etjob.dk
Viborg kommune Kontormedarbejder

Retssekretær ved Vestre Landsret - Regnskab & Administration

Ønsker du at arbejde i en organisation med stor samfundsmæssig betydning?

Kan du håndtere flere opgaver samtidigt, tage ansvar og etablere en god dialog med borgerne?

Så er Vestre Landsret det rette sted for dig.

Vi søger en dygtig og engageret retssekretær til at løse spændende og varierede arbejdsopgaver i Vestre Landsret. Den ledige stilling er med placering i landsrettens regnskabs- og lønadministration, hvor der bl.a. løses opgaver inden for løn og regnskab samt modtagelse af nye sager.

Det er en forudsætning, at du også kan deltage i den almindelige sagsbehandling af landsrettens civile sager og straffesager.

Din daglige arbejdsplads vil være i Viborg, men du skal også kunne deltage i tjenesterejser til landsrettens bitingsteder i Aalborg, Aarhus, Kolding, Esbjerg og Sønderborg, hvor landsretten behandler straffesager. Tjenesterejserne er som udgangspunkt med fravær hjemmefra fire dage i træk. Du vil blive oplært i at kunne deltage i landsrettens tjenesterejser.

Du skal desuden kunne deltage 2-3 gange årligt i en vagtordning i Viborg om lørdagen.

Dine arbejdsopgaver kræver, at du har erfaring med kontorarbejde, og at du er dygtig og har flair og interesse for IT. Det vil være en fordel, hvis du er uddannet inden for kontor, og hvis du har kendskab til opgaver inden for løn og regnskab i staten. Du skal kunne arbejde grundigt og have overblik.

I arbejdet kommer du til at modtage mange telefoniske henvendelser fra mange forskellige typer af mennesker, og du skal derfor være udadvendt og serviceminded og god til at kommunikere.

Du kommer til at indgå i et travlt team, hvor du skal være god til at samarbejde på tværs af faggrupper, og hvor det er vigtigt, at alle i teamet tager ansvar, er initiativrige og fleksible og har et godt humør.

Det er et krav, at du har kørekort til personbil, da du skal køre landsrettens tjenestebil i forbindelse med tjenesterejserne.

Hvad tilbyder vi?

Vi tilbyder en arbejdsplads, der som en del af Danmarks Domstole er med til at værne om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes sikkerhed.

Vi lægger vægt på god trivsel blandt medarbejderne og respektfuld behandling af vores brugere. Grundlaget for vores velfungerende og effektive arbejdsplads er åbenhed, lydhørhed og troværdighed.

Du vil få ansvarsfulde og dygtige kolleger, som sætter kvalitet og service i højsædet. Omgangstonen er uformel, og du vil få grundig oplæring og sparring.

Landsretten tilbyder bl.a. flekstidsordning, uniformsordning, massageordning, frugt og kaffe.

Se denne korte film om at være retssekretær ved Vestre Landsret. Video - retssekretær ved Vestre Landsret

Landsretten har ca. 100 medarbejdere, hvoraf ca. 45 er administrative medarbejdere og ca. 55 er jurister

Ansættelsesvilkår:

Jobbet er med tiltrædelse 1. november 2025 eller efter nærmere aftale.

Arbejdstiden er 37 timer om ugen med flekstidsordning.

Ansættelse sker i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og OAO (herunder HK) og Organisationsaftale for Kontorfunktionærer m.fl.

Stillingerne indplaceres enten som retsassistent eller kontorfuldmægtig afhængig af kvalifikationer og erfaring.

Som retsassistent bliver du indplaceret i løngruppe 2, sats 2, hvor basislønnen pt. er 28.294,08 kr. pr. måned. Som kontorfuldmægtig bliver du indplaceret i løngruppe 3, sats 1, hvor basislønnen pt. er 29.818,33 kr. pr. måned. Der er endvidere tilknyttet et kvalifikationstillæg til stillingen på 1.027,58 kr. pr. måned. Hertil kommer pension på 16% efter reglerne i Fællesoverenskomsten. Eventuelle tillæg forhandles i henhold til retningslinjerne for Ny Løn.

Det er en forudsætning for ansættelse, at der kan indhentes en udvidet straffeattest, der ikke giver anledning til bemærkninger.

Ansøgning og samtaler

Ansøgning sker elektronisk via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på ”Søg stillingen” i stillingsopslaget.

Ud over din ansøgning bedes du vedlægge cv, relevante eksamenspapirer (med karakterer) m.v. og anbefalinger og/eller referencer fra tidligere arbejdsgivere, gerne med beskrivelse af dine personlige kompetencer. Du bedes oplyse, om du er interesseret i både den faste stilling og vikariatet.

Vi skal have modtaget din ansøgning i rekrutteringssystemet senest søndag d. 14. september 2025. Samtaler vil blive afholdt efter ansøgningsfristens udløb.

Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til personalekonsulent Connie Nordkvist, tlf. 99 68 80 00.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

Vestre Landsret er en del af Danmarks Domstole. Landsretten behandler primært ankesager fra byretterne. I øvrigt henvises til hjemmesiderne www.vestrelandsret.dk og www.domstol.dk.