Klinisk Sygeplejespecialist - OUH Endoskopiafdeling
Vil du være med til at sikre høj faglig kvalitet og udvikling i sygeplejen og det gode patientforløb.
Vi søger en engageret klinisk sygeplejespecialist til Afdeling S, som brænder for at kombinere klinisk praksis med udviklings- og kvalitetsarbejde.
Om afsnittet
I endoskopien undersøger og behandler vi på specialistniveau medicinske og kirurgiske patienter med lidelser i spiserør, mavesæk, tynd- og tyktarm, lever, galdeveje og bugspytkirtel. Vi modtager både elektive og akutte patienter og har vagtberedskab til patienter med akut øvre gastrointestinal blødning. I samarbejde med Lungemedicinsk afdeling varetager vi desuden et dagligt program primært med lungecancerudredning.
Om stillingen
Som klinisk sygeplejespecialist bliver du en nøgleperson i at sikre evidensbaseret sygepleje og udvikle afdelingens praksis. Du arbejder tæt sammen med plejepersonale, tværfaglige kolleger og ledelsen for at sikre kvalitet i patientforløb og bidrage til at implementere ny viden og forskning i den daglige praksis.
Du vil referere til oversygeplejersken i det pågældende afsnit. Stillingen er fra d. 1. september 2025 og på 37 timer pr. uge. Du vil indgå i afsnittes vagtrul (ca. 10 rådighedsvagter fra hjemmet på 16 uger + en senvagt i ugen) og der planlægges med ca. en dag pr. uge til administration af de udviklingsorienterede opgaver. Der vil være mulighed for fleksibilitet, afhængig af arbejdsopgaver og afdelingens behov.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være
- Deltage aktivt i klinisk praksis og sikre høj kvalitet i pleje og behandling.
- Udarbejde og implementere kliniske, evidensbaserede retningslinjer.
- Undervise og vejlede kollegaer, patienter og pårørende.
- Deltage i udviklings- og forskningsprojekter samt audits.
- Understøtte sygeplejestrategi, kodeks og udviklingsplaner for afdelingen og OUH.
- Dokumentere og evaluere udviklingstiltag og projekter.
Vi søger en sygeplejespecialist, der har
- Autorisation som sygeplejerske og minimum 3 års klinisk relevant erfaring fra lignede afdeling. Relevant erfaring vægtes højt.
- Kandidatgrad i sygeplejevidenskab (cand.cur), tværvidenskab (cand.scient.san) eller Master i klinisk sygepleje (MKS).
- Gerne erfaring med udviklings- eller forskningsarbejde samt kursusaktivitet.
- Gode samarbejdsevner, pædagogiske kompetencer og lyst til at motivere kolleger.
- Evnen til at anvende forskningsbaseret viden og omsætte teori til praksis.
- Struktur, gode kommunikative evner – både mundtligt og skriftligt – og IT-kundskaber.
Vi tilbyder
- En spændende stilling i en afdeling med fokus på faglighed, udvikling og sammenhold.
- Et dynamisk arbejdsmiljø med gode muligheder for kompetenceudvikling.
- Tæt samarbejde med engagerede kolleger og ledelse, som værdsætter initiativ og faglig sparring.
- Mulighed for at præge sygeplejen gennem udviklingsprojekter og implementering af ny viden.
Stillingen er omfattet af ny Løndannelse, og at løn og ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomst mellem Regionerne Lønnings- og Takstnævn og Sundhedskartellet.
Hvis du har spørgsmål kan du kontakte Oversygeplejerske Simone Mortensen eller Chefsygeplejerske Jane Brudvig-Lauridsen.