Nattevagt ved Følstruphusene - Hillerød Kommune
Bliv nattevagt på Bocenter for unge og voksne med særlige behov
Kan du bytte om på nat og dag og have det godt med det? Så søg job hos os som nattevagt. Så er dagen din egen.
Hvem skal du samarbejde med?
Først og fremmest samarbejder du med borgerne, som er mennesker med mange forskellige særlige behov og store udfordringer i deres liv. Du samarbejder med borgeren om at få størst mulig bestemmelse over eget liv og at finde frem til, hvad der er livskvalitet for den enkelte. Du kan være med til at gøre dagen god ved at skabe en god og rolig morgenstund. Måske skal der nynnes noget Kjeld og Hilda. Eller en borger skal vækkes, have hjælp til morgentoilettet og følges på aktivitets og samværstilbud. Du skal kunne holde dig vågen om natten og have et godt tag på borgere, der nogle gange ikke kan finde ro. At hjælpe borgerne med personlig hygiejne skal du også have mod på. Du samarbejder også med dine kollegaer, som mest er pædagogisk personale men også ergoterapeuter og Social og sundhedsassistenter.
Du skal have lyst til at arbejde med neuropædagogik og deltage i relevante møder og faglig udvikling.
Hvem er vi?
På Følstruphusene Hus 1-2 bor 20 borgere med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Borgerne bor i egen lejlighed med egen stue, soveværelse og badeværelse og har derfor mulighed for at vælge fællesskabet til og fra. Borgerne du møder i huset er vidt forskellige. Du vil møde borgere som sidder i kørestol, nogle borgere er dårligt gående og andre løber stærkt. Nogle borgere har Downs Syndrom med demens, en del af borgerne befinder sig inden for autismespektret og det betyder, at vi tilrettelægger miljøet og dagligdagen med dette for øje. Forudsigelighed, visuel struktureret pædagogik og kommunikation er derfor nøglebegreber – også om natten. Tegn til tale er også er en del af vores fælles værktøjskasse, som vi bruger flittigt.
Hvor, hvornår og hvor meget?
Vi har brug for dig om natten her på Følstruphusene, som ligger meget smukt i Nødebo på bredden af Esrum Sø, ca. 7 km fra Hillerød.
Din tjenestetid vil normalt være fra kl. 22.30 til 8.30 søndag til torsdag og 22.30-7.30 fredag til lørdag. Som nattevagt arbejder du 7 dage og har derefter 7 dages fri.
Er det dig?
Kan du se dig selv bidrage til rolige nætter og gode morgenstunder for borgerne, så søg flere oplysninger på vores hjemmeside eller ring til afdelingsleder Jannik Schøne på telefon 72 32 60 08 og få en snak.
Vi vil invitere til samtaler løbende og glæder os til at høre fra dig.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket
*Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.
I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.*