etjob.dk
Aarhus kommune It-arkitekt

Løsningsarkitekt til FUT Sundhedsplatform - Region Midtjylland

Har du lyst til at være løsningsarkitekt på en fælles offentlig løsning? Du kommer til at præge fremtidens infrastruktur i sundhedsvæsenet, hvor borgernes sundhedsdata er tilgængelige på tværs af kommuner, regioner og praktiserende læger. Vil du være med?

Udbredelsen af digitale løsninger til hjemmebehandling kommer kun til at blive vigtigere og vigtigere de kommende år. Sundhedsvæsenet står med knappe ressourcer – men vi kan både lette presset og løfte kvaliteten af den enkelte behandling ved at give patienterne en større rolle i deres egen behandling derhjemme.

Som løsningsarkitekt får du en nøglerolle i at binde behandlingsforløb, datastrømme og it-løsninger sammen på en måde, som giver mening for både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle i kommuner, regioner og hos andre samarbejdspartnere.

Vi tilbyder:
• en central rolle i en vigtig, fællesoffentlig sundhedsløsning med politisk opmærksomhed
• et stærkt team med høj faglighed, godt humør og en uformel tone
• et fleksibelt arbejdsliv med 37 timer, betalt frokostpause og mulighed for hjemmearbejde
• fokus på faglig udvikling, trivsel og jævnlige samtaler med din leder

Den hverdag, der venter på dig
Du kommer til at arbejde både strategisk og praktisk med arkitektur på FUT. Din opgave er at omsætte de strategiske mål med fokus på at skabe sammenhæng på tværs af løsninger på FUT. Til det søger vi dig, der går forrest og har evnen til at engagere og motivere andre. Du trives i en kompleks hverdag, hvor der er mange interessenter og politiske dagsordner, som spiller ind.

Dine opgaver
• Udvikle og vedligeholde Infrastrukturens forretnings- og systemarkitektur til gavn for tilkoblede løsninger.
• Analysere og modellere processer, data og integrationer, så løsningerne hænger sammen i praksis
• Sikre, at digitale løsninger lever op til gældende krav, standarder og sikkerhed
• Fastholde en generisk infrastruktur, der spiller sammen med nationale services (fx NSP og CPR), herunder dialog med leverandører og myndigheder om integration og behov for udvidelser
Indgå i et team der arbejder tæt sammen efter scrum principperne.

Vi søger dig, der…
kan se sammenhænge og skabe helhed i komplekse landskaber. Du formidler din viden klart og forståeligt til interessenter på alle niveauer i organisationen. Du evner at opbygge viden gennem samarbejde og har en god indlevelsesevne, hvor du nysgerrigt sætter dig i interessenternes sted. Du har selvindsigt og ved, hvornår du skal søge hjælp, hvis din egen viden ikke er tilstrækkelig.

Vi håber, du kan nikke til:
• erfaring med cloudteknologi og containerløsninger som Kubernetes
• solid analytisk sans og evne til at tænke både strategisk og kreativt
• erfaring med at modellere og formidle arkitektur på en forståelig måde

Det er et plus, hvis du har erfaring med forskellige udviklingssprog.

Det er en fordel, hvis du kender til FDA, TOGAF, UML, ITIL eller agile metoder – men vigtigst er, at du kan skabe overblik og sammenhæng i praksis.

Godt arbejdsmiljø, gode kolleger og hybridt arbejdsliv
I området Fællesoffentlige Produkter får du 22 dygtige kolleger, der gerne vil udfordres fagligt. Vi har en uformel omgangstone og et miljø, hvor der også er plads til det gode humør.

Du bliver en del af Digitalisering og It, hvor du og dine mere end 600 kolleger deler en hverdag med høj trivsel og gode forhold. For os er det vigtigt, at du har tid til et liv ved siden af dit arbejde, samtidig med at vi lægger stor vægt på, at du kan udvikle dig i dit job. Vi arbejder derfor også med løbende udviklingssamtaler og jævnlige 1:1-samtaler med din leder, så du og din leder hele tiden har fokus på din trivsel og udvikling.

Digital Sundhed Danmark
Som led i Sundhedsreformen forventes forvaltningen af FUT at overgå til den nationale organisation Digital Sundhed Danmark i januar 2027. Det er en fællesoffentlig organisation, der skal samle styringen af digitale løsninger og infrastrukturer i sundhedsvæsenet. Vi forventer, at FUT-forvaltningen fra januar 2027 får tjenestested i Aalborg, men med mulighed for at arbejde fra Aarhus i en overgangsperiode.

Vil du være med?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte områdeleder Winnie Mortensen Hvam på 3059 5775 eller wihvamannaskinnerwwillis@west.dkfranco.dkrm.dk

Send din ansøgning senest den 9. september. Vi forventer at holde samtaler den 16. september og går du videre til 2. samtale den 19. september, må du forvente at blive bedt om at udfylde en personprofil.

Vil du vide mere om FUT?
Alle 98 kommuner og 5 regioner i Danmark er gået sammen om en infrastruktur, der er en visionær teknisk platform til at understøtte en tværsektoriel indsats på sundhedsområdet målrettet borgere i eget hjem, herunder understøtte udveksling af data. Region Midtjylland er indtil 2026 udpeget af de 103 ejere til at sikre den daglige styring og samarbejdet omkring drift og videreudvikling af FUT Infrastrukturen. Der er tegnet kontrakt med en ekstern driftsleverandør.

Den samlede FUT-organisation består af FUT-Systemadministrationen (teamet), leverandører, der leverer til FUT Infrastrukturen, telemedicinske løsninger og deres leverandører samt lokale supportfunktioner i kommuner og regioner.

Du kan læse mere om Fælles Understøttelse af Telemedicin på https://fut-portal.rm.dk

Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.

Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 550 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.

Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.