Pet akademiet søger undervisere

Vil du være med til at sætte retning for en ny ambitiøs uddannelse, der skal ruste PET til fremtiden?  Har du erfaring med praksisrelevant undervisning eller stærke kompetencer indenfor efterretning eller efterforskning? Så er det dig, vi søger til at blive vores kollega i PET Akademiet.
Vær med til at forme PET’s fremtidige uddannelser
Et skærpet og omskifteligt trusselsbillede stiller store krav til PET’s operative virksomhed. PET Akademiet er en nyoprettet enhed, der skal bidrage til at styrke PET’s operative kapabilitet igennem uddannelse indenfor efterretning og efterforskning. Enheden udgøres af forskellige fagligheder og specialer, der sammen skal udvikle og drive uddannelser i tæt samarbejde med nationale og internationale samarbejdspartnere. Uddannelserne strækker sig fra grunduddannelse over videregående uddannelse til lederuddannelse. Du skal her være med til at sætte ambitiøse faglige mål for, hvad PET’s medarbejdere skal kunne ved at bygge videre på operative erfaringer kombineret med den nyeste udvikling på området.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag

Som ansat i PET, bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, der ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.

Selvom vores arbejde er præget er alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Du er samarbejdsorienteret, dedikeret og har en stærk faglig profil
Gennem dit virke i PET Akademiet skal du være eksponent for en stærk samarbejdskultur og bidrage til, at PET’s medarbejdere får de rette kompetencer til at samarbejde på tværs og udvikle en fælles efterretnings- og efterforskningsfaglighed. Som underviser ved Akademiet skal du levere det pædagogiske eller faglige fundament for PET’s uddannelse og gennemføre undervisning med læringsaktiviteter, der fremmer kritisk og kreativ tænkning. For at lykkes i stillingen skal du motiveres af at udvikle lærings- og undervisningsforløb, der kan anvendes i og styrke det operative arbejde i PET. Du er en holdspiller med blik for helheden, og du tager selvstændigt ansvar og initiativ.

Derudover er det en fordel hvis: 
•    Du har dokumenteret erfaring som underviser indenfor efterretnings- eller efterforskningsområdet.
•    Du har pædagogiske og didaktiske kompetencer.
•    Du har operativ erfaring fra politiet eller fra en anden relevant myndighed, og kan omsætte din erfaring i undervisning.
•    Du har stærke samarbejdsevner og løser opgaven med engagement, nysgerrighed og kreativitet.
•    Du er motiveret for at være med til at opbygge og udvikle PET Akademiet.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. september 2025. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 24. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.

Er du politiuddannet lønindplaceres du som pb/pa efter klassificeringsaftalen og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler. Du bliver stationeret i Rigspolitiet i en ”indtil-videre”-stilling i PET. Omklassificering kan aftales efter ansættelsesstart.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail [email protected] eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.