Kvalitet og Sundheds-IT Chef - Regionshospitalet Randers
Regionshospitalet Randers søger en Kvalitet og Sundheds-IT chef, som kan stå i spidsen for et område, der har afgørende betydning for både hospitalets daglige drift, patientsikkerhed og fremtidige udvikling. Stillingen forener ledelse, kvalitetsudvikling, digital transformation og drift – og vi søger dig, der kan skabe retning og følgeskab i dette spændingsfelt.
Som chef for enheden Kvalitet og Sundheds-IT får du ansvar for en gruppe engagerede medarbejdere, der arbejder med alt fra kvalitetsstyring, patientsikkerhed og forbedringsarbejde til udvikling og anvendelse af regionens sundheds-IT systemer. Din opgave bliver at skabe de bedste rammer for, at medarbejderne kan lykkes – og samtidig sætte en tydelig retning, så arbejdet understøtter hospitalets visioner og strategier.
Du bliver en del af Staben og refererer til administrationschefen. Samtidig vil du indgå i et tæt samarbejde med hospitalsledelsen, de øvrige funktionsledere i Staben og de mange ledere og medarbejdere på hospitalet, der hver dag arbejder for at levere behandling af høj kvalitet.
En leder med blik for både drift og udvikling
Vi søger en leder, der kan navigere sikkert mellem drift og udvikling. På den ene side skal du sikre effektiv drift på kvalitet og sundheds-it. På den anden side skal du være drivkraft i at udvikle området, så vi hele tiden udnytter de muligheder, digitalisering, data og forbedringsmetoder giver for at styrke kvaliteten og anvendelsen af sundheds-it i patientbehandlingen.
Som Kvalitet og Sundheds-IT chef bliver du central i arbejdet med hospitalets strategiske mål. Det indebærer blandt andet at fastholde og videreudvikle en høj standard for kvalitetsarbejdet og at fremme en lærings- og forbedringskultur. I Staben skal vi understøtte de kliniske afdelinger i at skabe effektive arbejdsgange, der giver værdi for patienter og medarbejdere. Du får en strategisk rolle i at digitalisere de kliniske arbejdsgange, samt udvikle og udnytte MidtEPJ og andre regionale systemer i samarbejde med region og kommuner.
Din profil
Vi forestiller os, at du har ledelseserfaring eller solid erfaring med at lede større projekter i sundhedsvæsenet. Du har indsigt i sundheds-IT, digitalisering og kvalitetsudvikling – gerne på tværs af disse felter – og du evner at omsætte strategiske mål til konkrete resultater. Du har en sundhedsfaglig uddannelse og forstår at sætte den i spil.
Som leder er du tydelig og imødekommende, du kan skabe mening og retning, og du formår at bygge stærke samarbejdsrelationer både internt på hospitalet og i dialogen med kommunale, regionale og nationale samarbejdspartnere. Du kan holde balancen mellem driftssikkerhed og udvikling, og du har blik for både detaljen og helheden. Kort sagt: du er bevidst om din rolle som leder af en enhed – del af en helhed, i tråd med Regionshospitalet Randers’ ledelsesgrundlag.
Om hospitalet
Regionshospitalet Randers er et af Region Midtjyllands fem akuthospitaler og har et optageområde på cirka 300.000 indbyggere. Vores vision er at sikre patienter og borgere en sammenhængende behandling af høj kvalitet inden for de almindelige sygdomme i et tæt integreret sundhedsvæsen.
Hospitalets strategiske arbejde tager udgangspunkt i fire spor: udvikling af kerneopgaven, fællesskab og samspil, attraktiv arbejdsplads samt læring og forskning. Som leder på Regionshospitalet Randers bliver du en del af dette fælles grundlag, hvor nærvær, mening, prioritering og klar tale er bærende værdier.
Vilkår
Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2025 eller snarest derefter. Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Danske Regioner og den forhandlingsberettigede organisation og er omfattet af lokal løndannelse.
Den igangværende sundhedsreform åbner for nye muligheder, som giver os anledning til at styrke og udvikle vores organisering og opgavefordeling. Det er en spændende proces, hvor vi aktivt arbejder med fornyelse og forbedring. Så det kan medføre justeringer i opgaveporteføljen over tid.
Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte administrationschef Thomas Stadil Pinstrup på telefon 61 68 04 30.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 23. september 2025.
Samtaler afholdes den 26. september 2025.
Ansøgning, CV og relevante bilag sendes elektronisk via linket i annoncen.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.