Pædagog til Egebo Børnehave i Solrød
Har du lyst til at arbejde i en mindre institution med engagerede kollegaer, der – ligesom dig – brænder for at skabe det gode børneliv?
Egebo Børnehave søger en kollega, som udstråler god energi og positivitet, og som sammen med dygtige kollegaer vil skabe de bedste muligheder for en hverdag fyldt med leg, læring og omsorg for vores ca. 47 børnehavebørn.
Hvem er du?
- Du arbejder ud fra det nye børnesyn og møder børnene som ligeværdige, kompetente og meningsskabende aktører.
- Du taler med børnene på en respektfuld, lyttende og anerkendende måde og tager altid deres perspektiver alvorligt.
- Du møder både børn og kollegaer med nærvær, glæde og ansvarlighed – og engagerer dig helhjertet i det fælles pædagogiske arbejde.
- Du har blik for både det enkelte barns behov og det store fællesskab, og du tror på, at trivsel og udvikling skabes i trygge relationer og meningsfulde fællesskaber.
- Du er fagligt nysgerrig og optaget af at gøre en forskel i børns liv – og du bidrager aktivt til et kollegialt fællesskab med respekt, humor og åbenhed.
- Du har en solid forståelse for den styrkede pædagogiske læreplan og omsætter faglige mål til en kvalificeret pædagogisk praksis med tydeligt fokus på børns læring, udvikling og trivsel.
Om os
Egebo Børnehave er en mindre institution i Solrød Kommune – tæt på strand, skov og offentlig transport. Hos os er nærvær og samarbejde nøgleord. Vi har et overskueligt miljø, hvor både børn og voksne kender hinanden på tværs.
Hos Egebo Børnehave er intet overladt til tilfældighederne.
Alle læringsmiljøer er gennemtænkte og bevidst tilrettelagt med afsæt i den nyeste viden om børns trivsel, udvikling og læring. Vores pædagogiske praksis bygger på en faglig forståelse af, hvordan børn møder verden, og hvordan vi som voksne bedst skaber rammer, der fremmer leg, nysgerrighed og deltagelse.
Vi arbejder ikke i traditionelle stueopdelinger – hos os har alle voksne et fælles ansvar for alle børn. Vi organiserer os i tværgående funktioner og teams og skaber hverdagen sammen. Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor den pædagogiske praksis udvikles og planlægges i fællesskab, og hvor vi samarbejder om børnene i åbne og fleksible læringsmiljøer: fx kreativt værksted, sprog, science, bevægelse og udeliv.
Samtidig har hver medarbejder – sammen med én eller flere kollegaer – ansvar for en fast primærgruppe og et tæt forældresamarbejde, som skaber kontinuitet og tryghed. Denne struktur giver både nærhed og fælles ansvar i hverdagen.
Vi har aktuelt særlig fokus på legens betydning for børns trivsel og læring. Vi prioriterer at være meget ude – både i nærområdet og på længere ture med tog og bus.
Vores nyeste tiltag i uderummet er etableringen af et orangeri. Det fungerer som et sanseligt læringsmiljø og pædagogisk værksted, hvor børnene får mulighed for at fordybe sig i naturens processer, årstidernes skiften og deres egen nysgerrighed. Orangeriet danner også ramme om kreative aktiviteter og fungerer som grovværksted, hvor idéer kan udfolde sig i et inspirerende miljø.
Vores pædagogiske fundament
Vi arbejder ud fra det nye børnesyn og en anerkendende tilgang, hvor barnet ses som et kompetent og meningsskabende menneske.
Vi møder børn med nysgerrighed og respekt – og forsøger altid at forstå deres intentioner frem for at vurdere dem ud fra egne tolkninger.
Vi tror på, at trivsel og læring opstår i relationer præget af tillid, ligeværd og tydelige voksne.
Vi tilbyder
- Et spændende og alsidigt job i en mindre institution med høj faglighed og nærvær
- En børnehave med et fælles fokus på udvikling af den pædagogiske praksis og høj kvalitet
- Synlig og tilgængelig ledelse med tydelig pædagogisk retning
- Et miljø hvor vi er nysgerrige på hinandens perspektiver og praksis
- Forældre der er engageret i deres barns hverdag
- Kollegialt sammenhold, fagligt fællesskab og humor
- Mulighed for at præge hverdagen og deltage i fælles udvikling
- Tid afsat til faglige opgaver, forberedelse og dokumentation – som følge af en bevidst prioritering af færre personalemøder og et effektivt mødeforum
- Adgang til medarbejdertilbud i Solrød Kommune – fx rabat i svømmehal og mulighed for motion
Vi forventer, at du:
- Er uddannet pædagog og brænder for at skabe det gode børneliv
- Møder stabilt ind og går til hverdagens udfordringer med engagement og positiv energi
- Trives i en fleksibel hverdag og kan arbejde inden for åbningstiden kl. 7.00–17.15
- Tager aktiv del i børnenes hverdag – både ude og inde – og er igangsættende i leg og aktiviteter
- Er nysgerrig på praksis og medskaber af udvikling i det pædagogiske fællesskab
- Kan tilrettelægge inspirerende læringsmiljøer med afsæt i børns perspektiver og nysgerrighed
- Er nærværende og tydelig i relationen til både børn, kolleger og forældre – og tager ansvar naturligt
- Har faglig indsigt og formår at koble teori med pædagogisk praksis i en meningsfuld kontekst
- Kender det fælles pædagogiske grundlag og arbejder reflekteret med de seks læreplanstemaer
- Har en skriftlig formidlingsevne, der understøtter det pædagogiske arbejde – både i samarbejdet med forældre og i dokumentationen af børns udvikling og trivsel
Løn og ansættelse
Stillingen er mellem 32 og 37 timer om ugen – afhængig af dine ønsker – med tiltrædelse den 1. oktober 2025 eller efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst med BUPL.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer som en naturlig del af processen.
Vil du vide mere?
Du er meget velkommen til at kontakte dagtilbudsleder Pernille Sand eller afdelingsleder Maria Drott Langberg på tlf. 5618 2920.
På grund af ferie er vi først tilgængelige fra uge 33, hvor vi meget gerne tager imod både spørgsmål og besøg.
Kom gerne forbi og få et indtryk af vores hverdag..
🔗 Du kan også læse mere på:
https://egebo.aula.dk/
Ansøgning
Ansøgningsfrist: Mandag den 18. august 2025 kl. 14.00
Ansættelsessamtaler: Afholdes i uge 34 og 35
Send din ansøgning elektronisk og vedhæft CV samt eksamenspapirer.
I Solrød Kommune gør vi en forskel sammen med borgerne. Vi arbejder for at virkeliggøre byrådets vision om, at Solrød skal være det bedste sted at leve og bo. Som arbejdsplads er vi et fællesskab, hvor vi løfter opgaverne på tværs af institutioner og afdelinger, og hvor du som medarbejder er en vigtig medspiller. Vi er i bevægelse og har hele tiden fokus på at lære og blive bedre. Vi tager ansvar for at løse opgaverne med blik for helheden, og du har som medarbejder indflydelse på løsningen af opgaverne og på din arbejdsplads.