SoMe-medarbejder ved Udenrigsministeriet - Digitalt Kommunikationstalent
Kan du omsætte regeringsstrategier til fængende SoMe-opslag? Og har du stærke samarbejdsevner, politisk tæft og interesse for udenrigspolitik? Så læs videre.
Udenrigsministeriets Kontor for Public Diplomacy, Kommunikation og Presse (KOM) søger en SoMe-medarbejder med gode digitale værktøjer og videokompetencer. Du vil skulle sidde i teamet Sociale Medier & Analyse, hvor du får et hold gode kollegaer, der driver Udenrigsministeriets SoMe kanaler og motiveres af at lave engagerende indhold og kampagner om globale dagsordener. Der er højt til loftet, og vi er stolte af vores arbejde.
Arbejdsopgaver
En typisk arbejdsdag vil ofte gå med at omsætte udenrigspolitiske prioriteter og udspil til videoer, grafikker, tekster og andet indhold til Udenrigsministeriets LinkedIn, Instagram, Facebook og X – i tæt samarbejde med Udenrigsministeriets fagkontorer. Du skal indgå som kreativ og proaktiv sparringspartner, som sammen med dygtige fagkolleger kan idéudvikle den næste kommunikationsindsats eller kampagne. Det kræver, at du er en dygtig rådgiver, har politisk tæft og forståelse for dynamik og behov i en politisk ledet organisation og har mod på at undervise organisationen i at blive endnu skarpere til at tænke i formidling på sociale medier.
Du skal kunne producere indhold, som får folk til at stoppe med at scrolle og blive nysgerrige på at vide mere om ofte komplekse udenrigspolitiske emner og initiativer. Derfor skal du også kunne finde den skarpe vinkel på en regeringsstrategi og omsætte det til engagerende digitalt indhold. Det kræver, at du kan producere kreativt og visuelt indhold, som kan nå vores forskellige målgrupper, og du skal være skarp på de seneste tendenser og formater på de forskellige platforme, så vores budskaber får gennemslagskraft på sociale medier.
Udover din velfunderede kommunikationsfaglighed, har du en proaktiv, løsningsorienteret tilgang til opgaverne, har gode samarbejdsevner og er serviceminded, da du får en bred samarbejdsflade på tværs af ministeriet.
Om dig
Det er en fordel,
- at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og mindst 2-3 års erhvervserfaring inden for digital kommunikation og sociale medier, gerne fra en politisk-ledet organisation.
- at du har interesse for, og gerne dokumenteret erfaring med, formidlingen af globale dagsordener.
- at du har erfaring med at idéudvikle skarpt, strategisk indhold og fængende korte opslag med forståelse for forskellige målgrupper.
- at du har solid teknisk viden om platformene (LinkedIn, X, Instagram, Facebook og YouTube), herunder løbende følger med i platformenes udvikling, og du har styr på digitale værktøjer og målgrupper.
- at du har lyst til at arbejde i en dynamisk enhed med en omskiftelig hverdag, der følger den udenrigspolitiske dagsorden og til tider krisernes døgnrytmer.
- at du er god til at bruge et kamera og/eller erfaren bruger af programmer til video-, billed- eller grafisk redigering.
- at du har erfaring med annoncering og kommunikationsmåling.
Sprogkompetencer
Det er en fordel, at du harerfaring med at anvende engelsk som arbejdssprog, da Udenrigsministeriet som global arbejdsplads kommunikerer på engelsk på SoMe.
Baggrund
Udenrigsministeriet vil gerne sætte udenrigspolitik i øjenhøjde og synliggøre vores organisation som den vidensbank, vi er. Udenrigsministeriet har mere end 100+ hjemmesider og 250+ profiler på sociale medier. Det er vores ambition at tale til og med vores målgrupper der, hvor de er. Du vil indgå i kontoret for Kommunikation, Presse og Public Diplomacy, som er et stabskontor på 35+ medarbejdere, der har ansvaret for hele organisationens interne og eksterne kommunikation, og som opererer tværgående med både hjemme- og udetjenesten. Du vil få stor kontaktflade med resten af organisationen i København og verden over med henblik på at støtte dem i deres strategiske kommunikation. Du vil konkret blive tilknyttet SoMe- og analyseteamet og sammen med dine kollegaer være holdspiller for at sikre stærk SoMe-kommunikation i et unikt diplomatisk år præget af blandt andet dansk medlemskab i FN´s Sikkerhedsråd og EU-formandskab.
Hjemmearbejde
Udenrigsministeriet giver i nogen grad mulighed for hjemmearbejde, hvor det er foreneligt med løsning af opgaven.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation. Der tages højde for allerede tilegnede kvalifikationer. Stillingen er ikke forbundet med forflyttelsespligt.
Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.
Arbejdsstedet er Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1448 København K.
Tiltrædelse
Snarest muligt.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er søndag d. 21. september 2025. Stillingen søges under ”ledige stillinger” på www.um.dk. Vi skal have en målrettet og motiveret ansøgning, der også bør indeholde oplysninger om uddannelse, tidligere arbejde, kvalifikationer, sprogkundskaber, referencer m.v. Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i ultimo september – primo oktober.
Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge en stilling i UM.
Yderligere oplysninger
Eventuelle spørgsmål rettes til teamleder Sandra Hyo Viborg på telefon 30635653 eller souschef Dorte Bryde på telefon 50778698.
Spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår bedes rettet til chefkonsulent Eva Bagge Steenberg, telefon 33921643.