etjob.dk
Ringkøbing-skjern kommune Sagsbehandler

Sagsbehandler til Innovation i Forsvarsstaben - Strategisk Teknologiudvikling

Er du strategisk tænkende med passion for Forsvarets udvikling, fremtidens teknologier og nytænkning? Vil du være med til at øge hastigheden i teknologiudviklingen og -anskaffelser? Har du de unikke organisatoriske kompetencer, der kan være med til hastigt at forøge Forsvarets innovationskraft?

Vi søger en sagsbehandler til Forsvarskommandoens Strategiske Udviklingssektion, der skal arbejde med teknologiens indflydelse på vores militære operationer samt understøtte innovationssamarbejdet på tværs af Forsvarskoncernen, industri og forskningsmiljøer.
Hvis det lyder interessant, og du vil arbejde i et spændende miljø tæt på centrale beslutningsprocesser i Forsvarsstaben, så skal du søge stillingen!

Om os
Vi er Strategisk Udviklingssektion og indgår i Forsvarskommandoens Udviklings- og Planlægningsstab. Sektionen understøtter Forsvarets strategiske udvikling, herunder indhenter og behandler viden omkring internationale trends med relevans for udviklingen af Forsvaret.

Sektionen består for nuværende af 4 elementer, fordelt over; Transformation, Multi Domain Operations, Erfaringsindhentning og Innovation. Stillingen er placeret i Innovationselementet.

Dermed skaber vi rammen for den kapacitetsnære udvikling i Forsvaret. Et væsentligt element er at følge den teknologiske udvikling og sikre, at Forsvaret fortsat er med på den teknologiske frontlinje.
Sektionen har et tæt samarbejde med værn og kommandoer, internationale aktører, Forsvarsministeriets departement samt støttende styrelser under Forsvarsministeriets myndighedsområde.

Om stillingen
Forsvaret står over for en historisk vigtig opgave: At styrke sin kampkraft med den hastighed moderne trusler kræver, og vi løser det ikke alene. Det kræver et omfattende samarbejde mellem Forsvaret, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, industri og akademia. I centrum af dette samarbejde står innovation – evnen til hurtigt at omsætte nye teknologier og ideer til konkrete operative fordele.

Derfor søger vi en sagsbehandler, der vil spille en nøglerolle i at understøtte denne udvikling. Din opgave bliver, at være med til at bygge bro mellem Forsvarets behov og de teknologiske muligheder, der opstår i civilsamfundet og skabe rammerne omkring samarbejdet.

Vi skal sikre at ny viden fra forskningsmiljøer - herunder Nationalt Forsvarsteknologisk Centers projekter og forskning – og den private sektor ikke bliver ved teorien, men omsættes til løsninger, der gør en reel forskel ude ved soldaten. Teknologien alene vinder ingen krige. Det handler om, hvordan vi integrerer den i doktriner, organisation og uddannelse. Vi har derfor brug for visionære profiler, der forstår teknologiens potentiale, men også evner at sætte det i en operativ kontekst sammen med kollegaer i sektionen.

Du kan forvente yderligere sagsområder under hensyntagen til sektionens behov og dine kvalifikationer og interesser, herunder at blive inddraget i sektionens koncept- og strategiarbejde, ligesom du skal støtte den øvrige udviklingsvirksomhed i Udviklings- og Planlægningsstaben inden for dit ressortområde.

Koncepter udarbejdes normalt i et bredt samarbejde med andre afdelinger og sektioner i Forsvarsstaben samt kommandoer og styrelser. Du vil derfor få en stor kontaktflade med god mulighed for at udbygge, vedligeholde og anvende dit netværk i opgaveløsningen. Der er stor mulighed for at være med til at definere opgaver og rammer. Du vil modtage den nødvendige efteruddannelse i relation til organisationsteori, innovation, fagområder og stabsmetodik.

Du kan forvente et vist omfang af rejseaktivitet både nationalt og internationalt. Stillingen tilbyder en relativt stor fleksibilitet i forhold til arbejdstid og hjemmearbejde. Modus er for nuværende tilstedeværelse tirsdag og torsdag i Karup. Vi lægger vægt på, at der er en god ånd i afdelingen, og vi har en åben, ærlig og uformel omgangstone. Fordeling mellem souschef og sagsbehandlere vil ske på baggrund af det endelige kandidatfelt.

