Pædagog til ny børneinstitution i Hedensted
Vil du sammen med os være med til opstart af en stue, i en næsten ny institution, hvor vi sammen skaber de bedste betingelser for alle børn.
Om jobbet og opgaverne
Vores pædagogiske tilgang og praksis tager udgangspunkt i Neuropsykologisk Relationel Pædagogik og Neuropsykologisk Udviklingsleg. Derfor uddanner vi løbende personale ved Tea Thyrre Sørensen, og uddannelsesforløbet er skemalagt i 2025.
Vi er optaget af anerkendende relationer og skaber rammer, der sikrer, at alle børn får mulighed for trivsel og udvikling. Vi prioriterer nærvær, tæt voksenkontakt og samvær højt, således at der skabes rum for leg og læring, hvor der også er fokus på fællesskabets betydning for det enkelte barn. Vi er optaget af at børn får mulighed for at tilegne sig gode og sunde vaner, lige fra bevægelse, til kost, hygiejne, nærvær, tryghed, ro og koncentration. Vi arbejder ud fra barnets nærmeste udviklingszone, NUZO. Herudover tager vi udgangspunkt i Hedensted Kommune børne- og ungesyn, der er udviklet ud fra en forståelse af, at alle børn er aktører i eget liv, og har behov for grundlæggende tilhørsforhold i mangfoldige fællesskaber, og at børn gør det bedste de kan.
Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du kan se dig selv i ovenstående børnesyn, og at du er uddannet pædagog, er optaget af børnenes perspektiver og kan følge deres spor. Vi forventer også, at du kan arbejde relationelt, give børnene tydelige rammer også i hverdagens struktur, samt at du har fokus på legemiljøer og er aktivt deltagende i disse, og stiller dig til rådighed for børnene. Vi ser gerne, at du har en positiv stemning, god energi, der også gerne må være krydret med en god portion humor, som et positivt element i opbygningen af et nyt arbejdsfællesskab. Vi forventer at du stempler ind på faglighed og samarbejde.
Du skal være indstillet på:
- At være med i opstarten af en ny børnegruppe og samarbejde på tværs af afdelinger.
- At være med i opbygningen af et nyt arbejdsfællesskab, arbejdsmiljø og arbejdskultur i vuggestue, børnehave og minigruppe.
- At være med i opbygningen af en fælles kultur på tværs af børnegrupperne.
- At arbejde med din rolle som pædagog.
- At være med i udarbejdelsen af den pædagogiske læreplan og traditioner.
- At være med i opbygningen af et tæt forældresamarbejde.
- At være fleksibel og at opbygningen af et nyt hus kræver en ekstra arbejdsindsats.
Derfor skal du vælge os
Børnehuset Årupvej åbnede dørene i september 2024, og tager sit afsæt i natur, bevægelse og sundhed.
Vores hus er placeret i den vestlige del af Hedensted, tæt på naturen, bmx-bane, søer og skole. Vi har plads til tre vuggestuegrupper, tre børnehavegrupper og tre specialpædagogiske grupper. Målet er at vi samarbejder på tværs af alle grupper, både i forhold til børn, forældre, ledelse og medarbejdere. Der er fokus på mangfoldige fællesskaber, så alle børns naturlige nysgerrighed, muligheder og mod på livet understøttes, således at alle børn mødes pædagogisk relevant. Integrationen mellem det almene og det specialiserede giver mulighed for at styrke fællesskaberne på tværs af grupperne, ud fra børnenes udviklingsalder og zone for nærmeste udvikling.
Vores hus har overdækkede udemiljøer og rum i udemiljøet, hvor det er muligt at opholde sig, uanset vejret. Rammerne både ude og inde giver mulighed for fysisk aktivitet, højt som lavt. Der er et motorikrum og et sansemotorisk rum, der både kan stimulere og skabe ro for barnet.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.
Har du spørgsmål
Du er velkommen til at kontakte leder Jette Vergo, mobil 30 46 86 36 i uge 28 og igen fra uge 32, eller daglig leder Birgitte Bech på 40 19 37 97 fra uge 31, for yderligere spørgsmål og detaljer til stillingerne. Du må også gerne komme på besøg, ring og aftal en tid.
Ansøgning
Ansøgningsfrist er den 31. august 2025.
Der afholdes løbende samtaler indtil de rette kandidater er fundet, hvorefter opslaget fjernes.
Ansættelse pr. 1. september 2025 eller snarest muligt.
Om os
Du får en unik mulighed for at være medvirkende til at skabe de bedste betingelser for børnene, forældrene og medarbejderne i en forholdsvis ny institution.
Du får stor medindflydelse og vil blive inddraget i mange processer. Du får høj grad af medbestemmelse og mulighed for at tegne et arbejdsfællesskab, som sprudler af arbejdsglæde, høj faglighed og udvikling. Du vil løbende i vores fællesskab blive uddannet i den pædagogiske retning, der er blevet sat. Vi vægter høj psykologisk tryghed og work-life balance.