etjob.dk
Herning kommune Tolder

Souschef i Toldstyrelsens Samfundsbeskyttende Kontrol Vest

Vil du være med til at sikre, at kun lovlige varer passerer grænsen til Danmark? Vil du prøve kræfter med souschefopgaver, hvor du indgår i et stærkt ledelsesteam, og vil du bidrage til en synlig og målrettet toldkontrol i det nordjyske område? Så er du måske den, vi søger til Samfundsbeskyttende Kontrol Vest.

Målrettet og effektiv toldkontrol i tæt samspil med kolleger
Toldstyrelsen beskytter det danske samfund og det europæiske marked mod ulovlige varer, og i Samfundsbeskyttende Kontrol Vest bidrager vi til den opgave ved at udføre en synlig, målrettet og effektiv toldkontrol både i havne, lystbådehavne og lufthavne, på flyvepladser og i transportcentre i Jylland og på Fyn. Vi kontrollerer varer og søger efter ulovlig ind- og udførsel af farlige og sundhedsskadelige varer, bl.a. ulovlige fødevarer, kopivarer, narkotika, doping, våben og tobak, samt større pengebeløb, som måtte være skjult i bagage, gods eller transportmidler.

I forbindelse med Toldstyrelsens nye organisering pr 1. januar 2026 styrker vi vores ledelse i den samfundsbeskyttende kontrol, og derfor søger vi nu en faglig stærk profil til en souscheffunktion til vores kontrolteam i Frederikshavn, der har ansvaret for kontrolopgaven i det nordjyske område.

Du vil i den forbindelse få det faglige ansvar for opgavevaretagelsen og agere daglig sparringspartner for medarbejderne for at sikre effektivitet, kvalitet og legalitet i kontrolarbejdet. Det er derfor vigtigt, at du er til stede og nærværende både i Frederikshavn og på de forskellige kontrolsteder, hvor medarbejderne løser opgaven. Hirtshals og Aalborg Lufthavn er to af de steder, hvor medarbejderne har en vigtig kontrolopgave.

Derudover vil du få opgaver af både faglig og ledelsesmæssig karakter, herunder at:

  • understøtte den daglige personaleledelse, herunder afholdelse af 1:1-samtaler
  • understøtte effektiv driftsstyring gennem løbende prioritering af opgaver og kontroltryk i samarbejde med den operative chef for Vest
  • sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø i hverdagen
  • bidrage til Toldstyrelsens tætte samarbejde med andre myndigheder
  • agere operationsleder på lokale og regionale operationer.

Du får et tæt samarbejde med den operative chef for Samfundsbeskyttende Kontrol Vest og dine kolleger i lederteamet Vest, der har ansvaret for vores kontrolenheder med lokation i Aarhus, Billund og Padborg. Sammen vil I løse de mange samfundsbeskyttende kontrolopgaver, der er i havne, lufthavne, postcentre og øvrige grænseovergange.

I den første periode vil du have en mentorordning med en kollega, som sikrer, at du kommer godt i gang med souschefrollen, og afhængigt af kvalifikationer bliver oplært i de toldfaglige opgaver.

Overblik, gode samarbejdsevner og erfaring med samfundsbeskyttende kontrol
Vi ser gerne, at du har erfaring med samfundsbeskyttende kontrol – gerne fra en kontrolfunktion i en offentlig myndighed. Det er en fordel, hvis du har arbejdet i en rolle med fagligt ansvar, hvor du har understøttet både ledelse og drift. Din uddannelsesmæssige baggrund er mindre vigtig end din praktiske erfaring og evne til at omsætte den i en kompleks og dynamisk hverdag.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • arbejder selvstændigt og bevarer roen i uforudsigelige situationer
  • har en proaktiv og forandringsparat tilgang til opgaver
  • vil være med til at sætte dit præg på opgaveløsningen, og du evner at omsætte retning og prioriteringer til konkret handling
  • kan skabe og vedligeholde relationer og er dygtig til at samarbejde – både internt og eksternt
  • kan bidrage positivt til det stærke fællesskab i samfundsbeskyttende kontrol
  • kommunikerer klart og tydeligt både mundtligt og skriftligt.

Du skal være indstillet på skiftende arbejdstider, da vi arbejder på alle tidspunkter af døgnet (i såkaldt kontinuerlig tjeneste), også i weekenden og på helligdage.

Vi sikrer effektiv toldkontrol
Toldstyrelsen har ca. 900 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.

I Samfundsbeskyttende Kontrol Vest hjælper vi hinanden med opgaverne og vægter det sociale højt. Vi lægger vægt på en ærlig og konstruktiv dialog og på den gode omgangstone. Du får dygtige og engagerede kolleger, som hver især bidrager med deres viden og altid er klar til at hjælpe med en opgave.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og dokumentation for uddannelse via linket ”Søg stillingen” senest mandag den 27. oktober 2025 kl. 12.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte operativ chef Louise Thastrup Kamp på telefon 72 37 81 15.

Vi forventer at holde første samtalerunde torsdag den 6. november 2025 og anden samtalerunde torsdag den 13. november 2025. Vi forventer at inddrage en logik- og personanalyse samt evt. en case i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.

Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Dit arbejdssted er Skippergade 27, 9900 Frederikshavn

Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.