Om dig
Vi søger en profil med solid faglig baggrund inden for teknologi, innovation og/eller strategisk udvikling. Du har en relevant akademisk uddannelse samt erhvervserfaring med innovation, teknologioverførsel eller udviklingsprocesser – enten fra det private, offentlige eller Forsvaret. For at opnå de ønskede resultater i stillingen er det vigtig, at du:

  • Har evnen til at opbygge og understøtte netværk på tværs af Forsvar, industri og forskningsmiljøer – Innovation sker ikke i siloer.
  • Besidder analytisk dygtighed og strategisk forståelse for, hvordan teknologi skaber militære fordele, og kan omsætte problemstillinger og muligheder til forståelige beslutningsoplæg.
  • Er en god kommunikator, der kan formidle tekniske og strategiske indsigter kort og præcist – både på dansk og engelsk.
  • Tager ansvar for dine opgaver, og tilgår problemstillinger nysgerrigt, engageret og helhedsorienteret.
  • Trives i en rolle, hvor du både tænker nyt og får ting til at ske.
  • Er robust i forhold til arbejdsbyrde, mødeledelse og fremlæggelser, ligesom du bør befinde dig godt i et miljø, hvor der sjældent er faste rammer for arbejdet.
  • Er kreativ og formår at arbejde ud over vanetænkning og låste tankemønstre, samtidigt med at du kan bringe ideer helt til dørs og eksekvere på dem.

Hvis du har interesse i teknologi og innovation og vil være med til at forme Forsvarets fremtidige kapabiliteter, så er denne stilling din mulighed for at bidrage til udviklingen.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Bemærk stillingen er også opslået militært.

Arbejdsstedet er i Karup

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Innovationselementet i Strategisk Udviklingssektion, major Jan Buchwald på telefon 2988 3042.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Liv Malene Rasmussen på telefon 3266 5557.

Ansøgningsfristen er den 1. september 2025 og samtaler forventes gennemført umiddelbart efter. Den endelige ansættelsesdato vil blive koordineret med din nuværende chef.

Du søger stillingen via linket. Til ansøgningen ønsker vi en case besvarelse i stedet for en ansøgning, samt CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Case til besvarelse:

Baggrund
Forsvarskommandoen har vedtaget en bestemmelse, der definerer rammer og formål for innovationsarenaer som et centralt værktøj til at accelerere teknologisk udvikling og omsætte innovation til operativ effekt. Innovationsarenaer kan være fysiske, funktionelle eller virtuelle samspil mellem Forsvaret, industrien og videninstitutioner (akademia).

Innovationselementet i Strategisk Udviklingssektion har nu fået til opgave at vurdere, hvordan disse arenaer bedst prioriteres og operationaliseres i praksis.

Din opgave
Du skal udarbejde et kort, skriftligt oplæg, hvor du vurderer en konkret mulighed for at anvende en innovationsarena inden for ét af følgende fokusområder:

  1. Autonome systemer i landdomænet
  2. Cybersikkerhed og informationsdominans
  3. Bæredygtige energiløsninger til udsendte enheder
  4. Teknologisk udvikling i Arktis

Indholdskrav (maks. 2 sider)

  1. Identificér og beskriv kort en konkret mulighed eller udfordring, hvor en innovationsarena vil kunne anvendes.
  2. Redegør for, hvordan denne arena kan operationaliseres inden for rammerne af den gældende bestemmelse (struktur, samarbejdspartnere, ressourcer mv.).
  3. Vurder den strategiske effekt for Forsvaret – fx hurtigere teknologiindsættelse, styrket kapacitetsopbygning eller tværgående synergi.
  4. Angiv kort, hvilke forudsætninger der skal være til stede for, at arenaen kan blive en succes.
  5. Giv dine bud på evt. faldgrupper.

Praktisk

  • Maks. 600 ord (svarende til 1–2 sider)
  • Brug gerne bullets, overskrifter og konkrete eksempler
  • Målret oplægget som et beslutningsinput til et internt forum i Forsvaret
  • Anvendes til en evt. jobsamtale

Om Forsvarskommandoen (FKO)
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.

Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.

Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.