etjob.dk
København kommune Studentermedhjælp

Juridisk Studiejob ved Individtilsyn - Sundhedsret & Forvaltning

Søger du et spændende studiejob med faglige udfordringer? Har du lyst til at arbejde med forvaltningsret og sundhedsjura, og er du ambitiøs på egne og samfundets vegne? Så er du måske vores nye kollega?

Om Individtilsyn
Som student bliver du en del af enheden Individtilsyn, som består af en juridisk og en sundhedsfaglig sektion. Du bliver en del af den juridiske sektion.

Enhedens opgave er at sikre, at sundhedspersoner, der arbejder eller vil arbejde i det danske sundhedsvæsen er egnede og fagligt kompetente til at varetage deres opgaver på patientsikker vis af hensyn til patienterne. Vi træffer afgørelser om tilsyn, i tilfælde, hvor autoriserede sundhedspersoner er til fare for patientsikkerheden. Vi varetager også andre forvaltningsretlige opgaver, som vejledning af andre myndigheder, herunder politi og anklagemyndighed, ministerbetjening og borgerhenvendelser. I vores tilsynsarbejde har vi et stærkt samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder særligt fra de nordiske lande.

Vores mission er at sikre et trygt sundhedsvæsen. Opgaverne i Individtilsyn har høj bevågenhed og aktualitet.

Din hverdag hos os
Vi tilbyder et studierelevant job i et spændende og fagligt stærkt miljø, hvor der er mulighed for at anvende dine teoretiske færdigheder i praksis.

Vi er en ambitiøs enhed i rivende udvikling, hvor vi brænder for at løse vores kerneopgave. Vi har en stærk faglig kultur, hvor der er rig mulighed for sparring.

Vi garanterer, at du vil blive fagligt udfordret, og at der er mulighed for at bruge og udvikle dine evner både med hensyn til effektive arbejdsmetoder og praktisk sagsbehandling. Dine arbejdsopgaver og ansvar vil variere alt efter dine erfaringer og kvalifikationer, og du vil få en bred kontaktflade til både enhedens anden student, til dine juridiske kollegaer og til kollegaer med anden faglig baggrund samt eksterne interessenter, herunder udenlandske myndigheder.

Dine arbejdsopgaver:

  • Sagsbehandling i forbindelse med udenlandske afgørelser rettet mod sundhedspersoner, som har autorisation i Danmark.
  • Opslag i EU-register for tilsynsafgørelser, som skal sammenlignes med det danske autorisationsregister.
  • Udarbejdelse af udkast til afgørelser.
  • Kildesøgning og research fx ved at finde domme, lovforarbejder mv.
  • Udarbejdelse af notater.
  • Hjælp til kolleger med generel sagsbehanding.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Det er en fordel, hvis du er godt i gang med dit studie. Det er vigtigt, at du er detaljeorienteret, interesseret i forvaltningsret og har en stærk analytisk sans. Desuden er du mødestabil, ansvarsbevidst og udviser et stort engagement for dit arbejde.

Vi lægger derudover vægt på, at:

  • Du har et godt fagligt niveau og gerne med kendskab eller særlig interesse i offentlig ret i bred forstand.
  • Du har stærke skriftlige og mundtlige formidlingsevner på dansk og engelsk og kan formulere dig enkelt og klart.
  • Du motiveres af at finde den rigtige juridiske løsning.
  • Du tager ansvar, arbejder selvstændigt og er effektiv uden at gå på kompromis med kvaliteten.
  • Du udviser holdånd og har gode evner for samarbejde på tværs af faggrupper.

Vi tilbyder
Vores arbejdsmiljø er uformelt, dynamisk og præget af et stort fagligt engagement og gensidig respekt, og du bliver en vigtig del af teamet både socialt og fagligt.

Du får en spændende arbejdsdag med meningsfyldte arbejdsopgaver i en travl myndighed. Du bliver en del af et stærkt juridisk fællesskab og samtidig et inspirerende tværfagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger løser en vigtig samfundsopgave.

Du bliver omfattet af en gratis kaffe- og frugtordning, gratis træningsfaciliteter, og så har vi en god kantine og en smuk beliggenhed tæt på Københavns Universitet, Søndre Campus. Derudover har vi en personaleforening, som afholder månedlige arrangementer, hvor alle har mulighed for at deltage.

Vi er derudover en arbejdsplads der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.

Om ansættelsen
Tiltrædelse er som udgangspunkt pr. 1. oktober 2025.Du ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 15 timer, der, efter aftale med din leder, tilrettelægges fleksibelt i forhold til dit studie.

Den fysiske adresse er Islands Brygge 67, 2300 København S.

Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaftale med HK/stat for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.

Ansøgningsfristen er den 15. august 2025.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder Jeanett Christensen på tlf. 9351 4330 eller specialkonsulent Christine Norup på tlf. 9351 9442.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og dokumentation for studieaktivitet. Du kan læse mere om os på https://stps.dk/