Projektøkonom til BUILD, Aalborg Universitet
<!--StartFragment -->
Har du lyst til at styre nationale og internationale projekter sikkert i mål? Er du skarp til rådgivning og økonomisk controlling? Så er denne ledige stilling måske noget for dig. Vi tilbyder en fuldtidsstilling med start den 1. oktober 2025 eller snarest derefter.
BUILD er en del af Aalborg Universitet, og vores økonomiteam arbejder både fra Aalborg og København. Du vil få mulighed for at blive tilknyttet vores kontor i København.
Velkommen til BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø. Hos BUILD arbejder vores mere end 200 forskere på at finde løsninger på det 21. århundredes største udfordringer. Vi forsker i alt fra urbanisering, ressourceknaphed og højhusbyggeri til infrastruktur og mikroplast. Det er en stor opgave og et stort ansvar, da byggeri og byer har en massiv indvirkning på jordens klima. Bygninger står for omkring 40% af den samlede CO2-udledning. Derfor er udvikling af viden, uddannelse og nye værktøjer afgørende for den grønne omstilling, og her er BUILD et fagligt fyrtårn. Men vi mangler dig til at få vores forskningsprojekter i mål inden for budget.
Som projektøkonom på BUILD bliver du en central del af vores projektstyring. Du vil få ansvar for en bred vifte af forskningsprojekter og arbejde tæt sammen med projektledere for at sikre en sund projektøkonomi. Dine opgaver vil inkludere rådgivning, controlling og ressourcestyring på projekterne, som spænder over statsfinansierede, EU- og fondsfinansierede projekter. Hvis du ikke allerede har erfaring med komplekse projektkonstruktioner, vil du hurtigt opbygge stærke kompetencer på området.
De konkrete opgaver omfatter blandt andet:
- Udarbejdelse af projektregnskaber for tilskudsfinansierede forskningsprojekter, herunder EU-projekter
- Rådgivning og støtte til BUILD’s forskere og sektionsledere i forbindelse med ansøgninger, herunder rådgivning om økonomi, budgetter, regler og rammer
- Projektopstart i samarbejde med AAU’s jurister og den centrale økonomiafdeling
- Økonomisk projektstyring i samarbejde med de faglige projektledere
- Udvikling af den økonomiske projektstyring i samarbejde med de øvrige medarbejdere i teamet
- Styring af kapaciteten i forskningsgrupperne
- Løbende ad hoc-opgaver kan forekomme
Du vil i høj grad have mulighed for selv at tilrettelægge dit arbejde, men vi forventer, at du indgår i et tæt samarbejde med kollegerne i økonomiteamet med henblik på videndeling på tværs af teamet. Derudover vil du samarbejde tæt med den økonomiansvarlige på BUILD, sektionslederne og de forskere, der er projektledere.
Der er stor variation i opgaverne og stillingen er karakteriseret ved et selvstændigt ansvar og forudsætter, at du evner selv at tage initiativ.
Vi forventer, at du:
- Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx en videregående uddannelse inden for regnskab og økonomi som HD, cand.merc., cand.oecon. eller cand.polit., eller en kontoruddannelse med erfaring i styring af forskningsprojekter
- Formår at arbejde effektivt med fokus på detaljerne samtidig med, at du kan bevare overblikket
- Stærke kommunikative evner, som gør dig i stand til at tilpasse og formidle dine opfølgninger og analyser til aftagere på forskellige niveauer i organisationen
- Har en faglig stolthed, lyst til at tage ansvar og evner til at følge opgaverne til dørs
- Er serviceminded, har et smil på læben og har lyst til teamwork, men samtidig evner at arbejde selvstændigt
- Motiveres af udsigten til nye udfordringer i form af arbejde med styring af en projektportefølje
- Er rutineret i anvendelse af Excel til løsning af økonomiopgaver
- Kan kommunikere både på dansk og engelsk.
Det vil være en fordel, hvis du:
- Har et par års relevant erhvervserfaring med styring af forskningsprojekter
- Har arbejdet med projekt controlling og projektadministration
- Har erfaring med udarbejdelse af projektregnskaber
- Har kendskab til vilkårene for økonomiske tilskud fra private og offentlige fonde og andre bevillingsgivere.
Har du ingen relevant erhvervserfaring med projektadministration, men finder stillingen interessant, skal du ikke være tilbageholdende med at søge stillingen, da du i så fald vil indgå i et oplæringsforløb på AAU som gør dig ti stand til at løfte opgaven.
BUILD – din nye arbejdsplads
BUILD er en familievenlig arbejdsplads med flextid, og medarbejderne nyder stor fleksibilitet med hensyn til selv at tilrettelægge deres arbejdstider. Derudover tilbyder vi et godt kollegialt arbejdsmiljø, åbenhed og inddragelse. Der vil være mulighed for at aftale hjemmearbejdsdage.
Som universitet ønsker vi at tiltrække de bedste faglige kompetencer. Hvis du har engagement og lyst til at gøre en forskel, er der gode muligheder for at skabe karriere og resultater i dit job. Du får dygtige og omsorgsfulde kolleger, samt et godt arbejdsmiljø, hvor der er mulighed for sparring og udvikling.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen
- CV
- Eksamensbevis
- Evt. relevante bilag
Du kan læse mere om krav til din ansøgning her.
Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside.
Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktpersoner nederst i opslaget.
Samtaler forventes afholdt i uge 37-38.
Øvrige informationer
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.
Vi anbefaler, at du gemmer en kopi af stillingsopslaget, da opslaget bliver fjernet, når ansøgningsfristen er udløbet.
Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.
Løn- og ansættelsesvilkårLøn- og ansættelsesvilkår er enten i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller i henhold til overenskomst for akademikere i staten med indplacering som AC-fuldmægtig. Der er mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.
<!--EndFragment -->
**Aalborg Universitet - *Viden for verden***Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.