Juridisk Specialist - Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Har du lyst til at være med til at styrke Danmarks samfundssikkerhed og beredskab? Vil du bidrage med juridisk rådgivning til løsningen af opgaver af stor samfundsmæssig betydning i samarbejde med dygtige, engagerede og venlige kollegaer? Så er det måske dig, vi søger i Enheden for Tværgående Jura.
Om Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har i tæt samarbejde med de ansvarlige sektorer ansvaret for at forebygge, modstå og håndtere større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der udfordrer samfundets grundlæggende funktioner – uanset om det drejer sig om cyberangreb, sabotage, spionage eller ekstreme vejrhændelser. Vores ambition er at integrere beredskab, krisestyring og robustgørelse på tværs af sektorer, så vores samfund står stærkere – både til hverdag og under kriser.
Ministeriet består af et departement og to faglige styrelser: Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskabsstyrelsen.
Din rolle og dine opgaver
Du bliver ind til videre en del af Enheden for Tværgående Jura, som organisatorisk er placeret i ressourceafdelingen. Enheden understøtter og bidrager til at sikre, at ministeriet handler inden for gældende juridiske rammer. I kontoret arbejder vi hver dag for at levere højt kvalificerede løsninger, der understøtter den til enhver tid siddende regerings mål og sætter borgeren i centrum.
Som jurist i Enheden for Tværgående Jura skal du yde juridisk rådgivning til ministeren og ministeriets øvrige kontorer. Du vil skulle håndtere en bred vifte af juridiske spørgsmål, såsom:
- Behandling af aktindsigtsanmodninger
- Bistand med sagsbehandling i de øvrige kontorer
- Udarbejdelse af lovforslag, bekendtgørelser og cirkulærer
- Udarbejdelse af notater, analyser af andre ministeriers lovgivnings potentielle påvirkning af ministerområdet
- Spørgsmål vedrørende forvaltningsret og EU-ret
- Lovteknisk gennemgang af ministeriet lovforslag og bekendtgørelser.
Vi tilbyder et udfordrende job med en spændende hverdag i et stærkt fagligt miljø, hvor kvaliteten af arbejdet er i højsædet, og hvor der altid er mulighed for at sparre med og søge inspiration hos dygtige kollegaer.
Om dig
Du er uddannet cand.jur. og har et højt fagligt niveau. Du kan både være nyuddannet eller have erfaring fra lignende stillinger f.eks. fra centraladministrationen. Kendskab til reglerne om statsstøtte og forvaltningsret er ligeledes en fordel, men er ikke et krav.
Du skal have lyst til at arbejde i et udfordrende og fagligt udviklende miljø, hvor du får mulighed for at arbejde med komplekse problemstillinger inden for rådgivning, compliance, konkret sagsbehandling, juridiske procedurer og ny lovgivning.
Konkret lægger vi vægt på, at du:
- Evner både at fordybe dig samt kan levere hurtigt og præcist, når fristen er kort.
- Er grundig, har sans for detaljen og kan arbejde med komplekse problemstillinger.
- Er opsøgende, initiativrig og har analytisk sans og kan sætte dig ind i ny viden.
- Er en stærk samarbejdspartner, der kan skabe gode relationer både internt og eksternt.
- Har sans for og interesse i både skriftligt og mundtligt at formidle komplekse problemstillinger, så de bliver tilgængelige.
- Trives i et miljø med varierende arbejdsopgaver.
Du kan forvente, at der i perioder kan være en større arbejdsbyrde, hvorfor fleksibilitet og evnen til at håndtere korte deadlines er nødvendig. Til gengæld lover vi, at du får et indgående kendskab til arbejdet i det politiske maskinrum og politiske beslutningsprocesser.
Løn- og ansættelsesvilkår
Indplacering sker som fuldmægtig eller konsulent afhængig af kvalifikationer og erfaring. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Ansættelsesområdet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med tilhørende institutioner.
Arbejdsstedet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs departement, Slotsholmsgade 12, 1216 København K.
Det er en forudsætning for ansættelse i stillingen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT og opretholde en sådan under hele din ansættelse.
Vil du vide mere
Har du lyst til at vide mere om stillingen, kan du kontakte enhedschef i Tværgående Jura, Katrine Busch på telefonnr. 40 42 32 97.
Din ansøgning
Send din ansøgning med CV, karakterudskrifter fra både bachelor- og kandidatuddannelsen, herunder eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere senest den 28. september 2025.
Du søger stillingen ved at klikke på ”Søg stillingen” i opslaget og udfylde ansøgningsformularen. Stillingen er til besættelse pr 1. december 2025 eller snarest muligt.
Vi forventer at holde samtaler i uge 40 og 41.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab opfordrer alle interesserede uanset race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse til at søge.