etjob.dk
Odense kommune Lønbogholder

Lønkonsulenter til HR - Syddansk Universitet

Har du lyst til at arbejde et sted, hvor du både får indflydelse og kan bringe dine samarbejdsevner i spil? Så har du nu chancen for at blive en del af et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi er drevet af sikker drift og løn til tiden. Vi arbejder målrettet på at digitalisere og effektivisere lønprocesserne og skabe bedre sammenhæng i hele medarbejderrejsen.

Lyder det som noget for dig? Så søg en af vores tre ledige stillinger som lønkonsulent ved SDU HR Løn – to i Fastlønsteamet og én i Timelønsteamet.

Om stillingerne

Hos SDU HR Løn arbejder vi for at sikre korrekt og rettidig lønudbetaling til universitetets ansatte – men vi stopper ikke der. Vi har også fokus på at udvikle og forbedre vores arbejdsgange, systemer og samarbejder. Din hverdag vil byde på en god blanding af faste driftsopgaver og spændende udviklingsprojekter, hvor du kan være med til at forme fremtidens lønprocesser.

Fastlønsteamet – 2 stillinger

I Fastlønsteamet er vi specialister i lønsagsbehandling – og som ny kollega vil du blive en vigtig del af teamet. Du kommer til at arbejde med en bred vifte af opgaver, herunder:

•    Anvisning og kontrol af løn i Statens Lønsystem (SLS)
•    Undersøge og rette posteringer efter lønnen
•    Samarbejde med HR-kolleger på fakulteter og institutter og SDU’s økonomiafdeling
•    Forbedring af processer og implementering af nye processer, herunder udarbejdelse og vedligeholdelse af skabeloner og vejledninger.

Timelønsteamet – 1 stilling

I Timelønsteamet arbejder vi med hele processen fra stillingsopslag til korrekt lønudbetaling for timelønnede. Du vil blandt andet komme til at arbejde med:

•    Sagsbehandling fra stillingsopslag til rettidig og korrekt lønudbetaling, herunder:
o    Opslag af stilling og udarbejdelse af ansættelsesbeviser
o    Oprettelse i vores HR-system (HCM) og Statens Lønsystem (SLS)
o    Kontrol af ind- og uddata i forbindelse med lønindtastning
•    Rådgivning om reglerne for timelønsmedarbejdere til ledere og lokale HR-medarbejdere
•    Forbedring af processer og implementering af nye processer, herunder udarbejdelse og vedligeholdelse af skabeloner og vejledninger

Afhængig af din profil, kompetencer og interesser vil du kunne arbejde med både specialist-, analyse- og udviklingsopgaver i et af de to teams. Vi har fordelt arbejdsopgaverne, så hver medarbejder har sit eget ansvarsområde, men vi hjælper hinanden på tværs, når det er nødvendigt.

Din profil

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. For os er det vigtigste, at du har interesse for offentlig løn- og personaleadministration – og lyst til at dygtiggøre dig. Du skal have en god forståelse for det økonomiske aspekt af lønnen, da vi har et tæt samarbejde med vores økonomiafdeling. Du har flair for systemer og trives med at finde smartere måder at gøre tingene på – og har måske allerede erfaring med at forbedre og optimere administrative processer.

Derudover ser vi gerne, at du:

•    har projekt- og proceserfaring fra implementering af nye systemer og arbejdsgange
•    har en solid analysekapacitet i forhold at forstå og arbejde med data og processer
•    kan arbejde både selvstændigt og i teams
•    er imødekommende og har blik for brugernes behov
•    er god til at kommunikere med mange forskellige faggrupper, både på dansk og engelsk.

Vi tilbyder

Du bliver en del af en afdeling i SDU HR, der er ambitiøs og vægter faglighed og vores arbejdsfællesskab højt. Vi er nysgerrige på hinanden og på vores samarbejdspartnere på institutter og fakulteter, og vi sætter en ære i at skabe de bedste forudsætninger for, at vores kollegaer på SDU kan lykkes med deres kerneopgaver.

Vi tilbyder blandt andet:

•    En fleksibel arbejdsplads med mulighed for hjemmearbejde
•    Et stærkt fagligt og socialt fællesskab
•    Mulighed for faglig sparring og efteruddannelse
•    En hverdag med både struktur og variation.

Om SDU HR

Arbejdet med HR på SDU på centralt niveau har til formål at understøtte SDU’s retning gennem en leverance af stærke HR-ydelser, som vi udvikler i samspil med resten af organisationen.

Vi arbejder på at skabe en administrationskultur med fokus på løbende forbedringer, så vi kan skabe sammenhæng i den administrative opgaveløsning, have brugerfokus og sikre effektive processer.

SDU HR består af følgende enheder: Ansatte, Løn, Arbejdsmiljø og Udvikling, HR Digital og Staben. Vi er ca. 55 medarbejdere i SDU HR.

Ansøgning og videre proces

Vi søger tre kolleger til faste stillinger – to i Fastlønsteamet og én i Timelønsteamet. Alle stillinger ønskes besat pr. 1. oktober 2025 eller snarest derefter. Som udgangspunkt er stillingerne på fuld tid, men hvis du ønsker det, er der mulighed for deltid.

Du bedes i din ansøgning gøre opmærksom på hvilken en af stillingerne du er ansøger på.

Er du nysgerrig på stillingerne kan du få yderligere oplysninger hos chef for HR Løn, Maria Flindt, på telefon 93 53 31 91, eller HR-chef Lisbeth Møller på telefon 93 50 75 19. Bemærk at Maria, grundet sommerferie, først kan træffes fra torsdag den 14. august.

Ansøgningsfristen er den 17. august 2025 kl. 23.59.59.

Første runde ansættelsessamtaler afholdes torsdag den 21. august 2025 og anden runde tirsdag den 26. august 2025.

Afhængig af uddannelse, baggrund og kvalifikationer sker ansættelse enten i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC eller i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK/STAT. Det er muligt at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Tjenestestedet er Campus Odense.

Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis.

Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.

Stillingen kan kun søges via SDU's hjemmeside – https://www.sdu.dk/da/om-sdu/job-sdu.

Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format.

Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb.

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Om SDU

Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.