etjob.dk
København kommune Projektmedarbejder

Projektgeneralist hos Skattestyrelsen - It-projekter

Vil du være en del af et nyoprettet sekretariat og spille en central rolle i eksekveringen af Skattestyrelsens mest komplekse it-projekter? Har du solid erfaring fra deltagelse i it-projekter og ledelsesbetjening samt interesse i at varetage forretningens ansvar? Så har du her en unik mulighed for at være med til at forme en vigtig funktion i Skattestyrelsen og understøtte gennemførsel af nogle af vores mest komplekse og samfundsvigtige digitaliseringsopgaver.

Sæt dit præg på fremtidens it-løsninger
Skatteforvaltningen er i gang med en gennemgribende it-modernisering, så vi også i fremtiden kan understøtte, at borgere og virksomheder betaler de korrekte skatter og afgifter til tiden.

For at styrke ledelseskapaciteten og fremdriften i en række af de mest komplekse tværgående it-projekter har vi etableret afdelingen Tværgående Projekter. Enheden udfylder rollen som styregruppeformand og varetager den overordnede forretningsmæssige styring og ledelse, herunder i tæt dialog med it-projektlederen.

Som medarbejder får du til opgave at deltage i og understøtte gennemførsel af tværgående it-projekter. Du bidrager ved at løse nøgleopgaver som:

  • Udføre, drive og facilitere konkrete og tværgående forretningsmæssige, tekniske eller juridiske projektopgaver, herunder gennemføre ledelsesbetjening.
  • Medvirke til at skabe sammenhæng mellem it-løsningen og de tilhørende processer på tværs af organisatoriske enheder.
  • Understøtte afklaring af omfanget af test samt udarbejdelse og gennemførsel af test. Du må derfor gerne have arbejdet med test før.
  • Medvirke til at sikre forretningens løbende involvering og forberedelse til organisatorisk implementering.
  • Bidrage til erfaringsudveksling og vidensdeling om forretningens ansvar vedrørende it-projekter.

Du refererer til kontorchefen og bliver en del af et mindre team, der indgår i et tæt samarbejde med deltagerne i it-projekterne.

Om dig
Du har en relevant videregående uddannelse og har nok nogle års erfaring med de skitserede opgaver i kontoret.

Herudover lægger vi vægt på, at:

  • Du arbejder systematisk og kan skabe fremdrift i komplekse opgaver.
  • Du har et skarpt øje for kvalitet og har et godt overblik samt gode samarbejdsevner.
  • Du kommunikerer tydeligt og er stærk på skrift.
  • Du trives i en politisk styret organisation og har flair for at navigere mellem forskellige interesser og sikre opbakning til løsninger med høj samfundsværdi.

Vi tilbyder
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads, hvor der samtidig er fokus på trivsel og en uhøjtidelig omgangstone. Du får en unik mulighed for at sætte dit aftryk på udviklingen af højt prioriterede opgaver med politisk bevågenhed, der er med til at skabe sammenhængskraften i vores samfund. Desuden får du spændende, alsidige og komplekse opgaver, der modner dig såvel fagligt som personligt.

Vores arbejde sker med afsæt i Skattestyrelsens fire værdier:

  • Vi arbejder med høj faglighed, hvad enten det drejer sig om at sikre de rigtige processer eller produkter.
  • Vi er åbne og samarbejder helt naturligt med alle dele af Skatteministeriet. Vi føler en særlig forpligtelse til at pleje og vedligeholde relationer, fordi en bred viden skaber merværdi, øger kvalitet i opgaveløsningen og understøtter en god direktionsbetjening.
  • Vi tager ansvar i alt, hvad vi laver, og vi gør gerne en ekstra indsats, når det er nødvendigt.
  • Vi har udsyn og har altid øje for, hvordan de løsninger, vi skal levere, påvirker vores omverden.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning sammen med CV indeholdende dine opnåede resultater, eksamensbeviser og eventuelt yderligere relevant materiale senest 7. august 2025 via linket 'Søg stillingen'.

Spørgsmål til stillingen besvares gerne af kontorchef Maria Saarie på telefon 72 37 04 17 – send gerne en sms for at aftale tidspunkt.

Vi forventer at indkalde til og afholde samtaler i uge 33 og 34 2025.

Personligheds- og logikanalyse kan indgå i rekrutteringsprocessen.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Copenhagen Towers, Hannemanns Allé 25, 2300 København S. Tiltrædelse hurtigst muligt eller 1. oktober 2025.