Pædagogiske Vikarer - Tornhøjgaard og Ungetilbud
Botilbuddet Tornhøjgaard, samt Ungetilbuddene Sofiebo og Visborgårdvej, søger energiske vikarer med pædagogisk erfaring.
Vi slår forskellige stillinger op som omsorgs- og pædagogmedhjælpere med pædagogisk erfaring. Du skal være villig til at tage alle typer af vagter i vores tilbud, både dag/aften og nattevagter.
Jobbet kan også bruges som studiejob.
- Der skal nogle flere kilometer i de her ben – vil du ikke med ud at køre mountainbike?
- Jeg smutter på arbejde!
- Jeg har lyst til at komme ud i det gode vejr – skal vi ikke finde på noget sammen?
Der er gang i borgerne på de 3 tilbud, hvor der bor unge og ældre borgere med varigt fysisk og psykisk udviklingshæmning, hvor af nogle kan have en psykiatrisk overbygning.
Du vil på de 3 tilbud opleve en alm hverdag som indeholder mange genkendelige elementer: Job, praktik, afklarende forløb, shoppeture, motion, hygge og afslapning. Du vil opleve en hverdag, hvor der er borgere som skal have støtte og vejledning til fx hygiejne, madlavning og vasketøj.
En hverdag hvor vi øver og vedligeholder færdigheder som:
- At mestre de sociale spilleregler – både i almindeligt samvær og i den digitale verden
- At have styr på de huslige gøremål som indkøb, madlavning, rengøring, tøjvask mm.
- At holde sig sund og at være fysisk aktiv i det daglige
- At opbygge et netværk og finde de interesser, som kan dyrkes alene eller sammen med andre.
På Sofiebo og Visborgårdvej bor der 24 unge i alderen 18-30 år som alle er der for at få udredt deres fremtidige støttebehov. Ungetilbuddene (§107) er midlertidige boliger.
På Tornhøjgaard bor der 32 borgere i alderen 21-75 år. De bor i egen lejlighed. Her kan man bo så længe man vil.
Du skal være dygtig til at spørge ind og finde den enkeltes gnist og begejstring. Med dette udgangspunkt vælger du den pædagogiske metode, som støtter deres udvikling på en hjælpsom og motiverende måde.
Det hænder, at en dør smækkes vel hårdt, eller at en potteplante væltes efterfulgt af råb og raseri. Derfor arbejder vi systematisk med både de unges/borgernes og vores reaktioner
via Pædagogisk Intervention (PI) samt BVC (Brøset Violence Checklist), samt ROR (Recovery Orienteret Rehabilitering), og med flere faglige tilgange.
Vi sørger selvfølgelig for, at du får en grundig introduktion til det hele.
Vi forventer:
- At du har erfaring inden for det pædagogiske område
- At du kan arbejde selvstændigt og sætte gang i aktiviteter
- At du kan se borgernes ressourcer og har blik for de små ting
- At du støtter borgerne i at mestre en så høj grad af selvstændighed og selvbestemmelse som muligt
- At du vil støtte borgerne i de daglige gøremål, samt hjælpe de borgere der har behov for hjælp til personlig hygiejne osv.
- At du vil arbejde på helligdage og i ferieperioder
- At du er mødestabil
- At du er villig til at arbejde på alle tider af døgnet, dette betyder også nattevagter
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte arbejdstidsplanlægger Birgitte Maxwell på tlf.: 31990106, Assisterende leder Trine Roedahl Gaul på 25200938
Vi kalder løbende ind til samtaler.
Arbejdsstedets adresse:
Botilbuddet Tornhøjgaard, Tornhøjgård 100, 9220 Aalborg Øst
Ungetilbuddet Sofiebo, Sofiendalsvej 76, 9200 Aalborg SV
Ungetilbuddet Visborgårdvej, Visborgårdvej 12, Aalborg SV
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem KL og den
forhandlingsberettigede organisation.
Forud for ansættelse, indhenter vi reference.
Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin. https://www.aalborg.dk/job-og-karriere