Kommunikationskonsulent - Børn og Unge, Aarhus Kommune
Har du solid erfaring med pressehåndtering og strategisk kommunikation i en politisk styret organisation? Har du blik for, hvordan man sætter dagsordener og varetager interesser i et komplekst landskab med mange aktører? Så er du måske vores nye kollega i Kommunikation i Børn og Unge, Aarhus Kommune.
Vi søger en erfaren kommunikationskonsulent, der brænder for pressearbejde og interessevaretagelse – og som har stærk politisk forståelse og evne til at navigere i en organisation med mange samarbejdspartnere og dagsordener.
I stillingen vil du primært få opgaver inden for presse og interessevaretagelse, ligesom kommunikationsrådgivning samt intern og ekstern kommunikation også vil være en del af din opgaveportefølje. Du er god på egen hånd og kan tage selvstændigt initiativ, men du sætter også pris på samarbejde og det gode kollegaskab.
Vi leder efter dig, som:
- Har solid erfaring med pressehåndtering og mediestrategi – du ved, hvordan man placerer historier, håndterer pressehenvendelser og rådgiver ledere og medarbejdere i kontakten med journalister – også under en krise, hvor det ofte skal gå stærkt.
- Har indsigt i interessevaretagelse og kan bidrage til at sætte Børn og Unges centrale indsatsområder på dagsordenen – både lokalt og nationalt.
- Forstår politisk kommunikation og kan skære budskaber til, så de passer til konteksten og modtageren – og samtidig tage hensyn til mange forskelligartede interessenter og interesser.
- Har erfaring med kommunikationsrådgivning – du kan sparre med ledere og beslutningstagere.
- Har en stilsikker pen og formidler klart og præcist – især på skrift.
- Er samarbejdsorienteret, empatisk og trives i et team, hvor vi spiller hinanden gode og deler viden.
- Er selvstændig og proaktiv – du tager ansvar og får ting til at ske, også når tempoet er højt og situationen kræver hurtige beslutninger
Derfor skal du vælge os:
Du bliver en del af rådgiverteamet i Kommunikation, hvor vi understøtter hele Børn og Unge med strategisk og operationel kommunikation – både internt og eksternt.
Din primære opgaveportefølje vil være pressearbejde og interessevaretagelse. Du vil også få generelle kommunikationsopgaver som fx at udarbejde strategier samt lægge og eksekvere planer for kommunikation i forbindelse med større eller mindre projekter i organisationen.
Du får tæt kontakt til både den administrative og politiske ledelse i Børn og Unge, og du vil samarbejde med kolleger på tværs af de mange faglige kontorer i forvaltningen samt med ledere og medarbejdere i vores mange dagtilbud, folkeskoler og fritidstilbud.
Kommunikationskontoret er placeret sammen med de øvrige fællesfunktioner i Børn og Unge på Grøndalsvej 2 i Viby, men du vil også have ugentlige arbejdsdage på Aarhus Rådhus, hvor både rådmanden og direktøren har kontor, og hvor en del af Sekretariatet er placeret. Du refererer til kommunikationschefen i Børn og Unge.
Foruden rådgiverteamet består Kommunikation af teams for visuel kommunikation, digital kommunikation samt frivillighed og samskabelse. Vi er et kontor med mange forskellige fagligheder, og vi sætter en ære i det tværfaglige samarbejde på tværs af de forskellige teams.
Vi er her for børnene, de unge og det faglige arbejde på kontoret – men også for at have det godt og sjovt med hinanden. Derfor mødes vi også i ny og næ uden for arbejdstid og nyder hinandens selskab fx over et slag petanque.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har solid erfaring med presse og strategisk kommunikation i en politisk styret organisation
- Har erfaring med interessevaretagelse og stakeholder management
- Har stærke rådgivningskompetencer og kan agere i komplekse og uforudsigelige situationer
- Har en skarp pen og et levende sprog
- Er analytisk stærk og har blik for (og lyst til) både strategi og eksekvering
- Er socialt og fagligt velfunderet – og trives i samarbejdet med kolleger og ledere
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer, medmindre stillingen er omfattet af en forhåndsaftale, som kan danne grundlag for lønfastsættelsen
Ugentligt timetal: 37
Ansøgning
Send din ansøgning og relevante bilag elektronisk senest den 16. september. Der afholdes to samtalerunder. I anden runde vil der indgå en opgave.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at sende din ansøgning. Du modtager en kvittering pr. e-mail, når vi har modtaget din ansøgning.
Vil du vide mere?
Kontakt kommunikationschef, Aase Bak på tlf. 2172 6870 eller pressekonsulent Rasmus Ellermann-Aarslev på tlf. 2479 2989
Læs mere om Børn og Unge: https://www.aarhus.dk/om-kommunen/boern-og-unge
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!