Personalekonsulent/Jurist - Hørsholm Kommune HR Team
Personalekonsulent eller jurist søges til Team Løn og Personale i Hørsholm Kommune
Drømmer du om at blive en del af et hold, der dagligt leverer personalejuridisk sparring til over 70 ledere i vidt forskellige faglige enheder? Og har du lyst til en spændende stilling, hvor du bliver placeret centralt i kommunens personalejuridiske højborg? Hvis du kan nikke ja, så er det lige præcis dig, vi søger til vores ledige stilling som personalekonsulent/jurist!
Om stillingen
Som personalekonsulent/jurist i Hørsholm Kommune skal du være med til at understøtte organisationens ledere på tværs inden for personalejura. Vi søger dig, der oplever arbejdsglæde og god energi, når din kollega beder dig om at slå op i ”Ansættelsesretten” af Jens Kristiansen, som trives med at nørde personalejuraens ABC og deler ud af din brede viden, når du ellers ikke fordyber dig i personalesager.
Du vil få et tæt samarbejde med vores to personalekonsulenter, og herudover vil du komme til at samarbejde med vores lønkonsulenter og vores HR-konsulent, hvilket giver dig en bred og nuanceret vifte af arbejdsområder:
"I rollen vil du, udover at gå i dybden med juraen, arbejde med GDPR, arbejdstidsprojekter om fleksibel arbejdstid i hele kommunen, individuel og kollektiv arbejdsret samt ad hoc-opgaver, der relaterer sig til udvikling på tværs i hele organisationen."
- Gert, din kommende leder
Hvorfor skal du vælge os i Hørsholm Kommune?
I Hørsholm Kommune har vi højt til loftet og kort til direktionsgangen. Vi er en arbejdsplads med en flad struktur, hvor der ikke er langt fra tanke til handling, når det kommer til opgaveløsningen. I Team Løn og Personale er vi dagligt i kontakt med organisationens ledere, hvorfor du fra dag ét skal bruge dine kompetencer og evner til at være løsningsorienteret, kontaktskabende og nysgerrig:
"I vores team lægger vi stor vægt på den faglige og kollegiale sparring, som er vigtig i vores arbejde. Vi trives og motiveres af at være i dialog med vores ledere og give dem sparring på de dilemmaer, der opstår i deres dagligdag. Det kræver både lyst til at være opsøgende samt nysgerrighed på andres hverdag og problemstillinger."
- Kristine, din kommende kollega
Som medarbejder hos os vil vi se frem til at kunne tilbyde dig:
- Fleksibel arbejdstid, der tilpasses mellem opgaver og dit privatliv
- Mulighed for hjemmearbejde
- En arbejdstid svarende til normalt 37 timer om ugen
- Faglig sparring og et bredt fagligt fællesskab
Om dig
Vi ser gerne, at du har en juridisk uddannelse, eller at du er fagligt stærk i personalejura gennem din erhvervserfaring. Du trives med at være nysgerrig, når det kommer til den daglige dialog og sparring med lederne, og du formår at være opsøgende og kontaktskabende både internt og eksternt.
Arbejdspladsen Du vil få din daglige gang på Slotsmarken 14, 2970 Hørsholm.
Praktisk information
- Ansættelsesdato er den 1. januar 2026
- Ansøgningsfristen er søndag den 2. november 2025
- Vi afholder første samtaler 25. november 2025 og eventuel anden samtaler den 27. november 2025
Din løn forhandles i henhold til gældende overenskomst med baggrund i uddannelse og erfaring, og vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Kontaktoplysninger
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte personalechef Gert Ahrentecht Jensen på 40 27 75 70, chefkonsulent og arbejdsmiljøtovholder Kristine Ansted Schmidt på 30 71 74 54 eller løn- og personalekonsulent Tina Andersen på 21 37 28 39.
Sådan søger du Send din ansøgning og CV via linket.