Juridisk Studentermedhjælper ved Højesteret
Højesteret søger en juridisk studentermedhjælper med tiltrædelse snarest muligt og senest den 1. oktober 2025.
Som studentermedhjælper i Højesteret skal du løbende bistå Højesterets dommere og dommerfuldmægtige med retskilde- og litteratursøgning og andre opgaver af juridisk karakter, der opstår løbende.
Du skal endvidere lave juridisk sagsbehandling i form af udarbejdelse af indstillinger og udkast til afgørelser. Det kan f.eks. være i sager, hvor en part har anmodet Højesteret om tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller appel efter retsplejelovens § 399, eller i klagesager fra Den Særlige Klageret, hvis sekretariat ligger i Højesteret.
Derudover vil du skulle bistå med opgaver af praktisk karakter, herunder kopiopgaver.
Der vil ved besættelse af stillingen blive lagt vægt på et højt fagligt niveau og personlige egenskaber som grundighed, fleksibilitet, arbejdsglæde og gode samarbejdsevner. Det er et krav, at du har bestået 1. årsprøve på jurastudiet, men du må meget gerne have flere års studieerfaring. Ansøgere, der har mindre end et år tilbage af studiet, vil kun undtagelsesvist komme i betragtning.
Ansættelse sker for studerende uden afsluttet BA efter overenskomst mellem HK/STAT og Finansministeriet og med afsluttet BA efter AC-overenskomst.
Du er velkommen til at kontakte vores nuværende studentermedhjælpere på telefon 33 63 27 86, hvis du gerne vil høre nærmere om stillingens indhold.
Ansøgning skal sendes online via vores rekrutteringssystem og være vedhæftet CV, hidtil opnåede karakterer med angivelse af vægtet gennemsnit for de foreløbigt gennemførte eksamener samt eventuelle anbefalinger. Vi skal have ansøgningen senest mandag den 18. august 2025 kl. 12.00.
Du bedes anføre telefonnummer og mailadresse i ansøgningen, så vi hurtigt kan komme i kontakt med dig.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 34.
Højesteret opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Danmarks Domstole er den tredje statsmagt og dermed uafhængig af politiske interesser. Vi værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Domstolene pålægger straf og afgør tvister mellem personer, virksomheder og myndigheder. Det er også domstolene, der afgør fogedsager og skiftesager samt står for tinglysning af rettigheder. Danmarks Domstole består af Højesteret, to landsretter, Sø‐og Handelsretten, Tinglysningsretten og 24 byretter. Hertil kommer retsvæsenet på Færøerne og i Grønland, Procesbevillingsnævnet, Ungdomskriminalitetsnævnet og Domstolsstyrelsen. Vi beskæftiger i alt ca. 2.400 medarbejdere. Vores værdier er ansvarlighed, respektfuld behandling, troværdighed samt åbenhed og lydhørhed.