etjob.dk
Skanderborg kommune Arbejdsmiljøkonsulent

OHS-manager til Vejdirektoratet - Infrastruktur Sikkerhed

Vil du være med til at skabe sikre og sunde arbejdspladser i nogle af Danmarks største infrastrukturprojekter? Så er du måske vores nye kollega.

Vejdirektoratet udvikler Danmarks vejinfrastruktur med omtanke og fokus på bæredygtighed. Det kræver dygtige medarbejdere, der kan balancere mobilitet, økonomi, miljø, trafiksikkerhed og arbejdsmiljø.

Vi søger en erfaren OHS-Manager (Occupational Health & Safety), der brænder for at gøre en forskel på Vejdirektoratets anlægsarbejdspladser. Du bliver en del af vores faglige arbejdsmiljøteam i området Entreprisestyring og Myndighed, hvor vi arbejder målrettet med ambitionen: 'Arbejdspladser uden ulykker'.

Dine opgaver

Som OHS-Manager får du en central rolle i at understøtte og udvikle arbejdsmiljøindsatsen på statens store projekter – fra de indledende planlægningsfaser til den konkrete udførelse. Du samarbejder tæt med projektledere, bygherrer, rådgivere og entreprenører og er en vigtig sparringspartner, når det handler om at sikre sundhed og sikkerhed i alle projektets faser.

I samarbejde med dine kollegaer i OHS-teamet, vil du arbejde med den fortsatte udvikling af arbejdsmiljøindsatsen i alle faser af projekter og vejarbejder.

Dine opgaver vil primært være at:

  • give sparring og input til rammer for Vejdirektoratets anlægs- og vedligeholdelsesprojekter om arbejdsmiljømæssige emner
  • sikre, at vores projekter lever op til vores vision om ”Arbejdspladser uden ulykker”
  • udføre opgaver i relation til arbejdsmiljøkoordinatorrollen i såvel planlægnings- og projekteringsfaserne som i udførelsesfasen på konkrete projekter
  • gennemgå dokumentation i forbindelse med entrepriseudbud
  • udarbejde og følge op på Plan for Sikkerhed og Sundhed (PSS) og arbejdsmiljøjournaler
  • samarbejde med AMK-B og AMK-P på projekter i hele Danmark
  • føre tilsyn og dialog med entreprenører og eksterne rådgivere

Din profil

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men vi forventer, at du har teknisk indsigt og forståelse, samt at du har den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer.

Vi ser gerne, at du har:

  • solid erfaring med arbejdsmiljø under udførelsen af bygge- og anlægsopgaver, hvor du har arbejdet med at sikre bygherrens pligter i forhold til tilsyn med koordinering af sikkerhed og sundhed
  • erfaring med arbejdsmiljøkoordinering under projekteringsfasen samt udarbejdelse af risikovurderinger, Arbejdsmiljø Journal og Plan for Sikkerhed og Sundhed
  • stærke kommunikative evner og kan begå dig på tværs af fagligheder og organisationer
  • gennemført den lovpligtige arbejdsmiljøkoordinatoruddannelse

Da der kan være udenlandske medarbejdere på projekterne, vil det være en fordel, hvis du taler og skriver engelsk, tysk eller et andet sprog ud over dansk.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har indsigt i udbudsprocesser og kontrakter, herunder kendskab til AB18, ABT18 og ABR18. Derudover vil det være en fordel med erfaring og indsigt i trafikafvikling og miljøforhold.

Velkommen til Entreprisestyring og Myndighed

I området Entreprisestyring og Myndighed er vi omkring 120 medarbejdere fordelt på kontorer over hele landet. Vi udfører entreprisestyring på alle Vejdirektoratets drifts-, vedligeholdelses- og anlægsprojekter på statens vejnet og har desuden det faglige ansvar for bygherrens forpligtelser vedrørende arbejdsmiljø og sikkerhed på byggepladserne.

Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø i teamet Arbejdsmiljø og Kvalitetsledelse med kolleger placeret i Hedehusene, Middelfart, Skanderborg og Aalborg. Vi har en dynamisk matrixorganisation, hvor vi samarbejder på tværs af projekter, regioner og fagligheder. I teamet er vi i alt ca. 14 medarbejdere, og du vil få base på en af ovenstående lokationer – efter aftale.

I vores organisation står fleksibilitet, kompetenceudvikling og arbejdsmiljø højt på dagsordenen. Vi trives i en uformel atmosfære, hvor vi godt kan have det sjovt, mens vi udfører professionelt arbejde.

Dine løn- og ansættelsesvilkår

Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af tillæg alt efter dine kvalifikationer. Afhængig af kvalifikationer og erfaringer er der mulighed for ansættelse som specialkonsulent.

Den forventede startdato er 1. oktober 2025 eller hurtigst muligt derefter.

Jobbet vil indeholde en vis rejseaktivitet, da dine projekter vil være lokaliseret i hele Danmark. Ansættelsen er derfor betinget af, at du har et gyldigt kørekort (kategori B).

Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.

Du vil blive ansat i Vejdirektoratet med adressen i Hedehusene, Skanderborg, Middelfart eller Aalborg – efter dit valg.

Læs mere

Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Klas Bendtsen tlf. 2045 3034 eller wgileskellycherylamanda84kmb2@taylor-page.dkvd.dkfowler.dk.

Er du interesseret?

Send din ansøgning senest tirsdag den 26. august 2025. Der afholdes løbende samtaler og afsluttes, når den rette kandidat er fundet.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv og andre relevante dokumenter.

Der kan indgå en logik- og personlighedsanalyse i rekrutteringsforløbet, og går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver.

Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.