Luftfartsinspektør ved Trafikstyrelsen - GA Område
Brænder du for GA området? Kunne du tænke dig at arbejde med bl.a. privat flyvning, klubber og unioner? Har du interesse for forvaltning, hvor tilsyn og tæt kontakt med ”kunderne” er i højsædet? Så er det muligvis dig vi er på udkig efter. Trafikstyrelsens OPS Afdeling søger netop nu en Luftfartsinspektør, der har lyst til at arbejde med hele det private flyveområde.
Klar til at møde dit nye team?
Trafikstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet. I Kontor for Luftfart er der ca. 110 medarbejdere, der arbejder med alle områder indenfor luftfart og spænder over en bred gruppe af fagligheder, fra flymekanikere, piloter, flyveledere, jurister m.fl.
Du vil komme til at arbejde i et kontor, der i daglig tale kaldes OPS Afdelingen. Kontoret består af 23 medarbejdere med baggrunde som piloter, jurister og andre eksperter indenfor det flyvemæssige område.
Vi lægger vægt på, at der holdes en høj faglig kvalitet og tilbyder i den forbindelse løbende deltagelse i relevante fagspecifikke kurser. Nye medarbejdere bliver grundigt uddannet i europæisk og international luftfartslovgivning - både på kurser i Danmark og i udlandet (EU).
Dine væsentligste arbejdsopgaver:
- Planlægning og udførelse af tilsyn og flightinspektions af danske ”ikke erhvervsmæssige luftfartsoperatører” – herunder klubber og Unioner
- Modtagelse og sagsbehandling af deklarationer ifm ”ikke erhvervsmæssige luftfartsoperatører”.
- Sagsbehandling af operativ relaterede henvendelser fra ”ikke erhvervsmæssige luftfartsoperatører”, organisationer og enkeltpersoner
- Godkendelse af procedurer og risikovurderinger ved flyveoperationer med høj risiko
- Bidrage til fortolkning af og udarbejdelse af love og regler
- Deltagelse i både nationalt og internationalt samarbejde
- Deltagelse i tværfaglige opgaver inden for luftfart
Er du den vi søger?
Vi søger en kollega med erfaring som pilot på fastvingede fly gerne også helikoptere. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra GA segmentet og gerne fra flyveklubber og unioner.
Du skal have lyst til at være den moderne embedsmand, som kan sætte et positivt aftryk på branchen.
Herudover lægger vi vægt på, at du har:
- Gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner på dansk og engelsk
- Gode samarbejdsevner, men at du også kan arbejde selvstændigt og proaktivt
- Gode kompetencer indenfor IT.
- Gode evner for struktureret sagsbehandling
- Interesse i at blive videreuddannet indenfor luftfart og tilhørende regler.
Vi har et arbejdsmiljø præget af en høj faglig stolthed og et godt samarbejdsklima og stor fleksibilitet, herunder mulighed for hjemmearbejde. Det er vigtigt for os, at du prioriterer samarbejde i hverdagen og evner at skabe god dialog på tværs af forskellige faggrupper.
Det får du hos os
Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejdstid og fritid – så mener vi det altså.
Vores fikstid er kl. 9-14 (kl. 10-14 om mandagen). Det er her, vi forventer, at du som udgangspunkt er tilgængelig og arbejder, men det betyder ikke, at du kun arbejder i dette tidsrum. Uden for fikstiden har du mulighed for selv at planlægge resten af din arbejdsdag fleksibelt, så længe det passer med opgaver og møder.
Hvis du arbejder mere end dine 37 timer, så opsparer du fleks. Den kan du afvikle enten ved hele eller halve fleks-dage eller ved kortere arbejdsdage i en periode. Generelt har du god mulighed for selv at planlægge og administrere din arbejdsdag – både hvis du skal være på kontoret, eller hvis du skal på tilsyn og så kan du arbejde hjemme i 2 dage om ugen, hvis dine opgaver tillader det.
Vi er en arbejdsplads, der rummer alt fra småbørnsforældrene til medarbejderen, der er i karrierens efterår. Derfor giver vi dig mulighed for tilpassede arbejdstider, orlov, flexjob, plustid og nedsat tid, hvis det er det, du har brug for.
Arbejdssted.
Trafikstyrelsen har kontorer på Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V., centralt beliggende i København ved Dybbølsbro Station. Stillingen indebærer lidt rejseaktivitet.
Løn og ansættelsesforhold.
Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem CO10 og Finansministeriet. Stillingen er til besættelse snarest.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan opnå sikkerhedsgodkendelse.
Lyst til at vide mere?
Du kan få mere at vide om stillingen hos koordinator Anders Madsen på telefonen +45 41780231 eller teamleder Jens Hansen på telefonen +45 41780324.
Har du spørgsmål vedr. ansættelsesforhold og proces, kan du henvende dig til HR-partner Bénédicte Neuvecelle på mail martingonzalezdarrellkelleybltnfelicia07@smith.dktrafikstyrelsen.dkoconnor.dk.
Vil du være en del af Trafikstyrelsen?
Send din ansøgning via Trafikstyrelsens elektroniske ansøgningsportal på www.trafikstyrelsen.dk senest den 5. oktober 2025. Samtaler afholdes i uge 43 & 44.