strandgården har vi optimale muligheder for at udnytte tværfagligheden samt en fleksibel udnyttelse af rammer, lokaler og ressourcer.

Stillingen er fast og på 37 timer om ugen.

Er du klar til at gøre en forskel?
Så glæder vi os til at modtage dit CV og ansøgning senest den 19. september 2025 kl. 10.00.
Vi forventer at holde samtaler den 24. september 2025.
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, dog senest den 1. november 2025.

Forud for en eventuel ansættelse indhentes referencer.

Har du spørgsmål?
Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe til leder Lone Nielsen tlf. 23 62 87 26 eller faglig koordinator Sylwia Blindbæk tlf. 20 18 18 97, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Løn og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Gyldigt kørekort er påkrævet.

*Kerteminde Kommune ligger i det nordøstlige Fyn i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 25.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode idræts- og fritidsmuligheder.

Kommunen har ca. 1.800 medarbejdere, der arbejder ud fra vores særlige kerneværdi, som er fællesskab, hvor vi både er tæt på hinanden og på borgerne.

Udover fællesskabet prioriterer og arbejder vi også med vores øvrige værdier i dagligdagen: Kvalitet, Nærvær, Udvikling og Trivsel. Herudover er dialog og samarbejde nøgleord, der kendetegner god ledelse i Kerteminde Kommune.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor selvbestemmelse og gode udviklingsmuligheder, og vi er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.

Hvis du i dit nye job er IT bruger, kan der i forbindelse med din ansættelse være krav om, at du identificerer dig med dit MitID, du vil i så fald kontaktes herom.

Såfremt at du er kandidaten, som vi indgår aftale med om ansættelse, vil vi ved forespørgsel videregive dine kontaktoplysninger, så som navn, adresse, telefonnummer og evt. CV, til den lokale tillidsrepræsentant eller forhandlingsberettiget faglige organisation. Dette sker med henblik på, at sikre den rette indplacering og forhandling af din løn ved ansættelsen. Har du hemmeligt telefonnummer vil dette også blive videregivet. Videregivelsen sker med hjemmel i databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra b og c jf. databeskyttelseslovens § 12, stk. 1. Har du navne- eller adressebeskyttelse, vil oplysningerne først blive videregivet efter at du har afgivet samtykke”.

Kerteminde Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.*